Fredagen skulle ligesom dagen før startes inde i Glorias mørke. Denne gang stod programmet på amerikanske Body Void. På forhånd var jeg lidt forundret over, at Roskilde Festival havde sat deres “High Energi” advarsel på showet, men da jeg ikke havde set bandet før, kunne jeg tage fejl. Min forventning var dog ikke højt tempo, men masser af støj og et voldsomt lydbillede.
Foto: Martin Horn Pedersen
Bandet indtager scenen, hvor sanger og lydperson har sit elektroniske setup på et meget simpelt bord, som selv de fleste camps ville være utrygge ved at bruge som bord til deres øl. Vi skal da heller ikke langt ind i showet, før Willow Ryan får væltet det hele ned fra bordet, og en tekniker må forsøge at redde det med gaffa og kærlighed.
Det gav desværre en træls start på showet, og det føles lidt som om, det aldrig rigtigt blev godt derfra. Andre medlemmer af bandet og lydteknikerne er flere gange ovre og fikse noget ved setuppet. Kunne man virkelig ikke have fået et ordentligt bord stillet til rådighed af festivalen, hvis man ikke har mulighed for at rejse med det?
Hvis så bare resten af showet havde været spændende, udfordrende eller som foromtalen sagde “ikke for sarte sjæle”, så kunne man nok have set gennem fingre med ovenstående. Men sådan skulle det ikke gå. Det hele blev bare langsomt og kedeligt. Det føles som om alt foregik i samme tempo, bortset fra en enkelt gang mod slutningen, hvor vi kort kom op i tempo. Bandet har udforsket lydene, men de har bare fundet én lyd, som var den, vi blev udsat for gennem hele showet. Havde man kun hørt ét nummer, kunne det have været spændende, men et helt show hvor der sker det samme så meget af tiden, bliver bare kedeligt. Hvilke sjæle der skulle kunne være blevet skræmt af Body Void, har jeg ikke noget bud på, og “high energi” labelen var på alle måder forkert. Så desværre blev det her ikke det spændende show at starte dagen med, som jeg havde håbet på tværtimod.
