Efter at have fået blæst ansigtet af til Eternal Champion’s nye bud på hårdtslående beskidt heavy metal var det nu op til the grand ol’ man i ligaen, at åbne festivalens hovedscene med sit bud på old school  heavy metal!

U.D.O behøver nærmest ingen introduktion. Som forsanger i Accept i start 80erne var han med til at sætte den tyske heavy metal på landkortet og siden har den tyske frontkæmper ud i klassisk metal udgivet et hav af soloplader på stribe.

Det var egentlig rart endelig at se U.D.O pryde en dansk festivalplakat. Accept har spillet danske festivaler et hav af gange, men jeg mindes faktisk ikke at have set U.D.O på en plakat.

Men her var den tyske maskine så. Sat til at åbne festivalens hovedscene.

Men uha da da, foran et sparsomt publikum. Vi var ikke mange foran scenen til at begynde med. Det blev dog heldigvis bedre i takt med at U.D.O’s på mange måder hyggelige heavy kom ud over scenekanten.

I klub-regi har jeg efterhånden set U.D.O en hel del gange. Jeg mindes fine shows på Gimle, Amager Bio og Godset, og så naturligvis de omkring 1 mio gange man har set ham spille Wacken.

Denne eftermiddag på Jailbreak var derimod den ringeste jeg endnu har set. Det fungerede simpelthen ikke for bandet i Horsens. Lyden var flad og tyndere end brødet på den wrap jeg fik til frokost. Og bandet som ellers plejer at være garant for et uhyre stramspillet udtryk, med UDO junior på trommerne, virkede sjasket og utight flere steder. Man skulle ellers tro at tilføjelsen af Accept bassist Peter Baltes burde have gjort underværker. Men ikke i Horsens. Ikke på Jailbreak.

Når U.D.O er absolut bedst så er hans heavy hårdtpumpende, ja nærmest maskinelt tight. En kampvogn der pløjer sig igennem marken. Denne eftermiddag var det en gammel Mercer, der havde svært ved overhovedet at komme op i fart. Skuffende.