Det er altid spændende, når man får noget unikt, som for eksempel når to bands skal spille sammen. Til dette show er vi blevet varmet lidt op, da de ikke kun skal spille dette liveshow, men også har udgivet en splitplade, hvor de spiller både numre sammen og udgaver af hinandens sange. De få lyt, pladen har nået at få, har givet mig en følelse af, at det virker, og dermed er jeg ekstra spændt på at skulle se dette show
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Det skal siges, at ingen af bandsene er nogen, jeg har dyrket meget. Dog udgav Kollapse pladen “AR” i 2024, der virkelig var noget af det bedste, der udkom det år. Forløbet op til showet gjorde dog, at det hele blev sat i et andet lys, da Kollapses guitarist Peter Clement Lund blev ramt af en kræftdiagnose, noget både han og bandet har været offentlige omkring. Så selv om jeg ikke kender Peter, gør det, at showet får en anden følelse. Først og fremmest er han ikke med, det er Victor Ravn (Demersal), som er erstatning. Men noget så særligt som et band der spiller sammen og har den tillid, og nu uden et af deres kernemedlemmer, det kan ikke undgå at være i kroppen, da jeg går ind i mørket på Gloria scenen.
Desværre gik vi omkring 15 minutter forsinket i gang. Det vil ofte ikke betyde noget for et show, men da Nine Inch Nails gik på nu kun 60 minutter senere, betød det, at Gloria heldigvis var fyldt godt op, da vi startede, men hurtigt tabte mennesker. Det betød heldigvis ikke noget for, hvad der skete på scenen. Det hele startede med en trompet solo. Trompeten har også været en del af pladen, så selv om det måske ikke er det, jeg personligt er mest til, er det på sin plads. Der bliver spillet godt og tungt, uanset hvilket band der er på scenen, eller om de er der i fællesskab.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Undervejs dukker en kvinde op, jeg ikke kan genkende eller husker. Hun synger en sang, der lyder bekendt. Jeg har senere kunnet læse mig til, at sangeren var Henriette Sennenvaldt (kendt fra Under Byen), og sangen der bliver spillet, er Anne Linnets “Forårsdag”, som min sidemand fortæller mig, at han har hørt er en af Peter Clement Lunds yndlingssange. Det flytter mit fokus, og da jeg tjekker vores live Facebook-opslag for lige at få tankerne tilbage, kan jeg se, at Peter har givet det et hjerte. Så rammer alt rent. Som nævnt i SYL X EYES anmeldelsen fra Copenhell har jeg netop været gennem et langt kræftforløb i familien, så det rammer rigtigt meget.
Med fokus tilbage på koncerten er det imponerende, at bands kan spille uden at virke påvirkede, hvilket jeg er sikker på, at de har været. Det hele er velspillet, og selv om vi bliver færre og færre i hallen, virker det stadig, som om mange af dem, der er i salen, ved hvad der er sket og føler mere end blot musikken.
Så ud fra følelserne og alt omkring kunne jeg nemt give showet fuldt hus, men det var en følelse hos os, der kendte historien. Så koncerten var rigtigt god, og det er det, karakteren får lov at afspejle, og ikke mine og folkene omkring mig følelser.
