Sommeren er officielt slut, og de sidste udendørs festivaler er overstået. Det er derfor tid til at se frem mod nogle af de spændende shows, der er på programmet rundt omkring i det danske land. Der er kun valgt shows, som ikke er udsolgt på tidspunktet, hvor dette indlæg er skrevet. Håbet med artiklen er naturligvis at inspirere folk til at tage ud og opleve nogle af disse shows, som jeg finder særligt spændende!
Meejah X HIRAKI – 19 September – Basment – København
Meejah x HIRAKI er det første show på min liste, men også det show, jeg er mest usikker på, hvad jeg kommer til at opleve. Faktisk i en sådan grad, at jeg har købt en billet i stedet for at få adgang som anmelder. På den måde kan jeg nyde det fuldt ud, hvis jeg ønsker det, og hvis jeg bagefter har lyst til at skrive om det her, står det mig frit for. Min tvivl bunder ikke i, om jeg tror, det bliver godt – jeg tror, det bliver en mega fed og spændende koncert! Jeg ved bare ikke hvordan.
Hvordan lyder det, når man tager HIRAKI, med deres progressive synthpunk på kanten af afgrunden, et band jeg primært har set rave med JOHN CXNNOR de sidste par år, og sætter dem sammen med Meejah, der bryder grænser mellem øst og vest, post-metal-støj, koreansk filosofi og meget mere? At få det til at lyde, som Meejah gør, er allerede super spændende og noget helt særligt. Og når man så smider HIRAKI ind i mixet, bliver det et show, jeg må se. Jeg forventer en helt særlig aften, hvor vi får et lydbillede, man ikke oplever hver dag.
SYL + Omsorg – 19 Oktober – Forbrændingen – Albertslund
SYL spillede en helt fantastisk koncert på årets Roskilde Festival, fyldt med energi, flow og masser af budskaber i teksterne. Hvis jeg kan få bare noget, der nærmer sig det, når de spiller på Forbrændingen, vil det være en succes. Vestegnen står klar til at få SYLs energi skudt direkte ind. Sidst jeg var på Forbrændingen, var det 300 mennesker til hardcore, så jeg forventer et publikum, der vil forsøge at matche den energi, som SYL helt sikkert leverer. Det er altid rart at kunne gå hjem med nogle tanker, efter man er blevet revet rundt.
Aftenens andet band på plakaten kommer helt fra Aalborg for at give Albertslund og omegn en dosis post-hardcore/emo. Jeg må ærligt erkende, at mit kendskab til bandets musik ikke er så stort, som man kunne ønske sig, men fra venner og anmelderkollegaer hører jeg kun godt om dem. Så når jeg allerede er solgt, fordi SYL spiller, tænker jeg, at Omsorg bliver en rigtig god bonus denne aften i Albertslund.
Frank Carter & the Rattlesnakes – 21 Oktober – Amager Bio – København
Gode gamle Frank Carter – manden, der gik på loftet i Beta, fik hele publikum på scenen i Aarhus, mens han selv tog gulvet, og fik Smukfest til at true
med at lukke showet. Meget er sket siden da. Musikken er blevet mere rocket og roligere end den punk/hardcore, som denne udgave af Frank Carter oprindeligt blev kendt for. Jeg blev da heller ikke blæst bagover på Roskilde Festival. Men jeg tror på, at når vi kommer indenfor, hvor det hele er lidt koldt og trist udenfor, så skal Frank Carter og resten af Rattlesnakes nok få sat ild i Amager Bio – uanset hvilke numre de vælger at spille denne aften. Frank er, uanset hvad, en fantastisk frontmand, dygtig sangskriver og et energimonster, som de fleste kun kan misunde.
Så selvom jeg måske ikke bliver blæst bagover af både bandet og musikken på samme måde som for år tilbage, kan mindre også gøre det. Frank Carter & The Rattlesnakes har aldrig svigtet, når det handler om at give sig selv 100 % for deres publikum!
Lasher Fest 24 – 25 & 26 Oktober – SH25 – Aalborg
Aalborg er en by, hvor undergrunden altid er i gang med at brygge noget nyt. Da jeg boede der for år tilbage, fyldte hiphop og graffiti meget, og det tror jeg stadig, de gør. Men metallen og hardcore-undergrunden ser ud til at have noget særligt at byde på igen i disse år. Det kan vi se på de bands, der kommer ud af byen, men også på festivalen Lasher Fest, som er noget helt særligt – et møde mellem støj, genreudfordrende musik og alt det beskidte i metal!
Old-school, beskidt sludge-metal fra USA i form af Crowbar, post-metal fra Russian Circles, og The Body & Dis Fig, som vel kun kan beskrives som brutal og eksperimentel lyd – noget man virkelig bør opleve live. Headlinerne giver alle et stort, men meget forskelligt lydbillede!
De bliver suppleret af flere udenlandske og særligt stærke danske navne som hardcore/screamo-bandet DEMERSAL, punkerne fra NEXØ, førnævnte Meejah x HIRAKI, og DEATH-RAVE-kongerne fra JOHN CXNNOR, der på Copenhell beviste, at de var på et helt andet plan. Og sådan kunne man blive ved. Dette lineup finder man ikke andre steder i Danmark – jeg vil gå så langt som at kalde det ret unikt.
Hvis ikke dette lineup er noget, man bør se live, og derfor gøre turen til Aalborg værd, selv for en københavner, så ved jeg ikke, hvad der er! Så vi ses til en tung, tung omgang i 9000!
Comeback kid – 19 November – Stengade – København
I min optik er Comeback Kid et af de bedste hardcore-bands i historien. Derfor har jeg ikke kun planer om at se canadierne denne tirsdag på Stengade, men også om at hoppe på et tog og fange dem i Hamborg dagen efter. Jeg forventer et show fyldt med energi og stærke hardcore-sange, hvor der både er mulighed for at synge med på de gode melodier og give den gas i pitten under de hårdtslående hardcore-breakdowns. Jeg har set Comeback Kid spille for 50 mennesker i Aarhus og for flere tusinde i et overfyldt telt på Groezrock. Selvom ingen andre shows har kunnet leve op til Groezrock, har det altid været en fest og en stærk musikalsk oplevelse at se Comeback Kid.
Så denne aften på Stengade og derefter i Hamborg tænker jeg bliver det samme, med alt fra klassikere som *Wake the Dead* og *G.M. Vincent & I* til nye bangers fra *Heavy Steps*-albummet fra 2022 og den helt nye *TROUBLE* EP fra i år. Jeg glæder mig i hvert fald voldsomt meget! Håber vi ses derude!
Det var blot 5 af de mange muligheder, der byder sig. Der sker helt sikkert meget mere i Jylland end bare Lasher Fest, som jeg her misser, så kom gerne med de shows, I glæder jer mest til!