Med 40 års erfaring i bagagen besteg Danmarks største og mest sejlivede rockband gennem tiden Royal Arena med smittende energi, spilleglæde og ærmet fuld af overraskelser!
Jesper, Cobber, Stig, Laust…. og Peter (!) blev fejret med manér fredag d 1 november 2024 i “klubhuset” på Amager. Det manglede da sådan set også bare, med tanke på hvor mange store oplevelser D-A-D har givet os fans i løbet af de 40 år der er gået. Både på udgivelsesfronten, hvor den nye solide hard rock basker “Speed Of Darkness” i dén grad kører på rotation herhjemme, men så sandelig også på livefronten, hvor D-A-D for alvor kommer til sin ret.
Og “retter” skal jeg love for at D-A-D serverede for os i Royal Arena. Overalt i scenografien var der lagt små “easter eggs” ud til os. Rekvisitter fra tidligere tours op igennem 80’erne, 90’erne og 00’erne var blevet placeret bagerst på den gigantiske scene. En fryd for øjet for os fans, der har fulgt bandet i så mange år. At se hovedet fra det gigantiske fiskeskellet skabte direkte minder tilbage til da man for første gang hørte Helpyourselfish. En dejlig ubekymret tid. Noget andet end i dag.
Og derfor er det så godt vi har et band som D-A-D endnu. Få herhjemme kan nemlig få mig til at glemme dagligdagens bekymringer og udfordringer end når D-A-D går på scenen. Sangkataloget er enormt og spilleglæden fortsat stor. Selv var jeg spændt på hvilke sange fra kataloget de havde valgt at stille op med denne aften. Gennem hele 2024 har de spillet festivaler i både ind- og udland, med den samme setliste hele vejen. De har så at sige bygget momentum op for det store brag i Royal Arena gennem hele sommeren og derfor var scenografien, dén med det store trommepodie formet som en lagkage, samt setlisten da også præget af sange de har spillet igennem hele den turné. En turné hvor vi bl.a. så dem på Smukfest .
I Royal Arena var der bare blevet lagt 110 % mere til det hele. Bl.a. en håndfuld ekstra sange og en større scenografi. Fra hovedscenen gik en lang catwalk ud til det lagkageformede trommepodie, hvorfra bandet gik på scenen til tonerne af “Jihad” og direkte over i “Evil Twin”. Hard rock festen er i gang! Og for helvede hvor er det dog fedt at høre 16.000 i en udsolgt Royal Arena brøle med på “… And there’s no fuel left for the pilgrims”.
Herfra gik det slag i slag med tyngde. Fra en tonser tung “Rim Of Hell” og en absolut godkendt udgave af den nye “1st, 2nd, 3rd”.
Bandet slipper nu speederen en smule over den tungere rock og begiver sig ud i en mere svævende og melodisk retning i sættet med “Point Of View”, den nye forrygende “The Ghost” , videre til “Soft Dogs” , “Grow Or Pay” og “Something Good”, der gæstes af Jada. Her taber showet en smule momentum. Der er simpelthen for mange stille sange i røven på hinanden og publikum taber fokus.
Men der er tydeligvis blevet lagt planer for det her sæt. D-A-D gør ikke noget tilfældigt og hvor festen er ved at tabe momentum skal jeg love for at de skyder den op igen med en cowpunket tretrinsraket fra “Call Of The Wild” – debutalbummet fra 1986 -bestående af “Jonnie” , “Call Of The Wild” og “Riding With Sue” , hvor Stig flasher sig som den evige showman han er! Hvad ville D-A-D dog være uden Stig?
Herfra ser D-A-D sig ikke tilbage og det fuldfede rockshow går egentlig kun én vej nu – og det er op!
“Speed Of Darkness” og “Keep That Mother Down” – begge fra den nye plade – fungerer perfekt i en livesetting med deres groovede, tunge riffs og “easy listening” omkvæd og melodier. Herefter dukker Rikke fra Konvent pludselig op på scenen som gæst i en tung, tung udgave af “I Won’t Cut My Hair”. Her skal der nok være nogle der fik humlen galt i halsen. Men tyngden og nerven er med D-A-D her og det klæder dem!
“Reconstrucdead” , “Everything Glows” og “Monster Philosophy” følger op inden showets absolutte klimaks indtræder. For op af lagkagen dukker bandets oprindelige trommeslager, Peter Lundholm Jensen, op. Med hvad der ligner det oprindelige trommesæt fra 1989’s Nu Fuel Left For The Pilgrims tour (det hvide trommesæt med de røde flammer) – yes vi er vel nørder? Nu går koncerten fra fed til decideret magisk. En once-in-a-lifetime man som fan altid vil huske!
Peter kickstarter “Isn’t That Wild” og salen går amok. D-A-D lyder nu som de gjorde dengang hvor Peter tæskede løs med simpel bord-stol-4/4-tromme . Simpelt, to the point, men helvedes effektivt.
Fra ét gammelt nummer til et andet. Jesper Binzer præsenterer “Marlboro Man” som et nummer der faktisk er ældre end 40 år. Og så kan nostalgien ellers få frit løb. Men bedst som man tror at det ikke kan blive federe hives Laust Sonne ned fra loftet med endnu et trommesæt fra et svævende trommepodie og med dét sætter bandet i med en trommebattle mellem Peter og Laust. Det er sgu ren Spinal Tap det her. Men for helvede en fest vi har! Og det tager blot til i styrke med “Bad Craziness” spillet af både Peter og Laust på trommerne. Koncerten peaker og ingen D-A-D fans kan gå skuffede hjem efter dette!
Afslutningsvis får vi åbneren fra Speed Of Darkness “God Prays To Man” , en uundgåelig udgave af “Sleeping My Day Away” , en rørende udgave af “Laugh ‘n’ a ½”, med brødrene Binzer spillende fra front of house og den naturlige lukker “It’s after Dark”.
En stor aften i Royal Arena for alle D-A-D fans! Og jeg tror faktisk også det var en stor aften for bandet. Én af dem vi alle husker! 2,5 time hvor man glemte alt om hverdagens elendigheder og hvor vi gudskelov blev mindet om, at det er godt at vi har bands som D-A-D, der fortsat holder rockfanen højt for alle os tilhængere af lige præcis dén her musik!
Og hvad holder mig så fra topkarakteren? Havde de byttet “Soft Dogs” og “Something Good” ud med f.eks “Empty Heads” eller “Hate To Say I Told You So” ville setlisten have været endnu mere dynamisk. Vi savnede sgu nogle sange fra Simpatico.
Men endnu engang skal der fra Blastbeast lyde et kæmpe tillykke til D-A-D med de 40 år! Vi ses i Forum til Januar 2025!