Foto: Robin L. Nilzon. D-A-D , 2022
Mine gamle barndomshelte gik Gud og sendte stort set samtlige hovednavne på årets Copenhell til tælling!
Der stod de så. Side om side med Metallica, Kiss og Iron Maiden på årets Copenhell plakat. Det var ikke så lidt en opgave Disney-drengene var blevet bedt om at løfte, som hovednavnet fredag aften på Copenhell. Men er der ét band fra Danmark der rent faktisk kan løfte en sådan opgave er det D-A-D. Og med det skal der lyde en kæmpe respekt og tak til Copenhell for at give D-A-D muligheden for at headline et event med så store navne på plakaten.
Den stod på by request sætliste valgt af publikum. Hovedsageligt bestående af gamle sange fra før år 2000, med “Everything Glows” og “Evil Twin” som de “nyeste”. Pånær 2019’s “A Prayer For The Loud”, som bandet dog selv havde valgt. Det var en aften med old school party i Disneyland sent fredag aften.
Foto: Robin L. Nilzon. D-A-D , 2022
Og hvilken vidunderlig fest. Hele bandet virkede fra første anslag mere tændt, end hvad jeg kan huske at have oplevet D-A-D i mange, mange år. Og jeg har efterhånden set D-A-D så mange gange, at det burde udgøre en sundhedsfare for undertegnede.
Nuvel. Det er ikke banebrydende at se D-A-D på en dansk festivalplakat. De spiller nærmest på alle tænkelige sommer- og havefester herhjemme i løbet af juni/juli/august. Men alligevel var dét her show anderledes. Ikke bare pga den proklamerede By Request faktor. Men simpelthen fordi det var tydeligt for enhver at se, at dét her show var af stor betydning. Copenhell har fået en særstatus. Ikke bare blandt publikum. Men også for danske artister. Unge som gamle. Og denne aften var D-A-D strammere end Stigs røv i sølvbuksen. Der var nerve og fuld intensitet at spore hos alle bandmedlemmer. Selv mr. stoneface – guitarist Jacob Binzer – måtte smide coolness-looket og bryde ud i store smil flere gange i løbet af koncerten.
D-A-D gik til By Request-opgaven med fokus og publikum havde på forhånd kvitteret med et old school sæt fordelt på de helt gamle skærringer. Dermed fik vi en smuk levering af klassiske “Call Of The Wild” og en herligt svingende tilbagekomst til boogie rockeren “Marlboro Man”. Refshaleøen rystede i betonen under den tungeste udgave af “I Won’t Cut My Hair” jeg mindes at have hørt… og så! Så kom den. Sangen jeg havde håbet på ville blive spillet herude i år: “Helpyourselfish”.
Hvis ikke sange fra lige præcis dén plade var blevet ønsket af publikum herude, hvor fanden skulle de så ellers blive spillet på en By Request sætliste med D-A-D?
En smuk udgave af “Grow Or Pay” satte gang i fællessangen og her fortsatte den over i “Laugh N A 1/2”, inden det igen var tid til en hårdtslående udgave af “Reconstrucdead”.
Personligt havde jeg håbet, at “Sleeping My Day Away” og “Bad Craziness” var blevet udeladt og erstattet af noget mere fra “Helpyourselfish” perioden , men sådan må det nu engang være. Hits er nu engang hits og D-A-D var i sandhed et hit på årets Copenhell. Det var som at være tilbage foran Orange Scene, da både D-A-D og Roskilde var på sit højeste! Og dét siger ikke så lidt.
Et ekstremt højt- og velspillende D-A-D satte fut i eventyrland, nærmest udelukkende på baggrund af deres vidunderlige bagkatalog. Hurra for en konge-koncert med DK’s nationalband!
