For første gang satte undertegnede fødderne i Bøgeskoven i Skanderborg. Faktisk har Smukfest længe været en af de festivaler jeg har villet prøve. Ikke som sådan pga programmet, men mere som generel festival entusiast i både et professionelt virke, men også bare som nysgerrig musikelsker.
Hvad kan Danmarks anden største festival egentlig? I år ramte Smukfests program faktisk rigtig meget i mig. Og eftersom den er blevet rykket en uge og derfor ikke kolliderede med Wacken, så jeg mit snit til at komme afsted i år.
Når jeg tager på festivaler om sommeren er det stort set altid som den klassiske festivalgænger med telt på camping. Jeg gør det på Wacken hver sommer, jeg gør det på Roskilde og Midgardsblot hver sommer. Naturligvis skulle Smukfest ikke være en undtagelse. Så min kæreste og jeg slog vores telt op på Smukfests “Naturligheden” campingområde. Et skønt område blandt grantræer og good vibes med stilhed om natten og rene arealer.
Smukfest har egenlig længe været på min to-do liste når det kommer til festivaler. Jeg er altid nysgerrig på festivaler jeg aldrig har besøgt. Hvordan er viben? Hvordan formår festivalen at skabe en totaloplevelse og – ikke mindst – hvilken type navne kan man forvente? Min kæreste og jeg allierede os under festivalen med Anders Bøtter og hans kæreste Tania, der er hyppige gæster på Smukfest og med dem fik vi set en håndfuld af de mere hårdtslående navne på årets program:
Deep Purple – 8 august – Bøgescenen
Den første af de store på årets Smukfest er også én af de første store indenfor rockmusikken i det hele taget. Deep Purple behøver ingen introduktion og slet ikke på et site som vores. Ian Gillan (vokal), Roger Glover (bas) og Ian Paice (trommer) har været den faste klippe i Deep Purple siden starten af 70’erne og det var da også sammenspillet mellem de to sidstnævnte der sikrede Deep Purple den fortsatte værdighed i bøgeskovens smukke omgivelser.
For Ian Gillan, der har ramt de 79 år i år, kæmpede i for høj en grad en kamp med stemmen denne sene eftermiddag, hvor aldersgennemsnittet foran Bøgescenerne naturligvis var i den højere ende. Lad os bare sige, at mine kæreste og jeg – i midten af 30erne – fik trukket dét gemmensnit betydeligt ned. Men hey – igen viser det bare, at Smukfest er en fest for alle!
Om Deep Purple på livefronten har så meget mere at byde på i 2024 kan man diskutere. På de gode dage rammer de den ofte lige i røven, på de mindre gode dage fremstår de som en svækket skygge af sig selv. Ian Gillan havde på Smukfest én af de sidstnævnte dage. Heldigvis har bandet et så gemmentæsket godt swing af d’herrer Glover og Paice, at de alene var oplevelsen i Bøgeskoven værd. For mig kunne de spille instrumentalt, så længe jeg bare kan høre den rytmegruppe svinge så godt som de vitterligt stadig gør. Og det var pga dem at Deep Purple kunne gå nogenlunde fornuftigt fra scenen igen efter udødelige klassikere som “Highway Star” , “Lazy” , “Black Night” og naturligvis “Smoke On The Water”.
En hyggelig koncert, der aldrig peakede og som blev voldsomt hæmmet af en tidligere så legendarisk forsangers manglende evner i dag.
The Darkness – 8 august – Stjernescenen
Onsdagaftens anden godbid for rockfolket var lagt i hænderne hos de britiske glam tilbedere i The Darkness. Tidligere på dagen gik rygterne på at frontmand Justin Hawkins havde lagt sig med en rygskade. Om denne skade mon ville påvirke aftenens koncert var således spændende? Alt dette blev heldigvis gjort til skamme, da bandet gik på scenen til intro tonerne af ABBA’s “Arrival”.
The Darkness og Justin Hawkins var i hopla og det kunne mærkes at bandet, der for alvor peakede i 00’erne, har spillet festival-Europa tyndt denne sommer med bl.a. shows på Sweden Rock og Wacken. De var varme og tændte på at give publikummet på Smukfest dén headliner koncert vi havde fortjent.
At rocken også på Smukfest er blevet nedjusteret til fordel for pop og urban er tydeligt når navne som Darkness, D-A-D og The Cult, der tidligere ville have fyldt Bøgescenerne, er blevet placeret på festivalens anden største scene Stjernescenen. Sådan må det nu engang være. Heldigvis kunne The Darkness fylde Stjernescenen med både publikum og forrygende musik. Og blandt hårdtrockende bangers som “Get Your Hands Off My Woman” og “One Way Ticket” gik Justin Hawkins linen ud med herlig humor om hvor meget han hader Skandinavien. Selvironi når den er bedst, der gik rent ind. Og så kan det da godt være at The Darkness måske ikke er det mest akutelle rockband i Verden. Men en fest dét kunne englænderne fandme skabe – og det er altså dét det handler om på Smukfest!
The Darkness gjorde simpelthen festen smuk i Bøgeskoven!
Syl – 9 august – Sherwood
Smukfest overrasker engang i mellem med noget mere hårdtslående på plakaten. Både når det kommer til de større blockbustere, hvor navne som Megadeth, Sabaton, Ozzy, Frank Carter og Nightwish alle har gæstet Bøgeskoven de sidste 10-15 år. Når det kommer til nyere dansk metal har Smukfest også prøvet kræfter med navne som Baest, Defecto, Aphyxion og Bersærk. I år var tjansen for årets mest hårdtslående navn givet til de politiske (hardcore)punkere i Syl.
Et band der en måneds tid forinden havde lagt Roskilde Festivalens Eos scene ned foran et talstærkt og energisk publikum.
Om Syl ligefrem lagde Sherwood scenen på Smukfest ned kan diskuteres. Der var simpelthen for mange faktorer i spil under denne koncert, der gjorde, at det aldrig lettede og den energiske fest udeblev. Om det var manglen på publikum (vi startede vel med at være 15 foran scenen), om det var den lette regn, eller det faktum, at Smukfest’s vagtkorps fik sat en stopper for en pit bestående af 4 mand, kan diskuteres. Bottom line var nok bare, at ingen rigtig havde glæde af denne koncert? Bandet gjorde virkelig deres for at træde igennem. Men det var en kamp. Og om kampen var værd at kæmpe foran et så smalt publikum er jeg simpelthen ikke sikker på? Responsen udeblev og lige præcis i denne stil er sammenspillet mellem band og publikum det afgørende.
Måske skal Smukfest overveje om det virkelig giver mening at booke de små smalle danske metalnavne?
The Cult – 9 august – Stjernescenen
Sidst jeg oplevede The Cult var på Roskilde Festivalens Orange Scene tilbage i 2012. Jeg husker denne koncert, som en blandet fornøjelse med et band på en lidt for stor scene i dagslys.
Denne sene aften på Smukfest havde bandet fået lige præcis den passende scene og tidspunkt. Deres formørkede post punk møder gothrock fungerede rigtig godt på Smukfest. Dét selvom jeg faktisk gik og frygtede at The Cult ville spille for et meget, meget lille fremmøde. Dét blev heldigvis gjort til skamme. En flot skare var dukket op denne sene aften foran Stjernescenen og bekræftede mig egentlig bare igen i, at publikum på Smukfest rent faktisk tager til de koncerter som festivalen tilbyder.
Ian Astbury var manden i centrum og hans på mange måder stenede udtryk denne aften var en sjov kontrast til Smukfest’s flamingo og pikhatte-udtryk. Generelt fremstod The Cult som et mørkt og køligt indtog på Smukfest’s varme og farverige udtryk. Alligevel matchede det godt. Bevares Astbury er med sine 62 år ikke i nærheden af Ian Gillans alder, men Astbury’s stemme fremstod – modsat Gillan – knivskarp denne aften. Han lyder simpelthen fortsat som på plade. Og det fik vi gentagende gange beviser for . Ikke mindst på de klassiske bangers som “Fire Woman” og den uundgåelige hitbasker “She Sells Sanctuary”, der begge gik rent in hos publikummet foran Stjernescenen.
God booking af Smukfest!
D-A-D – 10 august – Stjernescenen
Hvor D-A-D i 90’erne var Roskilde Festivalens sande husband, ja så har Smukfest fortsat med at smække de danske national rockere på plakaten igen og igen. Og heldigvis for det. For dét D-A-D leverede fredag aften på Stjernescenen på dette års Smukfest var en opvisning i hvordan en stramtspillet no bullshit hard rock koncert skal leveres.
D-A-D er simpelthen bare blevet et bedre og bedre spillende liveband med årene. Og år er der gået siden kopunkerne for første gang lagde kimen til hvad der skulle blive Danmarks største hard rock band tilbage i 1984. D-A-D er på 40 års jubilæumsturné denne sommer og vinter og dét fejres naturligvis på bedste D-A-D manér med et trommepodie forvandlet til en kæmpe lagkage, med Laust Sonne placeret i midten som det gyldne lys, der lyser D-A-D op, med sit forrygende og evigt bastant groove.
D-A-D gik på Stjernescenen samtidig med at Medina gik på Bøgescenen. For 10 år siden var det utænkeligt og havde været omvendt. Men igen siger det alt om hvor rocken er i dagens Danmark. Poppen har overtaget mainstream folkets gunst. Heldigvis lader det ikke D-A-D gå på og Jesper Binzer stormer – vanen tro – ud til scenekanten under den åbne stjernehimmel og krænger sin sjæl ud i det klassiske åbningsmateriale bestående af “Jihad” og “Isn’t That Wild” . Den nye “The Ghost” fra Speed Of Darkness viser sig som et – forventet – genialt livenummer og sammen med et lækkert groovende “Point Of View” og en old school trio bestående af “Call Of The Wild” , “Jackie O” og “Jonnie” viser D-A-D igen og igen at de fortsat kan smede fortid, nutid og fremtiden sammen i et herligt og tungtspillet rockshow, som kun ganske få andre i Skandinavien kan finde ud af.
Jeg glæder mig til at fejre deres jubilæum i hovedstaden d 1 november!
The Prodigy – 10 august – Stjernescenen
For vores vedkommende skulle Smukfest rundes af med årets måske største fest. Rundt omkring i lejrene på Smukfest kunne man høre snakken gå på hvor vildt The Prodigy kunne ende med at blive, som et af årets sidste hovednavne på Smuk. At man havde valgt at placere de britiske rave legender på Stjernescenen gav mig dog en lille frygt for en alt for overfyldt scene. Men om det var det sene tidspunkt den sidste reelle aften på festivalen eller om publikummet i det jyske bare ikke er til legendarisk 90er rave med smag af Satan må stå hen i det uvisse. Pladsen foran scenen var i hvert fald ikke overfyldt, men absolut acceptabel. Alle var vi klar til at blive banket igennem af The Prodigy’s vanvidsinferno af techno, rave, punk, røg, lys og lasers. Britterne havde taget hele deres A game med på scenen. En produktion der tidligere på sommeren bl.a. havde været forbi Hellfests hovedscene stod nu på Smukfests Stjernescene. Et vidunderligt syn, der skabte en helt igennem intens oplevelse.
The Prodigy’s sanger og hypeman Keith Flint, der som bekendt døde i 2019 blev hyldet i pragtnummeret “Firestarter” . En grøn laser sendt nede fra front of house og på storskærmene, skar et udsnit af mandens ikoniske profil til stor jubel for bandet fans.
Men ellers var The Prodigy’s show på Smukfest én kæmpe gigantisk fest. Vi festede! Smukfest festede! Ingen kunne stå stille under den halvanden times lange vanvidsseance, hvor både “almindelige mennesker” og metalfans mødtes under åben himmel og gik amok til tonerne af “Omen” , “Breath” , “Voodoo People” , “Invaders Must Die” og den uundgåelige “Smack My Bitch Up” .
The Prodigy satte dét absolut største aftryk på årets Smukfest og er den eneste af vores koncerter der i år får fuldt hus! Må de snart komme tilbage igen – og gerne på Copenhell næste gang!
