Foto: Robin L. Nilzon. Kiss 2022
We wanted the best. Men fik vi det så?
Lad mig da bare tage tyren ved hornene med det samme og starte ud med et svagt – ja – for Kiss’ standard, ja, det gjorde vi faktisk. Vi fik i hvert fald det vi med rette kunne forvente af et mega-band som Kiss, som hovednavn torsdag aften på Copenhell. Om det så er nok til et “the best”, må være op til egen personlig holdning og preferencer.
Jeg indrømmer blankt, at mine forventninger til Kiss’ musikalske ageren på Copenhell var lig 0. Og vel egentlig med rette? For det har så sandelig været en rædderlig én på opleveren, at overvære d’herrer Simons, Stanley, Singer og Thayer på slap line ved deres seneste to danske shows. Hhv Forum i København i 2013 på deres Monster Tour og den absolutte bundskraber i Forum Horsens på KISSWORLD17 Touren i 2017. To shows der kæmper side om side om ikke at kunne gå i glemmebogen. Alene fordi de var så skod, som de nu engang var. Dét var noget man huskede.
Så hvordan nu? 5 år er der gået siden sidst. Afskedsturné. Hvordan i alverden skulle det dog gå?
Heldigvis bedre!
Og pokker være andet, når nu de trods alt spiller for 27.000 flere end i tomme sørgerlige Forum Horsens. Man kan så spørge sig selv om et band med en legacy som Kiss overhovedet skal bevise noget længere?
Umiddelb art er svaret nej. Men Kiss gjorde det faktisk godt på Copenhell. I hvert fald når musikken spillede.
Foto: Robin L. Nilzon. Kiss 2022
Paul Stanley er og bliver en irriterende frontmand at høre på. Gid han dog bare ville tie stille mellem sangene. For der er vel ingen i hele Verden, der rent faktisk tror på mandens overfladiske og evigt hysteriske taler til sit publikum? Det virker ulækkert indstuderet. Langt mere end hos andre ligesindede frontmænd. Derimod spiller det altså max, når manden bare synger. Bevares. Stemmen har set bedre dage, men det fungerede umiddelbart okay på Copenhell og i sammenspillet med Gene Simmons, var de to gamle action-men en solid klippe i Kiss’ ca 2 timer lange koncert. En koncert der i bedste Kiss stil naturligvis var proppet til randen med krudt og kugler, som vel egentlig kun overgåes af Rammstein nu om dage.
Side om side med brag, der kunne høres hele vejen til Stockholm, hvor bandet i øvrigt skulle spille 2 dage efter, fik vi naturligvis bandet’s udødelige klassikere leveret på en perlerække. Fra åbningstrioen “Detroit Rock City” , “Shout It Out Loud” og “Deuce” til nyere sange som “Say Yeah”, taget fra mit yndlingsalbum med Kiss: “Sonic Boom”. I øvrigt en håbløst overset plade med en håndfuld stærke melodiske heavy rock sange.
Showet de gav på Refshaleøen har de leveret 1 mio gange før. Alt var timet og præciseret ned til mindste detalje. Intet overladt til tilfældighederne. Gene spyttede blod, Paul fløj ud i crowden til tonerne af “Love Gun” og det hele blev rundet af med konfetti til “Rock And Roll All Nite”. Præcis som dét skulle være.
Kiss var gode på Copenhell og efter to virkelig dårlige Kiss shows på dansk grund var det godt endelig at opleve dem i god forfatning, selvom selve showet på ingen måde overrasker længere og stemmen ikke længere er hvad den har været. Men var det her virkelig sidste show med Kiss i Danmark kan de godt være det bekendt!
