Stray from the Path er et band, jeg aldrig havde set live, men som har fyldt meget det sidste halve år. Først blev det offentliggjort, at de skulle spille i Pumpehuset i februar med LLNN som support. Et sindssygt lineup, og jeg var helt klar. Så blev det hele desværre aflyst.
Heldigvis blev de kort efter offentliggjort til Copenhell, hvilket var en stor lettelse. Derudover udgav de albummet “Clockworked”, som virkelig er stærkt. Samtidig kom dog også beskeden om, at bandet stopper efter denne tour. Det satte endnu mere på spil før netop dette show på Copenhell. Nu skulle de ses. For første og sidste gang.
Foto: Robin Nilzon
Efter den store 2-step-fest med Guilt Trip kort forinden var vi varmet godt op. Nu var det tid til sidste skud i Stray from the Paths opråb til revolutionen med deres metalliske hardcore. Allerede fra starten blev vi mødt af frontmand Drew York, der både fungerer som forsanger, indpisker og leder af oprøret. Med sit nu-metalliske flow og eksplosive energi sprang han rundt på scenen og sikrede sig, at publikum gjorde det samme.
Bandet åbnede showet med “Kubrick Stare”, som også åbner albummet “Clockworked”. Der blev straks sat gang i cirkelpitten. Undervejs blev der afspillet lydklip med kritik af tilstanden i USA. Drew York proklamerede, at alle var velkomne, så længe de ikke var “nazi punks”. Ærligt talt tror jeg også, han helst var fri for Trump-supportere og andre, der ikke fanger budskabet i deres tekster. Det hele er tydeligt: Verden skal tage sig sammen, og vi skal behandle hinanden bedre. Det budskab blev hamret hjem gennem hårde toner, voldsomme breaks og en energi, der konstant bølgede mellem scene og publikum.
Bandet leverede det perfekte soundtrack til Drews vokal, og showet sad i skabet. Selv da Drew forlangte 100 crowdsurfere, var publikum klar. Vi nåede
Foto: Robin Nilzon
måske ikke helt i mål, men masser fik sig en tur over bølgerne i menneskehavet foran scenen. Det blev også bekræftet, at det ikke kun var min egen begejstring, der talte. Min makker der normalt ikke hører hardcore skrev både efter koncerten og festivalen, at det var en af de bedste oplevelser, han havde haft. Det viser, at Stray from the Path ikke kun handler om energi og breakdowns, men også er et band med noget på hjerte og evnen til at levere et show, der rammer både dedikerede fans og det bredere festivalpublikum hvor det hele bliver sluttet af med “First World Problem Child” hvor vi lige bliver mindet om vi bør lytte til dem der ikke har det lige så privilegeret, som de fleste foran scenen.
Verden blev måske ikke forandret af koncerten, men budskabet blev leveret med styrke og klarhed. Hardcore har haft et fantastisk år på Copenhell. SYL og EYES leverede et show, der næppe bliver overgået, men Stray from the Path gav os næsten alt, vi kunne håbe på. Det var intenst, ærligt og gennemtænkt. Nogle vil måske mene, det virkede en smule opsat, men med tanke på, at vi har med et amerikansk band at gøre, er det ikke så overraskende. Og ærligt talt – hvis nogen en dag skal føre en revolution, håber jeg da, de har planlagt den.
Det eneste triste er, at dette var sidste gang, vi fik lov at opleve dem live. Men måske, får de om nogle år brug for at råbe verden op igen?
