Festivaler er for undertegnede, som nok også mange af vores læsere, det ægte tegn på, at sommeren har ramt Danmark, uanset hvad vind og vejr så måtte sige om det.

Efter sidste år at have tyvstartet med en tur til Tyskland for at besøge Rock Im Park, er 2024 tilbage til det mere normale, nemlig at Copenhell er den første store udendørs festival. Det er altid spændende at skulle afsted. Man ved, ens eget hold kommer, men man ved også, at en masse venner og bekendte fra metalmiljøet dukker op. At hilse og sige hej var også en stor del af onsdagen i år, hvilket er en vigtig del af oplevelsen!

Foto: Robin L. Nilzon

Første band på programmet for undertegnede var Underoath, det amerikanske emo/screamo/metalcore band, som havde fået til opgave at åbne Hades kl. 14.00. Det er altid spændende at se, hvad man kommer frem til. Er folk mødt op? Kan Underoath trække nok folk til den store scene? Svaret var lidt begge dele. Da koncerten startede, var fremmødet ikke imponerende. Det forhindrede dog ikke bandet i at spille, som var vi mange, selvom forsangeren synes, det var tidligt på dagen. Måske skulle folk bare gennem køen?

 

Bandet virkede glade for at være der, og som en, der ikke brugte mange timer på at høre emo eller screamo i midt-00’erne, var det rart at blive taget tilbage til en tid og en lyd, jeg sætter mere pris på i dag end dengang. Vi kom hele vejen rundt, folk fik følt, og der blev lavet en meget stor cirkelpit, hvilket kom som en overraskelse, men fedt! Bandets keyboardspiller manglede, og dette fik vi ingen forklaring på. Så uden at det var helt oppe at ringe, var Underoath en af de bedre starter, jeg har fået på Copenhell. Publikum var klar, bandet spillede godt, og dermed var rammerne for en god festival sat!

 

Herefter gik turen rundt på pladsen for at se, om alt var som det plejer. Et kort lyt til Excel og et besøg i Copenhell Con, før turen gik tilbage mod Hades og et af de navne, jeg havde set meget

Foto: Robin L. Nilzon

frem til, nemlig Empire State Bastards. Her virkede der til gengæld meget tomt og forblev det koncerten ud.

 

Det forhindrede dog ikke bandet i at tæske igennem på scenen, men deres kaotiske lyd havde det svært live. Efter at have flyttet mig lidt rundt i pitområdet blev det dog okay, men slet ikke ligeså godt som på pladen. Der var ingen tvivl om, at bandet virkede til at have det fedt med at få lov til at lege. Musikerne på scenen er dygtige, men det blev desværre aldrig det show, jeg havde håbet eller ønsket. Måske var forventningerne for store, måske var settingen ikke den rette. For mig ramte det ikke rent denne onsdag på Copenhell, men det var fedt at få dem set, og næste gang kan man håbe, det bliver mere intimt på et spillested.

 

Hvor Empire State Bastards var kaos og nyt, var næste punkt på planen nostalgi og fællessang med fest! Det næste show var på Helviti, hvor The Offspring stod klar! Det eneste af de store punkrock-navne, som undertegnede manglede at se, et band der blev spillet utroligt meget på teenageværelset. Nu skulle det endelig ske! Det hele startede meget passende med ”Come Out And Play”, og så var festen sat i gang i publikum. Vi fortsatte med ”All I Want” og kom generelt rundt forbi de fleste albums, selvom *Americana* og *Smash* med fire sange hver er de albums, der får lov at dominere. Det giver super mening på en festival med *Smash* som albummet, de først bragede igennem med, og *Americana* de vandt MTV med.

Foto: Robin L. Nilzon

Der var god stemning, bandet hyggede med publikum. Dexter snakkede lidt mere, end man kunne have ønsket sig, men det var okay. Vi havde en fest, og inden det hele sluttede af med et kæmpe brag til ”Self Esteem”, fik vi lov til at synge med på alle ungdomshitene som ”Why Don’t You Get a Job?”, ”Pretty Fly (for a White Guy)”, ”The Kids Aren’t Alright” osv.

 

Offspring kom, så og gav os præcis det, man kunne ønske sig: en hitparade. De viste, i modsætning til mange andre bands med 40 år bag sig, at de ikke er over the hill, men stadig kan skabe den punkrockfest, de har lovet. Mange tak for det!

 

Efter en bid mad og en øl gik turen mod Pandæmonium og et par stykker med dødsmetal fra Dying Fetus, inden turen gik hjem efter en god dag og start på festivalen med lige det, man ønsker: et par gode koncerter og mødet med en masse dejlige mennesker!