For 12 år siden brød Deafheaven igennem med en ny lyd og, af måske mindre betydning, et nyt look blackgaze kunne både være pink og pænt, og var man på den skeptiske vogn var ”hipsterblack” en fornærmelse de fleste kunne forstå. Det var i det herrens år 2013 at den svære toer i form af ”Sunbather” skyllede over musikscenen som en flodbølge. Dette var ikke en langsom, krybende anerkendelse givet i et retrospektivt lys, som er så mange storværkers lod, nej dette var umiddelbart og øjeblikkeligt, blackgaze var ikke Deafheavens opfindelse, den ære går primært til franskmanden Neige og i forlængelse heraf bandet Alcest, men det var amerikanerne der satte genren på det globale verdenskort da ”Sunbather” kom på alverdens lister som årets album.


Anmeldelsen er skrevet af gæsteanmelder Gabriel Thordahl-Jensen

For de som var der, der på BETA i sommeren 2014, indvarslede det en ny tid for den lille genre i vores lille land. Ikke kun var det et fænomenalt show, det var også det første efter udgivelsen af ”Sunbather” (i København vel og mærke – reelt set fik århusianerne førsteretten da Deafheaven optrådte dagen før i Aarhus). Ved begge koncerter fik den gryende fanbase serveret nærmest hele pladen, med mellemspil og det hele, og på BETA var det i hvert fald svært at gå derfra utilfreds.

Tallene taler da også for sig selv. Siden dengang har Deafheaven været forbi ikke mindre end nu ni gange, som regel på baggrund af et nyt album hvilket de har lavet fire af efter ”Sunbather”. Og det er så her jeg må bekende kulør: jeg så aldrig lyset i Deafheaven, ikke før 2022 da de sidst var forbi. Her vil den skarpe læser og eventuel Deafheaven-kender så måske indvende, at jamen, var det ikke heromkring de havde udgivet den middelmådige ”Infinite Granite”-skive? Det er såmænd ganske rigtigt, og på trods af at den tunge vægt på sangene derfra trak oplevelsen noget ned, var det stadig nok, jeg fordybede mig i deres albums både før og efter og endelig faldt det på plads. Kald mig en nyomvendt troende, en born again Deafheaven-akolyt.

Hvilken tid at være blevet genfødt! Tidligere på året udgav Deafheaven deres seneste skud på stammen med den rammende titel ”Lonely People With Power” og her kan jeg også lige så vel stille min subjektive bias til fuld skue: jeg mener det er deres magnum opus. Det er jeg ikke ene om, bevares, men fra nu af, og måske for resten af bandets dage, vil diskussionen ikke længere være om Deafheaven nogensinde laver noget der kommer i nærheden af ”Sunbather”, men om det nu post-2025 ”kun” er deres næstbedste album – eller dysten mindelig uafgjort? Førstnævnte vil være min holdning. Så det gode spørgsmål herfra, og vel derfor vi alle sammen er her i aften: kan det nye (hoved)værk omformateres fra et studieformat til et liveformat lige så overbevisende?
(spoiler alert: kæmpe ja)

Oddism:

Før vi kommer til hovedretten skal vi dog først have en forret, og det valg er faldet på Oddism, der sjovt nok er fra Frankrig, hvilket binder en finurlig krølle på blackgaze-halen. Musikken er dog et stykke herfra og nærmere bøllet mathcore, så man ved det gerne skulle blive hidsigt. Bandet er i hvert fald så ivrigt at de går på små fem minutter før tid. Måske var de bare utålmodige? Uagtet hvad bliver det hurtigt klart at valget af dem som support på én og samme tid både giver mening og ikke gør: mathcore er ikke nærmere beslægtet med Deafheaven, men så igen, hvem skulle man vælge i en dansk kontekst? Her er Cartographs savnet, der var en ting for nogle år siden men som desværre brød op efter kun ét album.

Oddism forsøger sig imidlertid efter bedste evne, det er bare ikke noget der rigtigt får skub i det store flertal og de har ellers en anseelig mængde at potentielt imponere, da den gamle kransal allerede nu er næsten fyldt. Et øjeblik har frontmanden fået den tanke at det ville være superfedt at tyre sin mikrofon direkte ind i sit eget ansigt, hvilket da også afføder en respons, men den forsvinder hurtigt ud i glemslen igen. Det er ikke at Oddism ikke er dygtige, for at spille mathcore skal man kunne sit kram, og der er skæve taktarter så det svarer til en hel buffet, men der er så også hvad der føles som 70 % breakdowns og dét trick bliver altså hurtigt gammelt. Jeg står her og tænker i mit stille sind, at det føles som at se Between the Buried and Me i en mathcore-udgave, men vel og mærke på en dårlig dag. Jaja bevares I kan spille seje ting, men kan I skrive en sang måske? Ikke rigtigt, virker det til. Det er i hvert fald ikke umiddelbart til at sige om de spiller én, to, fem eller ti sange, da det hele flyder sammen.

I den mere positive ende er lysshowet ualmindelig godt, især for et supportband; der er strob ad libitum og generelt knald på, og så følger det ret godt med i de mange breaks og skift point hvis personen bag ikke kender musikken, for det er jævnt imponerende selv hvis man gør. Ligetil lyder det godt hele vejen igennem, faktisk ender det ironisk med at lyde bedre end til Deafheaven selv…

Indtil nu har det, groft sagt, været et ganske engageret band vs. et overvejende uinteresseret publikum, men hen mod slutningen sker der endelig noget: forsangeren dykker ned foran de forreste rækker, en cirkelpit åbner sig, og i de sidste par sange er der endelig en blødgørende effekt der spreder sig udad hvor mere synlig begejstring og positive tilråb får plads. But too little too late udmunder ikke i det store; fem minutters helhabilt show kan ikke trække alverden op når de andre 25 minutter har været middelmådige og det er til den gavmilde side.

 

 

Deafheaven:

Det er ikke ofte min første indskydelse ved et bands entré er ordene ”sonisk angreb” ja hvis det ikke var med min gode vilje kunne man snildt bytte ordet ”angreb” ud med (musikalsk) ”overgreb”. Det er så åndssvagt hektisk, så voldsomt, at mine egne noter indeholder ordene ”hold nu fucking kæft mand”. Der går måske 40 sekunder før det første spontane udbrud af HOLY SHIT gjalder fra en tilfældig fyr i nærheden af mig. George Clarke kan fysisk ikke stå stille og har publikum med fra første minut, fra de forreste rækker og sandsynligvis helt ned til trappen og baren, og det er selv med en ny sang som åbner og en noget mudret lyd (der dog bliver bedre, men desværre aldrig helt god). Der går sådan ca. til breaket omtrent små fire minutter inde og så er hvad end rest af tvivl der måtte have været fordampet: vi er nu i Clarke’s verden – ja og resten af Deafheaven, for alle gør det hamrende suverænt.

Duoen ”Doberman” / ”Magnolia” er en forrygende åbningssalvo, men vi er hurtigt videre til den første ældre indskydelse i form af ”Brought to the Water” fra ”New Bermuda” (den enkelte udvalgte fra dette album). Her får guitarerne dejlig meget plads, og det er også her lyden kommer så meget på plads, som den tilsyneladende kan for resten af aftenen, det er ikke helt som det bør være, men det meste fremgår nu mestendels tydeligt i lydbilledet. Det er her første, men ikke sidste, gang der bliver bedt om at hoppe med, og der bliver adlydt. Og så til blackgaze, kan man tænke, men det fungerer. Hvor det for alvor begynder at koge (over) er da titelsangen fra ”Sunbather” rammer, titelmæssigt dertil ganske passende: nu er det sommer og vi skal have en pit, kommanderer Clarke og det får vi så. Vi sammensmelter, det flotte lys hæver os op mod skyerne; det smukke støder hårdt sammen med det brutale og man (jeg gør i hvert fald) bliver rørt i sit indre. Det er ti magiske minutter og det første højdepunkt i en række af dem.

Vi er nu en halv time inde, en halv time der bedst kan opsummeres som et ustoppeligt godstog lige i dit ansigt. Derfor føles valget af den mere drømmende ”The Garden Route” som en perfekt placering i aftenens nøje kuraterede program vi kan trække vejret for en stund, mens det gule lys bader os i melankoli og første (men heller ikke her sidste) mand crowdsurfer mens jeg bliver rørt under de afsluttende par minutter – et smukt øjeblik, som ligeledes her er første i en hel række af dem. ”Heathen” er nemlig den næste skæring. Hidtil har eneste mindre kritikpunkt været lyden, der aldrig bliver helt så skarp som man kunne ønske sig. Det næste er den rene vokal, der.. ja den sidder sgu ikke helt i skabet, desværre. Det er ikke så det skærer i ørerne eller lignende, men heller ikke ligefrem så englene synger. Til gengæld bærer publikums velvilje den hele vejen, så det kan nærmest være det samme. Det ender i hvert fald som næste højdepunkt. Og så skal der tudes til ”Amethyst”, som Clarke også nævner som sin egen favorit fra det nye album. Jeg skriver ingen noter under de næste otte minutter; jeg fælder bare tårer. Er der nogen der kan stave til h-ø-j-d-e-p-u-n-k-t, for nu ramte vi den altså igen.

”Incidental II” fungerer som en flydende overgang, med tung bas og drone inklusiv, til encore og ”Revelator” nu skal vi slås, pak dine tårer væk kammerat og få dit ansigt revet af. Vi sveder og temperaturen er høj. Der buldres derudad og en wall of death sættes op mens jeg står med stankface derfra og helt indtil introen til ”Dream House”. For den får vi selvfølgelig. Hittet, hvis man kan kalde nogen af Deafheavens sange for det, har gulvet kontinuerligt i gang i en god 4-5 minutter. Den sidste trio af sange er i det hele taget gennemtænkt: fra voldsomheden i ”Revelator” til ”Dream House” og så til afslutningen i ”Winona” rækkefølgen her er ligesom tidligere perfekt, der er virkelig tænkt over det fra ende til anden. Under ”Dream House” er Clarke helt ude og nærmest oveni folk i fronten, og sangen er endnu et højdepunkt, men altså, hvad havde du regnet med?

Endeligt får vi til slut et smukt, smukt farvel med ”Winona” sidste skud energi, sidste skud føleri, det bliver ikke bedre end det her. Dertil må man bare tage hatten af for at afslutte med en ny sang og ikke ”Dream House” der ellers har været generel kutyme de sidste ti år. At det så personligt er min egen favorit fra det nye album er bare krymmel på toppen, helt subjektivt. Der er ingen lang outro heller, bare tak for i aften og så tænder lyset ingen unødige ord eller spildtid.

Det er helt overordnet ganske sigende, at hele ni af aftenens numre er fra et album der er små tre måneder gammelt, som oftest vil det være en faktor der trækker ned, og op til en hel del nedad. Det omvendte gør sig gældende her. Vi får altså ingen sange fra hverken debuten, ”Infinite Granite” (heldigvis) eller ”Ordinary Corrupt Human Love” (lidt ærgerligt), men det er mest et skær af grådighed der taler her – at man gerne vil have mere. 1 time og tyve minutters himmelsk galskab og helvedes skønhed; altså er du ikke underholdt? Jeg er i dén grad og derfor er udeladelsen af 50 % af bandets diskografi ikke så meget et minus som en interessant betragtning. De to eneste reelle kritikpunkter er lyden og den knap så vellykkede rene vokal, men i det samlede billede er det småting, mindre petitesser. Deafheaven er sandsynligvis ikke set bedre det seneste årti en ren og skær magtdemonstration, i en smuk og varm juniaften.

 

 

 

Sætliste:
1) Incidental I
2) Doberman
3) Magnolia
4) Brought To The Water
5) Sunbather
6) The Garden Route
7) Heathen
8) Amethyst
Encore:
9) Incidental II
10) Revelator
11) Dream House
12) Winona