Det amerikanske band Brat havde fået æren af at spille på Gehenna scenen blot 20 minutter efter Woes, som på mange måder havde fungeret som en opvarmning hertil. Det virkede til, at de fleste havde taget turen med videre og skabt et pænt selskab foran scenen.

Spørgsmålet var dog, hvad man egentlig skulle forvente. Bandet kalder deres musik for “Barbiegrind” og “Bimboviolence”, men når man hører det på plade, lyder det ikke så anderledes end meget anden grindcore og powerviolence. Alligevel fortæller deres setliste måske en anden historie.

Foto: Robin Nilzon

Til tonerne af de tyske konger af dance, nemlig Scooter, går bandet på scenen  og her kommer det første tegn på, at det ikke bliver en klassisk grindcore koncert. Selvom man hurtigt får et slag i ansigt, så snart bandet går i gang med at spille, er det tydeligt, at vi er ude i noget andet.

Efter første nummer bliver det næste dedikeret til damerne i publikum, og vi får en lille bid af “Let’s Go Girls” med Shania Twain, inden sangen rigtig starter. Der begynder at tegne sig et mønster, da vi undervejs også får lydklip fra blandt andre Britney Spears, Cascada (og ja, det giver en del bonuspoint hos denne anmelder og hans makker at høre netop “Everytime We Touch” sådan en fredag i sommersolen) samt Madonna.

Imens er Liz Selfish i fuld gang med en opvisning, der skiftevis minder om et cheerleader show og aerobics som vor mor lavede det i 80’erne. Hun har mikrofonen spændt på hovedet, som var hun Britney, hvilket naturligvis giver hende frihed til at bevæge sig frit rundt på scenen. Det koster dog et par små udfald i lyden. Det overlever vi, for vokalen er ellers brutal, og der bliver tæsket igennem med sange, primært fra 2024-albummet “Social Grace”.

Det hele bliver dog lidt mærkeligt. Er bandet et gimmick? Er de et grindcore band? Eller er de der bare for at have det sjovt og spille det, de synes er fedt? Lad os tage den positive hat på og nyde, at vi både kunne danse og blive kørt over i ét og samme show, mens vi forsøgte ikke at dø af varmen.

Man kan også stille sig selv spørgsmålet: Ville man have husket koncerten, hvis den blot var blevet kørt hjem på det udgivne materiale, uden dans og popmusik? Ærligt, så havde den nok hurtigt været glemt. Ikke fordi det var dårligt, bestemt ikke, men så havde det nok blot været endnu et grindcore sæt, hvor man især havde været imponeret over Liz Selfishs voldsomme vokal.

Alt i alt var det et underholdende og anderledes indslag på en solrig eftermiddag, som efterlod publikum i godt humør og med noget ekstra at tale med vennerne om bagefter. Slås eller dans? Lad os fortsætte med at gemme begge dele i grindcore.