Dickinson var ude med legekameraterne. I eget navn hev han sgu lidt af en sejr hjem på Copenhell!
Det var solisternes Copenhell i år. Tidligere på dagen havde Corey Taylor, på hovedscenen, vist hvordan en fuldstændig ligegyldig koncert, som ingen rigtig havde brug for, kunne skrues sammen. Man kunne frygte at Bruce Dickinson på Hades kunne ende på samme måde.
Det blev dog heldigvis gjort til skamme da Englænderne gik på scenen. Væk var alt det overflødige fra Taylor’s suppe steg og is hygge-nygge cirkus fra før og ind kom et tight og sprudlende band med mesteren selv i front. Bevares, Bruce har ikke længere samme range i vokalen, men det er længe siden, at han er hørt med en så stærk vokal som her til aften. Med længder bedre end da Maiden selv var forbi 2022.
For Dickinson er 60 min på scenen ingen tid og vi fik da også flere gange at vide i løbet af det stramme sæt, at han ønskede at spille i længere tid. Det betød så også , at alt “overflødigt” var skåret væk. Tilbage stod et potent og klassisk tungtspillet britisk heavy metal udtryk, som ramte plet hos folket ved Hades.
Det letteste i hele Verden ville være at sætte gang i festen med et par Maiden klassikere. Det “slap” vi heldigvis for her og alene det giver et kæmpe plus i min bog. Bruce er tro mod eget materiale og således kom vi godt rundt i legendens solomateriale. “The Chemical Wedding” og “The Mandrake Project” var naturligvis i fokus. Men der blev da også plads til stærke baskere som “Accident of Birth” og “Abduction” inden det hele sluttede af med “Darkside of Aquarius”.
Jeg har aldrig set Bruce solo før, så jeg var nok én af dem der håbede på endelig at få hørt “Tears of the Dragon” live. Det skete desværre ikke. Shit happens. Vi var underholdt. Det var heavy metal som det skulle lyde og det var det vigtigste!
