Efter onsdagens hedebølge var temperaturen faldet en del, og vinden var taget til. Så en tur indenfor på Gloria for at se Couch Slut virkede som den helt rigtige beslutning til at starte eftermiddagen på anden dag af Roskilde Festivals hoveddage!

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Det amerikanske band fra Brooklyn har ikke stor erfaring med at komme til Europa. De fik deres debut i Europa ved at spille på Roadburn sidste år og er nu på en meget kort turne herovre, hvor Roskilde Festival er en del af. Det forklarer måske også, hvorfor der er kø for at komme ind, og salen hurtigt bliver fyldt godt op. Jeg ved ikke helt, hvilken genre jeg skal placere dem i, men det er vel en form for meget støjende, sludget musik vi skal opleve. Frontperson Megan Osztrosits åbner showet med at mindes de ni personer, der mistede livet på festivalen for 25 år siden. Det er en anerkendelse, der virker ægte, men da hun også siger, at de er glade for at være her, bliver jeg mere i tvivl. Et kig på scenen får én til at tænke, om Megan har boet på campen hele ugen, hun både ser og lyder helt træt.

Vi kommer dog i gang. Lyden er ikke helt med os, og de første numre føles noget halvhjertede,bestemt ikke som om

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

de faktisk er glade for at være her, men mere som en dag på kontoret. Efterhånden som hun får drukket et par øl og slået sig selv til blods med mikrofonen, kommer der mere og mere liv i showet. Det føles som om bandet følger den energi, Megan bringer, og de kommer også mere og mere til live i den efterhånden meget varme og svedige hal. Teksterne og lydbilledet er mørke og dystre. Der bliver talt mellem sangene, og man er ikke i tvivl om, at alt det

mørke kommer fra Megans eget liv hvilket gør, at man bliver lidt bekymret for hende. Samtidig bliver man revet ind i musikken og kan ikke undgå at mærke mørket og smerten i teksterne, der bliver råbt ud med en hæs og rusten stemme. Hvis koncerten var startet der, hvor den sluttede, kunne det være endt som et langt stærkere show, men måske var det ikke der, menneskene i bandet var denne dag.

Koncertens sidste nummer, “The Stupid Man”, handler om Megans ekskæreste Chris, der udsatte hende for overfald, men som nu er hjemløs og det er hun ikke. Det medfører, at publikum starter et ”Fuck you Chris”-råb, der står på i en længere periode, mens Megan smiler og virker til at være meget overvældet på scenen, indtil bandet sætter gang i den sidste sang.

Alt i alt en meget blandet koncert. Jeg håber bare, Megan har det bedre, end det kan virke til i perioder – for musikken virker til at være vigtig for hende. Og FUCK Chris!