Lad os være ærlige: Selvom der er fire bands på touren, er det navnet, der sælger showet i aften, klart hovednavnet på hjemmebane i København – CABAL! At man få dage før showet meddeler, at det bliver trommeslager Nikolaj Kaae Kirks sidste optræden med bandet, da hans karriere uden for musikken vil få fokus den kommende tid, gør showet til noget ekstra særligt at opleve. Derfor er fokus og vurderingen i denne anmeldelse også på CABAL.
Selvom CABAL er i fokus, skal de andre bands også have et par ord med på vejen. Aftenen blev åbnet af finske One Morning Left. Jeg havde lyttet lidt til dem hjemmefra og var i tvivl om, jeg havde fundet det rigtige band – desværre havde jeg. Bandet forsøgte sig med en blanding af 80’er glam og metalcore, hvilket måske fungerer for nogen, men bestemt ikke for undertegnede. Og det føltes ret off, når hovednavnet er deathcore. Så lad os ikke bruge mere tid på det og komme videre til næste band.
Norske Atena var næste på programmet. Selvom det stadig var blødere end aftenens to deathcore-bands, leverede de norske metalcore-gutter solidt og løftede humøret hos mig. Jeg var ikke blæst helt bagover, men det var godt, og de udgav i 2023 albummet Subway Anthem, som bestemt er et lyt værd. Så smid det på, og nyd den søde metalcore fra Norge, mens efteråret ruller ind over landet.
Næste navn på programmet var Aviana, naturligvis fra Sverige. Måske det bare er mig, men jeg er træt af bands, der gemmer sig bag masker – det er forsangeren dog ikke. Han startede desværre ud med en masse tekniske problemer, som gav koncerten en noget rodet begyndelse. Heldigvis fik de styr på det, og de endte med at have aftenens bedste lyd. Svenskerne løftede standarden, og publikum virkede virkelig til at få, hvad de havde ventet på. Det giver mening, da de fleste nok var kommet for CABAL og dermed for deathcore og musik i den stil. Der blev spillet med masser af energi, og der var en stærk udveksling mellem band og publikum. Dermed var stemningen sat, og det halvfyldte Copenhagen Distillery nåede sit peak lige før hovednavnet.
Så blev det tid til CABAL, og lad os få det ud med det samme: Aviana havde CABAL’s tidligere lydmand og nu guitarist, Lui, til at lave lyd. Ham kunne CABAL godt have brugt, hvilket de 4-5 gange, han var hos lydmanden for at hjælpe inden showet startede, nok skulle have advaret os om. Det ødelagde heldigvis ikke aftenen, så lad os fokusere på alt det gode, der skete, i stedet for at hænge os i, at lyden ikke var perfekt.
CABAL indtog scenen med selvsikkerhed, klar til at vise, at de er hjemmebaneheltene denne aften. Christian Hammer og Lui Broch på guitar gav den masser af gas på scenen, sammen med bassist Dennis Jovcevski. Forsanger Andreas Bjulver styrede begivenhederne med masser af ironi og selvsikkerhed.
Vi blev sparket godt i gang, og inden showets tredje nummer, “Exit Wound”, tog Andreas ordet og bad publikum om at gøre aftenen noget særligt for deres trommeslager, Nikolaj Kaae Kirk, der
spillede sin sidste koncert med CABAL. Generelt blev publikum løbende opfordret fra scenen til at moshe, åbne pitten, stagedive og have det vildt. Succesraten var dog svingende – det gik rigtigt godt, da en fra publikum hoppede på scenen og hjalp med vokalarbejdet. Men det gik mindre godt, da den første forsøgte at stagedive og ramte gulvet.
Generelt lykkedes det at få gang i pitten, men folk væltede rundt i et stort kaos. Andreas måtte til sidst guide publikum for at få en wall of death til at fungere. Point til publikum for energien, men ikke for stil eller kontrol.
Det var dog ikke kun publikum, der hjalp med at synge. På “Violent Ends” fik bandet besøg af Neema Rad fra DETHRXNER, hvilket tilføjede ekstra energi til lydbilledet. Det er altid fedt med
gæsteoptrædener, som vi ofte ser i det danske core-miljø. Senere i showet fik de også besøg af Avianas vokalist Joel Holmqvist på en sang, der endnu ikke er udgivet. Joel og Andreas’ vokaler fungerede godt sammen, og lyden føltes som CABAL, men med et lidt mere industrielt præg. Ved første lyt var det et spændende nummer, og jeg håber, vi snart får det i en officiel udgivelse!
Aftenen blev afsluttet med “Exsanguination”, og det blev dermed også Nikolaj Kaae Kirks sidste opgave som trommeslager for CABAL. Vi sluttede tungt, som vi kender det, og selvom det ikke var den bedste CABAL-koncert, var bandets dygtige musikere, charmen på scenen og den professionelle optræden nok til at sikre en solid koncert. Det markerede en værdig afslutning på en æra i bandets historie. Det bliver spændende at se, hvem de finder som afløser på trommerne, mens vi venter på et nyt album fra CABAL!
Alt i alt en god lørdag aften med masser af core!