Roskilde er altid noget særligt, både de første dage, hvor de (primært) danske talenter får lov til at vise sig frem, og hvor folk har en unik campingoplevelse med fest og nye mennesker.

Selvom jeg kun nævner tre navne her, vil jeg opfordre til at gå på opdagelse og måske høre noget, der ikke er ens normale genre. Vi skriver om metal/punk/rock her på Blastbeast, men Roskilde er for mig et vigtigt vindue ind i, hvad der sker i pop, techno og hvilke genrer der fylder mest i musikken disse år. Noget vil man ikke kunne lide, men så har man prøvet det, mens andet vil være godt, og noget bliver en fed opdagelse!

Rot Away – SØNDAG – 16.15 EOS

GHOST CITY HARDCORE! Det københavnske hardcore-band Rot Away har med deres to albums og deres liveshows de sidste år – om det var da de hev Copenhell rundt eller headlinede på Forbrændingen i Albertslund for over 300 mennesker – skabt en energi, publikum elsker og giver fuldt ud tilbage til bandet. Dette har skabt stærke shows, hvor bandet og publikum i fællesskab har løftet hinanden til et højt niveau!

Så jeg håber, publikum dukker op og møder den energi, som Rot Away helt sikkert kommer med, understøttet af klassisk hardcore. Spørgsmålet er kun, om folk er klar til det, der rammer dem? Og hvordan har Roskilde Festivals vagter det med Rot Aways mission om at gøre STAGE DIVING GREAT AGAIN?

 

SYL – MANDAG – 22.15 EOS

Det danske hardcore-miljø har nok aldrig stået stærkere, men heller ikke mere forskelligt end i dag. For der er langt fra Rot Away til SYL. Ved SYL bliver det hele mere post-hardcore og mest af alt mere følsomt og skrøbeligt. Dermed ikke sagt, at det bliver mindre voldsomt eller energifyldt, for det skal man bestemt ikke forvente. Man skal dog forvente, at hvis man lytter efter, hvad forsanger Benjamin Clemens synger, så har han meget på hjertet. Dermed kan man forvente en mandag aften med masser af energi og menneskelighed foran EOS-scenen. Vi tør godt love, at Benjamin er i topform efter at have set ham som gæst på scenen under Copenhell! Mon ikke det denne gang bliver SYL, der medbringer nogle stærke gæster til deres show?

 

USERS – TIRSDAG – 16.15 EOS

Sidste band, jeg vil anmelde, er punkbandet USERS! Første gang jeg så dem, var en sommerdag sidste år, hvor de i sidste øjeblik blev tilføjet som support på Underwerket. Wow, jeg var blæst bagover. Et band, jeg aldrig havde hørt om før og ikke kunne finde nogle udgivelser med online, var så stærke på en scene. Forsangeren Shaun synger med en stærk britisk accent; hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, vi var 40 år tilbage i tiden og hørte et britisk arbejderband. Samtidig har han en charme på scenen, som de fleste vil være misundelige på!

Der er langt fra kælderen i Underwerket til en open air-scene på landets største festival, men med charme, stærke politiske holdninger og gode sange er jeg sikker på, at USERS bliver en vinder tirsdag eftermiddag for Roskildes publikum!

Udover de nævnte bands spiller Katla, 802, Vulvatorious, Lover’s Skit og Omsorg også under FIRST DAYS!