Foto: Jannie Ravn Madsen, Judas Priest 2022
Legender, stilskabere, heavy metal guderne…
Kært barn har mange navne og lige præcis når det kommer til den reneste ædelmetal har Judas Priest med god grund rigtig mange af dem. Heavy metal findes simpelthen ikke renere og mere solidt end med Priest ved læderhåndtaget. Vi er sådan set bare i sikker heavy-metal-havn lige her!
50 års jubilæumstour! Så har man altså optjent et bagkatalog af klassikere nok til at kunne tilfredsstille hver en mand og kvinde, der nyder bare et gram af klassisk, blankpoleret, riff-baseret, falset heavy metal. På Copenhell var den gigantiske crowd ikke blot kommet for et lille gram, men naturligvis et ton af den fineste heavy metal og dét vi fik var bestemt lige så tungt, som Rob Halfords nyeste Ray Brown guldbeklædte frynse-jakke.
Foto: Jannie Ravn Madsen, Judas Priest
Og lad os da lige hvile ved Rob. For hvis der findes én mand, der kan gå sin alderdom i møde med stil er det ved Gud Rob. Ingen andre kan rocke julemandsskægget, steampunk-brillen, næseringen og guldjakken så hårdt – og så naturligt – som 70 årige Halford, der i dagens anledning også lige diskede op med den fineste vokallevering jeg har oplevet fra manden i de sidste 10 år.
Rob Halford har taget alderdommen alvorligt. Han har som ganske få formået at skabe og tilpasse sin nuværende persona til virkeligheden og ikke forsøge sig på at lyde og være som han var, i de unge år i 80’erne. Noget flere af hans jævnaldrende kollegaer fra stilens guld-år, i disse år, kunne tage ved lære af.
Rob Halford anno 2022 er kort og godt den tungeste udgave af manden. Både som et stilikon på scenen, men også i sit musikalske håndværk. Stemmen rækker til dét den nu engang kan i dag og han har fortsat så meget kontrol over den, at han ved hvor sine begrænsninger er og tilpasser sig det.
Det Judas Priest leverede på Copenhell var forrygende godt. Sikke et swing (Seriøst – hvad laver man ellers på Copenhell, hvis ikke numre som “The Green Manalishi (With the Two Prong Crown)” eller “The Sentinel” kan få dig til at rocke bare en lille smule med?) og sikke et drive fra et band, med så mange år på bagen.
Foto: Jannie Ravn Madsen, Judas Priest
Pga Kiss og deres megaproduktion senere på aftenen, havde Priest, med gigantisk stor ærgrelse for undertegnede, desværre ikke mulighed for at bringe deres ultimative fulde A-game 50 års jubilæumsshow til Copenhell. Det betød at der var blevet skåret gevaldigt i den ellers geniale sætliste. Således mistede vi flere unikke og sjældent spillede klassikere som “Deseret Plains”, “Rocka Rolla” , “Blood Red Skies” og “A Touch Of Evil”, som ellers bliver spillet flittigt på denne tour. Ligesom ikonerne fra Birmingham heller ikke kunne levere deres fulde sceneproduktion, hvor vi bl.a. manglede deres specialdesignede scenelys, bøjet som deres logo. Super ærgerligt, når man ved, at vi rent faktisk kunne forvente endnu mere end hvad vi rent faktisk fik ud af dette jubilæumsshow. Men sådan må det nu engang være, når en gruppe endnu ældre glam disco-rockere stod og ventede i kulissen.
Men dét vi altså fik ud af Priest var en regulær opvisning i klassisk heavy metal! Og på trods af mangler i setlisten kunne Priest gå fra Copenhell med heavy metal fanen hævet højt. Hvad pokker kan man ellers andet, med så pletfrie leveringer af klassiske “Hell Patrol”,”Turbo Lover”og en decideret smuk “Victim of Changes”.
En skam at de danske fans ikke kunne få det hele ud af Priest i denne omgang. På Wacken til august tager vi det hele med! Her får Priest den tid de rent faktisk fortjener.
