Som tidligere nævnt i indlægget med mine top 5 anbefalinger for årets festival, var Poppy den første artist, jeg fremhævede. Hun skulle allerede tidligt onsdag aften optræde på festivalen. Hun var oprindeligt sat til at spille på Pandæmonium, men grundet en af de mange aflysninger på festivalen blev hun rykket op på Hades-scenen.Det skulle vise sig at være en rigtig god beslutning
Foto: Martin Horn Pedersen
At gå til en koncert med store forventninger er altid en særlig følelse. Man håber og er hypet, men kan samtidig frygte, at det hele falder igennem. Personligt har jeg haft muligheden for at se Poppy live før, og det eneste andet show, hun har spillet i Danmark, var i 2018 – hvor hun bestemt var en helt anden artist end i dag. Poppys baggrund som electropop og hyperpop-artist født ud af internettet føles langt væk fra den musik, man især har fået på hendes stærke metalcore-album Negative Spaces fra 2024 og hendes features hos bands som Bad Omens og Knocked Loose.
Så skulle vi have det helt store show? Skulle vi have en klassisk metalcore-koncert? Og hvordan ville Copenhell-publikummet tage imod en artist med den baggrund? Hvis vi starter med det sidste, så var der rigtig mange, der gerne ville se Poppy. Det betød, at pitten var helt fyldt op, og der stod masser af mennesker rundt på området foran Hades-scenen. Altid lækkert med et stærkt fremmøde.
Poppy indtager scenen sammen med sit band til en elektronisk stemme. Bandet er klædt ens i sorte elefanthuer, hvilket gør dem anonyme. Som min sidemakker påpeger, er de næsten som kloner af hinanden. Der er ingen tvivl om, at Poppy er artisten, og det er hendes show. Bandet spiller rigtig fint, men det handler om hende. Hun er i centrum, og rollefordelingen i showet står helt klart, så man som publikum ikke pludselig forventer noget ekstra fra for eksempel guitaristen.
Showet åbner med “Have You Had Enough?” fra det tidligere nævnte album, og det sætter gang i den fest, som metalcore så nemt kan skabe. Der er en fængende melodi, der får folk til at bevæge
Foto: Martin Horn Pedersen
sig og synge med, men stadig med masser af energi, breakdowns og nerve. Sangen viser på mange måder, hvor Poppy er som artist i dag. Der er både klar vokal og dyb growl. På mange måder det bedste fra både pop og metal.
Vi bevæger os videre til “BLOODMONEY”, som er meget anderledes. Mere elektronisk, mere vibe i kroppen og et kig tilbage. Det er måske det nummer, der stikker mest ud i sættet. Det fungerer for undertegnede, men udfordrer nok dele af publikum. Herefter får vi det tidligere nævnte nummer hun har lavet med Bad Omens, nemlig “V.A.N”. Og her skal det siges: hun leverer det imponerende – også uden Bad Omens til stede. Men kære bookere i Danmark, skulle vi ikke snart få Bad Omens til landet?
Nu er der for alvor gang i publikum. Der er masser af liv i pitten. Om der skal moshes, laves wall of death eller danses, så virker folk klar. Publikum adlyder, når Poppy fra scenen ønsker en bestemt type pit-action, og selv når hun ikke beder om noget, er der stadig fuld fart på. På den måde får vi 55 minutters stærk musikalsk levering på Hades. Alle metalcore-greb bliver taget i brug. Vi har et velfungerende liveband, et velplaceret backtrack, der støtter hvor det skal, og en dygtig sanger, der både kan levere sine sange og samtidig bevæge sig rundt på scenen og give hele publikum opmærksomhed.
Hvis man skulle ønske sig mere, så måtte det måske være, at dialogen med publikum rakte ud over pit-instruktioner. Vi var til metalcore og fest, ja, men lidt mere show og personlig kontakt havde løftet oplevelsen yderligere. Det ændrer dog ikke på, at Poppy levede op til mine forventninger og dermed sikrede, at førstedagen på årets Copenhell allerede fik et højdepunkt.
Lad os slutte med at håbe, at der ikke går syv år, før Danmark ser hende igen. Jeg kunne i hvert fald sagtens bruge et spillesteds-show allerede til vinter.
