Efter at være vågnet på hotellet, som viste sig at være hjem for en del deltagere og bands denne weekend, gik turen ud i Aalborg. Der blev smagt på smørrebrød og set på lokal street art. Selvom det ikke havde noget med festivalen at gøre, synes jeg, det var rart at kunne se lidt af byen og mærke, at man var på tur. Samtidig kunne jeg lige fornemme, at der var sket noget i Aalborg i de fem år, jeg har været væk!

Foto: Martin Horn Pedersen

Det betød dog, at jeg ikke så nogle shows i festivalens “ubåd”. Det skulle ellers være en oplevelse, men man må jo vælge. Første band, jeg fangede denne lørdag, var Nadja. På forhånd var jeg lidt i tvivl om, hvad jeg skulle forvente, men havde hørt godt om dem fra en ven. Lad os bare sige, det ikke var mig – de er sikkert dygtige til det, de gør, men efter 20-25 minutter, hvor musikken ikke rigtig bevægede sig ud af samme stemning og lydvalg, valgte jeg at forlade salen. En festival er også meget andet end bare musikken, særligt alle de mennesker, og der var mange gode folk at tale musik og livet med på Lasher.

Næste band på programmet for mit vedkommende var Downfall of Gaia. Her skal vi over i den sorte ende af spekteret, og jeg er jo ofte lidt på udebane, når det kommer til black. Men bag al røgen er der noget beskidt og punket over den black, som tyske Downfall of Gaia leverer. Der bliver tæsket igennem. Det fjerner dog ikke det atmosfæriske fra showet. Der er ingen tvivl om, at jeg er på udebane her, men skiftene mellem det atmosfæriske og det punkede kan noget helt særligt, og især bandets trommeslager er imponerende at lytte til.

Der var dog ikke tid til at trække den ud, da næste band var Demersal – et band, der var med i samme omgang af The New Shit som Foreshadower.

Foto: Martin Horn Pedersen

Meget er dog sket siden, især med udgivelsen af deres selvbetitlede album, hvor det danske sprog har fået lov at fylde mere. Det virker til, at det lyrisk har givet bandet større frihed. Heldigvis har det ikke ændret på det, der først fangede mig ved bandet, nemlig deres kaotiske lyd. Bandet beviser denne aften i et fyldt lokale på den lille scene, at deres mix af hardcore, mathcore, screamo og sikkert flere andre genrer skaber et kaos, der både er uoverskueligt og smukt.

Vi kommer helt ned i tempo, som på Something, hvor Mai Soon Young Øvlisen fra Meejah gæster og synger introen, før det hele eksploderer igen. Det er længe siden, jeg har set bandet live, og jeg bliver igen imponeret og mindet om, hvor vildt det er, at de kan lykkes med at spille dette live. Heldigvis er lyden – som generelt på festivalen – god, så man kan høre, hvor dygtige musikere bandet har. Jeg tror, trommeslager Emil Lake skal have en stor ære for at sætte en ramme, de andre kan spille inden for. I 2022 ønskede jeg, at bandet kom mere ud i ansigtet på folk, og det må man bestemt sige skete her i Aalborg. Alle i bandet bidrager både med lyd og energi på forskellige tidspunkter, og på den måde får Demersal skabt præcis den helhedsoplevelse af kontrolleret kaos, jeg håbede på inden showet, samtidig med at deres tekster har noget på hjerte!

Foto:
Martin Horn Pedersen

Den 19. september tog jeg på spillestedet Basement for at se Meejah x Hiraki i København. Jeg nævnte her på Blastbeast, at jeg glædede mig til showet, men tog ikke afsted som anmelder, men som nysgerrig musikfan. Det var et spændende show – ikke perfekt, men jeg gik derfra med en følelse af at have fået noget særligt. Derfor var jeg også meget spændt på, hvad jeg ville få her i Aalborg, når de to bands igen indtog scenen sammen. Showet var skåret til, alle numre havde nu begge bands aktive i musikken, og da det foregik på den lille scene, var vi helt tæt på bandet og kunne virkelig mærke det, de fik skabt sammen. Deres møde i post-rock med elektroniske elementer kan noget, som vokser på mig efter hvert show. Bandene spiller godt, de spiller hinanden gode og skaber noget særligt. Jeg tror ikke, de er i mål med den leg, de leger, da jeg tror, der er en masse at udforske og udvikle, men det er et virkelig spændende projekt, de har gang i, som jeg håber, vi får lov til at se mere til, både live og på plade i fremtiden, da lyden og projektet er virkelig spændende og giver os noget nyt.

Efter to stærke shows på den lille scene var det tid til, at jeg skulle indfinde mig på hovedscenen igen. Her var det tid til MØL. Det danske band var blevet hevet ind som afløser for Crowbar – noget af et skifte! Men efter endelig at være blevet overbevist om, hvor god MØL er, ved deres Copenhell-show i 2023, så jeg frem til at se dem igen og håbede at blive overbevist om, at det ikke bare var den sommeraften, det virkede for mig. Heldigvis var det ikke tilfældet, for fra det øjeblik Kim Song Sternkopf begyndte at synge fejlfrit fra scenen, understøttet af fængende melodier i et blackgaze-univers, forstod jeg alt det, folk omkring mig i mange år har elsket ved MØL. Vi kommer rundt i bagkataloget, og publikum virker til at være klar på at have en fest med MØL. For nok er teksterne ikke

Foto: Martin Horn Pedersen

festlige, men musikken sætter gang i publikum på en måde, vi ikke har set meget til under Lasher, hvor man mere har lyttet end hoppet rundt. Publikum virker til at være klar nu, og Kim leder sit publikum, mens resten af bandet står helt skarpt i både lyd og lys! På denne måde bringer MØL noget mere velkendt fra en klassisk festival, men netop her føles det særligt, fordi det er anderledes end, hvad vi har fået før. De lever dog op til en kerneprincip for de bands, der spiller på festivalen, nemlig at de er rigtig gode til deres håndværk. Så kan man altid foretrække det ene eller det andet. På den måde sætter MØL rammen for det skifte, vi tager her mod slutningen af festivalen, nemlig at energien skal op – og det gør de rigtig godt!

Efter en pause for at samle kræfter og et kort lyt på Embla – som lød fedt – var det tid til at ramme gulvet og rave, som om verden var ved at gå under. Lad os være ærlige: jeg elsker at se JOHN CXNNOR live. Det var vildt første gang på Roskilde Festival, godt da de varmede op for CABAL, og virkelig et vildt møde mellem hardcore og rave, da Ideal Bar blev til en dommedagsnatklub. Copenhell var på et helt andet plan, som skal ses i Vega igen. Men der er ingen grund til at vente til næste år, når man kan tage til Aalborg og opleve så meget spændende musik – og slutte af med JOHN CXNNOR. Det er altid spændende at se, hvad man får, men med HIRAKI som en del af lineuppet, forventede jeg, at rave-elementet ville være stærkt. Lad os bare sige fra start – det blev det!

Foto: Martin Horn Pedersen

Første gæst på scenen er Mai Young Soon Øvlisen fra Meejah, hvilket er tredje gang, vi ser hende på scenen denne dag. Igen gør hun det godt; imponerende nok udfylder hun tre forskellige vokalroller, alle med forskellige krav til hendes udtryk og vokalarbejde. Det hele virker, uanset om det er den dybe vokal eller råbet, der hæver sig over rave-lydene. Rave-delen starter for alvor, da HIRAKI-medlemmerne indtager scenen i deres kampuniformer. Det er svært at blive ved med at finde nye ord for JOHN CXNNOR, men det imponerende er, at uanset om man er på Copenhell eller en festival som Lasher, hvor fokus har været på at lytte og mærke, ikke på at danse og slås, så er folk klar. Ingen i salen kan stå stille, når technoen banker ud, og i andre perioder kommer vi helt ned, hvor det bliver mørkt og roligt, inden vi igen flyver gennem dommedagen.

Undervejs får vi også gæsteoptrædener fra Kim fra MØL og Martin Nielskov fra Embla, der virkelig får publikum op i gear. Showet beviser, at JOHN CXNNOR har fundet deres form; selv om ingen shows er ens, er der en rød tråd i det, de gør, som man kan genkende, og den er unik. Denne aften får vi også “P2 [SYL “Pligt” rework]”. Selvom det altid er en fornøjelse at høre Benjamin Clemens synge den, fungerer det rigtig fint med Jon fra HIRAKI, hvilket gør JOHN CXNNOR endnu mere frie til at bruge de vokalgæster, de ønsker og har mulighed for at inddrage.

At afslutte Lasher Fest 2024 med et doom-rave var perfekt i mine øjne og en afrunding på en virkelig stærk weekend i Aalborg. Nu er der bare tilbage at håbe, at det bliver muligt igen næste år. En stor tak til Lasher Agency & Troels Højgaard Sørensen for at have skabt noget så spændende og udfordrende på den danske metalscene.