For 8 år siden var jeg stadig bosat i Jylland, og turen gik mod Atlas, hvor jeg for første gang skulle opleve Frank Carter and The Rattlesnakes. Den energi og vildskab, der ramte mig den aften, gjorde mig straks til fan. Siden da har jeg set dem på Copenhell, Lille og Stor Vega, Smukfest (hvor mit mest legendariske Blastbeast-billede blev taget), og senest på Roskilde Festival denne sommer. For præcis 5 år siden stod jeg også i Amager Bio og så dem – endda med samme supportband som i aften 2024, en aften der måske markerer det sidste show, vi får med dem, da de efter denne tour går på ubestemt pause.
Foto: Vilstrup LiveArt
Som sagt var lineuppet som for 5 år siden, og da jeg ankom til et fyldt Amager Bio, var det lige op til Kid Kapichi skulle på scenen. Forsangeren havde anskaffet sig en “I <3 Copenhagen” T-shirt til aftenens show, og den blev rocket sammen med et par solbriller. Rock er også præcis, hvad vi fik — en beskidt omgang britisk rock med en punket undertone og vild lyrik. De leverede varen, og publikum så ud til at kunne lide det. Kid Kapichi lovede desuden snart at vende tilbage, så hvis man er til beskidt britisk rock, er de klart værd at tjekke ud. Men hovednavnet i dag var jo ikke supporten.
Efter en solid opvarmning var det tid til det, vi alle var kommet for: Frank Carter & The Rattlesnakes. Showet blev åbnet stille og roligt med “Why a Butterfly Can’t Love a Spider,” men der gik ikke mange sange, før Frank tog turen ned blandt publikum. Han startede en cirkelpit omkring sig selv, mens han gav den fuld gas og fik publikum med i en vild pit. Folk hoppede rundt i vildskab til numre som “Kitty Sucker” og “Devil Inside Me,” med Frank som en del af det hele.
Foto: Vilstrup LiveArt
Efter noget tid vendte han tilbage til scenen, så alle kunne få øje på ham. På et tidspunkt spurgte han publikum, om de ville høre noget nyt eller gammelt, og ikke overraskende blev der ønsket gammelt. Så vi fik “Juggernaut,” et af de fem numre, der blev spillet fra debutpladen *Blossom*. Kort efter kom “Lullaby” fra *Modern Ruin* — og med de to albums som mine egne favoritter, var det fedt at høre otte sange fra dem denne aften på Amager.
Efter en kort koncertpause sluttede vi af med fire sange, hvoraf *Crowbar* halvdelen af tiden blev sunget af publikum, der virkelig gjorde sig bemærket hele
aftenen. Frank involverede os konstant — om det var ved at hoppe ned til os, tale med os, eller, som da en gut ved navn Toby fik råbt noget, der fik ham op på scenen til at synge “ABBA – Dancing Queen.” Det gik ikke godt, men det var sjovt!
Hele showet sluttede selvfølgelig med “I Hate You,” hvor Frank virkede utraditionelt ufokuseret og misset nogle linjer. Det virkede til, at afskeden påvirkede ham, og man kunne tydeligt mærke, at han har en oprigtig kærlighed til det danske publikum.
Med den spilleglæde og energi, som bandet viste i aften, har jeg svært ved at tro, at pausen bliver lang. Måske fra netop dette setup, men både Frank og Dean viste sig igen i aften som musikere, vi snart vil se på scenen igen.
Om ikke andet, tak for dansen — det har været nogle virkelig gode år, vi har haft sammen!
