Roskilde Festival er klar med navne til årets First Days-program – som det efterhånden er blevet normalt, får vi hele programmet offentliggjort samlet og med masser af fokus!

Der er blevet plads til 6 navne, som vi tænker er relevante for jer, vores læsere. Dem vil vi her skrive et par ord om.

CASKET SPRAY

Kompromisløs hardcore og powerviolence fra et vildt liveband – sådan beskriver Roskilde Festival bandet, som har rødder i Københavns vildtvoksende hardcore-miljø og tager musikken ud i dens mest kaotiske og brutale hjørner med afsæt i powerviolence-genren.

Debutudgivelsen fra 2024 fyrer 10 sange af på under 10 minutter – så ved man, at showet kommer til at have fart på!

 

BÆNCH

Fra rocken får vi Bænch, der bringer nyt liv til postpunken. Der er ingen tvivl om, at bandet har lyttet til masser af alternative navne som Franz Ferdinand og The Strokes, men de har givet deres mix af postpunk en tur gennem den alternative rock fra 00’erne.

Der er plads til store omkvæd og melodier, så det er ikke her, man skal komme for den store moshpit eller svinge med håret. Men er man klar på en omgang rock i FIRST DAYS, så er det her et rigtig godt bud.

 

GRÓA (IS)

Roskilde beskriver bandet som: ‘Frisættende artpop og eksperimenterende postpunk fra islandsk powertrio.’

Om bandet er et artpop-band, et punkband eller noget helt tredje, skal man måske lade være med at gøre sig alt for klog på. De virker som et spændende mix for den nysgerrige lytter, der er åben for et band, der synger på et sprog, de færreste nok forstår på festivalen.

Deres performance på KEXP vidner om energi og kaos på scenen. Jeg forestiller mig, at det er en koncert, der enten bliver rigtig dårlig eller rigtig god! Lad os håbe på det sidste – det er i hvert fald en spændende booking!

 

ROSA FAENSKAP (NO)

Den norske black metal-scene har de senere år budt på flere spændende bands, der måske ønsker at bruge musikken lidt anderledes, end den klassisk har været kendt. Witch Club Satan er allerede offentliggjort til hoveddagene, og nu kommer ROSA FAENSKAP til First Days – hvor black metal og punk bliver deres måde at kæmpe for queer frigørelse på.

Forvent ikke corpse paint, men regnbueflag – uden at det ændrer på, at black metallens kompromisløse vildskab stadig fylder lydbilledet, når det møder både punk og shoegaz

 

SPLIT

Hardcore direkte ud af 2300 Amager!

Hovedmanden bag bandet er frontfigur Benjamin Jeppesen, der har en fortid i New Yorks hardcoremiljø som guitarist i bandet The Dead Are Living. Derudover har han tidligere været stand-in vokalist for det danske hardcoreband Lifesick.

Så da SPLIT blev dannet i 2024, var det måske nyt – men stadig med en ung, erfaren mand bag. De har siden spillet energifyldte shows rundt i landet, og Roskilde kan glæde sig til masser af energi og tunge breakdowns, når der bliver 2-step fest med SPLIT!

 

VÆGTLØS

Et barn af Aalborgs metalundergrund og 1000Fryds hjerte.

Et band, der – som mange andre – mixer genrer, men med udgangspunkt i black metal, dybt personlige tekster og en udtalt lyrisk sårbarhed. En sårbarhed, der ikke altid har fyldt i metalscenen, men som vi ser mere og mere af – og det klæder den.

De sorgfulde tekster omfavnes af musikkens melankolske tyngde, hvilket giver sangenes meditationer over livets skrøbelighed en følelse af katarsis. Det gør også Vægtløs’ koncerter til noget særligt – hvor man enten bliver opløftet af teksterne eller må lukke helt ned og blot lade sig rive med af lydbilledet. For man bliver ramt, hvis man lytter efter.