Da Copenhell tilføjede Walls of Jericho til programmet, blev jeg ærligt talt overrasket. Det er et band, man ikke har set meget til de sidste mange år. De har ikke udgivet noget siden 2016 og har heller ikke spillet særligt mange shows, efter deres trommeslager røg i fængsel.

Mit eneste live-minde med bandet stammer tilbage fra 2013, hvor de spillede til Hardcore Showdown i Amager Bio. Her havde Aleg-One og undertegnede en rigtig god koncertoplevelse, og derfor røg de direkte på listen over bands, der skulle tjekkes ud på årets festival.

Foto: Martin Horn Pedersen

Bandet indtager scenen, og fra første øjeblik er Candace Kucsulain centrum for showet. Vokalen bliver råbt ud, mens hun som et vildt dyr tramper rundt på scenen. Bandet vælger at starte med “American Dream”, som for undertegnede står som deres klart største hit. En overraskende åbningsbeslutning, men den virker og publikum er med det samme i gang, og der bliver råbt højt med på “Fuck the American Dream”.

Der er masser af liv på scenen gennem hele showet, og med sange som “All Hail the Dead” og “Reign Supreme” er vi godt underholdt undervejs. Publikum tager godt imod og holder gang i pitten, mens det er interessant at se Candace være både krævende og charmerende på én og samme tid. Der er ingen tvivl om, at det er hende, der styrer slagets gang og er det naturlige midtpunkt selvom de øvrige bandmedlemmer også gør deres for at skabe energi både på og udenfor scenen.

Det er dog også tydeligt at høre, at Walls of Jerichos musik har nogle år på bagen. Det gør det ikke dårligt, men lyden hører til en anden tid, og man kunne godt have ønsket sig noget nyt og frisk, hvis bandet igen skal føles helt relevante. Det blev ikke denne gang, men heldigvis fik vi en solid omgang metallisk hardcore fra 00’erne, hvilket bestemt også fungerede godt i eftermiddagssolen denne torsdag på Copenhell.

Alt i alt var det en fin koncert med god energi og klassisk hardcore – båret hjem af Candace Kucsulain, hvis tilstedeværelse og evne til at styre showet er imponerende. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis publikum ikke havde lyttet, når hun krævede noget fra scenen, så var hun hoppet ned og rykket rundt på dem. Resten af bandet leverede fint, men det var i høj grad hende, der løftede det hele. Derfor endte det som et godt show og solid underholdning dog ikke noget, der får mig til at drømme om næste Walls of Jericho-koncert med det samme, men jeg ser dem gerne igen uden der går 12år bare gerne med noget nyt materiale næste gang