Vi siger det hvert år, men det er tid til at komme hjem. Blastbeast blev skabt ud af Roskilde Festival, det er her, vi er født.
Lad os bare slå fast, at vi vel alle skal se Deftones og Nine Inch Nails på Arena? Den helt perfekte scene til begge bands. Jeg forventer to fantastiske shows. Derfor er de ikke med på listen her.
I stedet kigger vi på nogle navne, som du måske ikke havde tænkt på, før du læste med her. Her er de fem navne, som for undertegnede, Martin Horn Pedersen, forventes at blive nogle af de oplevelser, man ikke må gå glip af i år. Listen rummer både et band fra First Days og et band, der har gjort Hr. og Fru Karen i USA sure. Fælles for dem alle er, at de fortjener din fulde opmærksomhed.
Navnene er nævnt i den rækkefølge, de spiller på festivalen. Det betyder ikke, at det første navn er vigtigere end det sidste.
Rosa Faenskap – MANDAG KL 21.15 – GAIA
Vi starter med et First Days band, nemlig norske Rosa Faenskap. De spiller black metal, og den faste læser her vil nok undre sig over, at jeg anbefaler et black metal-band. Men jeg udvikler mig, musikken udvikler sig, og vi er langt fra klassisk norsk black metal her.
Der er ingen corpse paint og meget mere punk i udtrykket. Men stadig født ud af den norske black metal tradition. Det er et mix af den mørke lyd, kombineret med tekster om retfærdighed uanset køn og seksualitet. Det rammer en lyd og et budskab, der for undertegnede fungerer rigtig godt og passer perfekt ind på Roskilde.
Knocked Loose – TORSDAG – 22.15 EOS
Der er få bands, der de sidste ti år er blevet lyttet så meget til hjemme hos mig som Knocked Loose. Et band der kommer ud af ren DIY-hardcore og har kæmpet for deres scene, til de nu spiller på både Coachella og Jimmy Kimmel Live. Alt dette uden at deres musik er gået på kompromis eller blevet mindre farlig eller hårdtslående.
Bandet spiller stadig tung hardcore, der skaber kæmpe mosh pits og masser af energi, men som samtidig rammer langt bredere, end man måske skulle tro. Roskildes publikummet plejer heldigvis at have et meget åbent og nysgerrigt sind. Jeg håber derfor, at der bliver fyldt godt op foran EOS, så bandet, jeg personligt glæder mig mest til, også bliver en fantastisk totaloplevelse.
JOHN CXNNOR X WITCH CLUB SATAN – FREDAG – 23.45 Gaia
JOHN CXNNOR spiller aldrig det samme show to gange, er der blevet sagt, og indtil nu har jeg ikke set nogen gentagelser. Alligevel har de hver gang leveret shows af topklasse. Dette show bliver helt sikkert også noget andet. For denne gang er Witch Club Satan ikke bare gæster i John CXNNORs show, men det er et fællesshow. Hvad det præcis betyder, tror jeg kun meget få mennesker kender svaret på.
Får blackmetallen fra de norske hekse lov til at fylde mere? Er det stadig et hardcore rave? Ingen uden for de to bands ved det nok. Men de gange, hvor Witch Club Satan har været på scenen med John CXNNOR, har de leveret sange med masser af energi og kraft. Derfor glæder jeg mig til, hvad jeg forventer bliver et unikt midnatsrave fyldt med ritualer.
Kollapse X Grava – LØRDAG – 20.30 Gloria
De to danske bands Kollapse og Grava er gået sammen om at lave en fælles udgivelse. Ud fra det kan vi forvente et show, hvor bandene både spiller egne og hinandens sange i deres egne fortolkninger. Mon ikke også de deltager i hinandens optrædener? Jeg forventer, det bliver mørkt, tungt, beskidt og højt. Masser af energi og støj vil ramme publikum i en koncert, jeg forestiller mig vil ramme ekstra hårdt i Glorias intime rammer. Samtidig bliver det også en koncert med følelser i kroppen, da Peter Clement Lund, der både spiller guitar og synger i Kollapse, er kræftramt og bliver afløst af Viktor Ravn fra Demersal til dette show.
Olivia Rodrigo – FREDAG – 22.00 Orange scene
Og her til sidst, når vi skal runde af, så er vi jo en blog med udgangspunkt i metal. Men det handler jo om, hvad jeg vil anbefale og der skal Olivia Rodrigo med på listen! Hun er, sammen med Knocked Loose, nok den artist jeg glæder mig mest til. Hun spiller pop, men det er virkelig fedt. Hun har et liveband med, hun spiller guitar, og en god del af det kan man kalde poppunk.
Så jeg glæder mig til at have en kæmpe fest, danse og synge med på Olivias utroligt mange hits foran Orange Scene, inden turen går videre mod Gaia og midnatsrave med JOHN CXNNOR og Witch Club Sata