Magien lå tykt i luften, da Tobias Sammet og co. omsider lagde vejen forbi Danmark. Siden starten med “Metal Opera 1 ” i 2001 har det da også kun taget 23 år for tyskerne at komme forbi.
Men endelig – ENDELIG – var de her. Tiden hvor man som dansker skulle tage til Wacken eller Sweden Rock for at opleve det efterhånden legendariske power metal / symfoniske rockband var ovre. Sammet på dansk grund!
Og skuffet blev vi ikke! De leverede i Horsens! Er man bare det mindste til melodisk storslået rock og power metal er Avantasia et absolut must.
Nej det er ikke jordens tungeste og mest ekstreme act. Det er de store melodier og endnu større sangere. Hos Avantasia handler det om vokalerne og vokalernes melodilinjer – mere end riffet og tyngden. Med Avantasia er vi ligeså meget til en storslået musical, som vi er til en hård rock koncert.
Sceneshowet på den nuværende festival tour – den største de endnu har været på om sommeren – er et imponerende skue i bedste Tim Burton’sk stil. Gotik møder fantasy.
En scene sat flot til det skarpe hold af sangere som Sammet har inviteret med på denne tour.
Seancen blev kickstartet med “Spectres” fra “Mystery Of Time” inden farten blev sat op, med den måske mest klassiske power metal skærring fra bagkataloget “Reach Out For The Light”, der i dagens anledning blev sunget af Adrienne Cowan fra Seven Spires. Adrienne Cowan gør sig i øvrigt også som fast korsangerinde i Avantasia.
Og så kom aftenens første rigtig store jubelbrøl. Til tonerne af den klassiske “The Scarecrow” tronede den lokale helt – Ronnie Atkins – fra Pretty Maids nemlig op. Den danske sanger har fået sig et centralt spot i flere af Avantasia’s vigtigste sange. Han er blevet en fast del af holdet på flere tours og på flere Avantasia albums i streg nu. Så fedt for den danske sanger!
Igennem Avantasia’s halvanden time lange koncert blev vi – ud over Atkins – gæstet af stærke og ikoniske vokalister som Geoff Tate fra Queensryche, Bob Catley fra Magnum , Kenny Leckremo fra H.E.A.T , Herbie Langhans fra Firewind og Adrienne Cowan fra Seven Spires. Et stærkt hold hvor man blot i enkelte øjeblikke savnede tidligere Avantasia blockbustere som Michael Kiske og Jørn Lande, som desværre ikke er med på denne tour i år. Særligt sidstnævnte var savnet i nøglesange som “Let The Storm Descend Upon You” og den smukke “Lucifer” , som Sammet selv sang alene denne skønne sommeraften i Horsens.
Men det VAR altså en kæmpe oplevelse endelig at få Avantasia til Danmark. Det er en vigtig og stor booking ikke mindst for variationen af metalkoncerter herhjemme. Som håndværk er Avantasia en imponerende opvisning i vokalarbejde. Store harmonier og store sange i et episk univers. Og lige præcis episk var hvad det var da Sammet og co. rundede det hele af med Metal Opera’s “Sign of The Cross” der gik direkte over i “The Seven Angel” , hvor alle sangerne dukkede op på scenen.
Stort – simpelthen! Må de snart komme tilbage igen!