Koncerten skulle have været d. 30.01.22, men der var alt lukket ned, men søndag d. 6.11 skulle det være. At koncerten var udsat med 10 måneder kan ses i den forstand, at koncerten skulle spilles, som tour for ”Sticky” albummet der nu har et år bag sig, og vi har fået 2 nye singler fra Frank Carter siden da.
Foto: Robin L. Nilzon
Inden det er tid til det britiske energi bundt og hans Rattlesnakes, skal vi dog stifte bekendtskab med ”Mimi Barks” der spiller en genre, der skulle hedde DOOM TRAP – skal ærligt indrømme, at jeg startede meget på udebane at lytte til hende på stream hjemmefra, og det havde ikke gjort mig meget klogere på, hvorfor hun var det oplagte valg til varme op for Frank Carter And the Rattlesnakes.
Lad os bare slå fast at ”Mimi Barks” ikke var det oplagte valg, og det i det hele taget var meget mærkeligt. Hun skiftede mellem en meget hviskende og råbende sang stil.
Foto: Robin L. Nilzon
Havde udelukkende en trommeslager og ellers et backtrack. Det var i bund og grund noget spændende ved det horror-core setup i udtrykket og musikken kunne også noget, men var helt mærkeligt her. Havde det været kl. 2 om natten på Roskilde eller et mørkt og lukket spillested, så kunne det virke som hovednavn eller med andre artister der lå i samme genre. Jeg tvivler på, at hun fik nogle nye fans denne aften, selv om folk klappede pænt.
Klokken 21 indtager Frank Carter And the Rattlesnakes scenen til en sal, der efterhånden virker godt fyldt, og da der bliver åbnet med den stærke ”Devil Inside Me” så er stemningen med det samme sat! Allerede i sang nummer 3 tager Frank turen ud i publikum, og han viser, at han stadigvæk både kan mosh og gå på folk mens ” Tyrant Lizard King” bliver spillet. Derefter følger ”My Town”, som Frank fortæller i dag er i København. Efter numrene bliver koncerten stoppet, da en person har det skidt, heldigvis er vagterne allerede ved personen. Kort inde i næste sang stopper vi igen, Frank tror en person igen har det skidt, men det var bare en tabt telefon, gav dog lidt sjov og en sviner til ”Travis Scott”.
Omkring midtvejs i koncerten er det tid til klassikeren ” Wild Flowers”. Tidligere har man her set, at kun kvinder måtte crowsurfe, i dag bliver det en ren kvinde moshpit og Frank giver mændene klar ordre på at blive væk og tage ansvar for, at deres venner gør det samme. Stærk sang og det så ud til at damerne havde en dejlig pit.
Foto: Robin L. Nilzon
Derefter får vi en omgang af sange fra de seneste to albums. Frank er stadig på og underholder mellem numrene, men man kan godt mærke lidt af energien forsvinder i publikum. Der går lidt for lang tid mellem de helt store sange. Efter en kort pause kommer bandet tilbage på scenen, hvor de to nye sange ”Drugs” & ” Parasite”, der begge er friske i hukommelsen hos publikum, rammer rent ind og får energien helt tilbage.
Inden der bliver kæmpe fælles sang til ”I hate you”, som Frank beder os synge til den vi hader mest, for ham har han tidligere fortalt, at det er ham selv. Det er både utroligt smukt og morbidt, at høre hele store Vega synge: ”I hate youAnd I wish you would die” til at slutte det af. Så får vi måske det bedste nummer fra End of Suffering nemlig ”Crowbar” der dejligt energi fyldt lukker denne vilde søndag.
Frank Carter beviser igen denne aften, at han som frontman er en af de bedste i verden, bandet viser de kan spille, og vi får et kæmpe show. Mange andre acts kunne kun drømme om opnå samme energi og spil med publikum, men selv Sticky naturligvis fylde på den første tour efter, så var setlisten bare langt fra at være så stærk, som den kunne have været. Med 4 albums og 2 nye singler, så har Frank Carter And the Rattlesnakes så stort og stærkt et bagkatalog, at man godt må forvente lidt mere af setlisten.
