Stengade havde inviteret til hardcore-aften onsdag den 13/11, men som med mange genrer er hardcore jo ikke bare én ting eller den samme lyd. Denne aften skulle vi opleve både 90’er-hardcore fra hovednavnet Integrity fra USA, en kaotisk, energifyldt omgang fra “special guest” EYES samt lokal support i form af Throwe, der har blackened hardcore på programmet!
Foto: Martin Horn Pedersen
Throwe
Da klokken bliver 20.30, indtager Throwe scenen. Frontmand Kim Rock har allerede smidt t-shirten fra starten, hvilket gør ham til et naturligt fokuspunkt – mere end han allerede er som forsanger. Dette viser sig også at være ret dækkende for, hvordan koncerten forløber.
Der er ikke super mange i salen, da det første nummer bliver sat i gang, men heldigvis strømmer flere til, og ved afslutningen af showet, cirka 30 minutter senere, er der et pænt fremmøde. Inden da får vi en række stærke sange fra bandets repertoire inden for den blackened del af hardcore-genren.
Kim Rock kæmper energisk for at få gang i publikum, men uden den store succes. Det får ham til at forlade scenen og rykke ud på gulvet, hvor han kommer meget tæt på publikum. Det skaber en følelse af nærhed, men det betyder også, at fokus flyttes væk fra scenen og resten af bandet. Det kan fungere fint i nogle tilfælde, men her opstår problemet, at bandet i forvejen fremstår helt anonyme. De spiller godt og leverer, hvad de skal, men al energi og showmanship kommer fra én mand. Det kan være et bevidst valg, men personligt savner jeg mere inddragelse fra resten af bandet.
Når det er sagt, skal musikken ikke tages fra dem. Den er god, og der bliver nikket med hovederne i takt, selvom folk ikke helt er klar til at gå amok. Vi bliver varmet godt op med både nye numre fra bandets nylige genopstandelse tidligere på året og sange fra tidligere udgivelser.
Alt i alt løste Throwe opgaven: De fik varmet publikum op og gav undertegnede lyst til at høre mere hardcore!
EYES
En lille halv time senere var det tid til EYES. Inden koncerten havde jeg talt med en ven om, hvorvidt der måske var mange, der var kommet mere for EYES end for Integrity. Hans svar var klart:
Foto: Martin Horn Pedersen
Han var primært der for EYES. Dette blev også tydeligt, da showet startede, for salen var nu godt fyldt – faktisk endte EYES med at være det band, der trak flest mennesker denne aften.
Noget særligt, der straks fangede opmærksomheden, var, at bandet havde Jacob Bredahl med som guitarist denne aften. Det må siges at være et stærkt navn at kunne hive ind som stand-in.
Fra starten var der masser af energi – både i lyden og hos bandet. Victor Kaas dansede rundt som en gal mand på scenen, mens han råbte sin vokal kraftfuldt ud i rummet. Hver gang jeg ser Kaas på en scene, ønsker jeg, at jeg kunne danse lige så sejt! Heldigvis kan man også sige, at han ikke bare danser – han synger også godt, og bandet spiller fantastisk.
Her blev resten af bandet særligt vigtige. Selvom Kaas som forsanger er både dygtig, charmerende og energisk, var det tydeligt, at hele bandet var med. De formåede at komme ud over scenekanten, de kastede energi ind i deres spil, og man kunne mærke hele gruppens tilstedeværelse.
Undervejs fik vi numre som Underperformer, Congratulations, Generation L og afslutningsvis Surf. Publikum holdt sig igen mest væk fra pitten, men det skyldtes nok, at en del af os ikke er helt unge længere – og det var trods alt en onsdag.
EYES leverede præcis det, vi kom for. Det var fantastisk at opleve dem på en mere intim scene igen, i modsætning til sidst, jeg så dem på Roskilde Festival ’23. De er så dygtige, at begge settings fungerer for dem, men der er bare noget særligt ved at være tæt på! Så tak for dansen og den gode musik, EYES.
Integrity
Da Integrity indtager scenen en halv times tid senere, er der desværre meget tomt i salen. Efter lidt tid dukker der heldigvis flere folk op, men ikke i nærheden af det antal, der var til EYES. Noget tyder på, at det især var hjemmebanedrengene, mange var kommet for.
Foto: Martin Horn Pedersen
Showet åbner med nogle mærkelige dronelyde, inden koncerten for alvor går i gang. Vi starter med nogle sange fra”Humanity is the Devil”-pladen, som skaber en smule stemning, men det bliver aldrig rigtigt sat i gang. Da bandets maskerede hypeman forsøger at hoppe ud i publikum og aggressivt skubber til folk i et kikset forsøg på at starte en pit, trækker det desværre de fleste længere væk i stedet for at engagere dem.
De dele af showet, hvor Integrity holder sig til at spille solid 90’er-hardcore, fungerer fint. Forsanger Dwid Hellion – det eneste faste medlem af bandet – gør det godt. Han virker til at vide, hvad han vil, og han ser ud til at nyde at spille her. Han hilser endda på en lokal ven, hvilket skaber en hyggelig stemning. Men man kan også mærke, at alderen har sat sine spor, og han har brug for at trække vejret ind imellem. Det er selvfølgelig helt fair, men hver gang bandet bevæger sig væk fra den traditionelle metallisk 90’er-hardcore og over i lange guitarsoloer eller mærkelige lydeffekter, falder energien i rummet drastisk.
Showet slutter med et Misfits-cover, og mens undertegnede trækker sig tilbage, indtager Dwid gulvet og forsøger at få publikum tættere på. På dette tidspunkt er lokalet dog endnu mere tomt, end da Throwe startede aftenen.
Man må desværre konkludere, at de to lokale bands leverede det, de skulle, mens hovednavnet ikke formåede at trække publikum eller skabe den nødvendige energi. Det hele klikkede bare ikke denne onsdag.
