Dagen var kommet, det var blevet tid til igen at komme på Festival! Jeg fik en lille forsmag i 2021 på GRIMFEST, men der var hverken meget metal eller i nærheden af så mange mennesker.
Efter at have mødtes med nogle venner og de var blevet sendt afsted, tog jeg mod pladsen, med mange overvejelser i hovedet. 4 dage med musik, mange mennesker, trætte ben, øl og alt det andet. Ville kroppen kunne holde til det? Hvordan ville folk opfører sig, ville de stadig kunne huske at gå til festival? Mest af alt dog, glæden over at skulle høre musik og se alle de mennesker, man primært ser til koncert!
Jeg var da også kun lige ankommet i kø, før der blev sagt hej til først ven. Efter en tur i presseområdet og fik hilst på en masse der, gik turen mod den nye scene ”Ghenna”, som lå gemt smukt inde i en lille skov. Det var næsten for idyllisk i forhold til den voldsomme larm LLNN bød os velkommen med. For undertegnet blev det dog kun til to voldsomme nummre inden turen gik videre. Da jeg havde haft fornøjelsen af LLNN i løbet af vinteren, gik turen mod Helviti.
Foto: Robin L. Nilzon
Suicidal Tendencies skulle åbne den store scene, og selv om de ikke er helt unge mere, forventede jeg en Crossover fest, men den var sgu død, numrene blev trukket ud. Mike Muir snakkede og snakkede. Det var ikke det vi var kommet for, og da jeg fik selskab af en ven valgte vi hurtigt at sætte os på afstand. Det blev det sgu ikke bedre af, udover vi fik nye øl. Skuffende start på den store scene.
Næste punkt på programmet var at besøge Copenhell CON, et nyt område med masser af nørd aktiviteter og et ekstra armbånd. Det blev fuldt op med aftensmad og Dizzy Mizz Lizzy på afstand. Det lød hyggeligt, som altid.
Red Fang stoner sludge gutterne fra Portland. De slog igennem med gode og sjove musikvideoer, hvor musikken og energi gik op i en større enhed. Det føltes desværre igen igen, som om de havde glemt, den energi og sjov når de tager ud live. Sådan var det denne onsdag, og det betød at selv om musikken var okay, så blev det kedeligt. Der skal bare noget energi til sådan en tidlig aften i solen.
Foto: Jannie Ravn Madsen
Det betød at mod alt forventning gik en tur mod Hades for at se lidt af Gloryhammer – måske mest for se Blastbeast egen Weiss der havde sagt han skulle crowdsurfe
klædt ud som Enhjørring. Vi kunne ikke se Weiss, men undertegnet og venner blev enige om, at det nu var på tide at komme mod noget helt andet!
Nu var det tid til EYES, så efter en sløv start rent musikalsk, men med masser af social hygge gik turen tilbage til ”Ghenna”! Her indtog et af dansk hardcore bedste navne – de har altid leveret godt, men mest på små lukkede scener. Lige var åbning med ”Swim” virkede det i skoven! Folk var på, bandet var på og selv om man måske ikke helt frygtede for at forsanger Victor Kaas ville slå en ihjel grundet den hyggelige skov, som normalt. Så det virkede bare, selv et godt stykke tilbage med udsigt over publikum var det klart at både band og deltagere var klar til at få alt energien ud! Hele vejen gennem koncerten forsatte den rå og direkte lyd i en form for hardcore, der ikke tager nogle fanger eller forsøger få folk med et sing a long omkvæd. Det er råt, brutalt og kraft fuld! Victor leder sit publikum gennem hele showet og kræver meget af dem, mens han giver alt af sig selv og bandet! Stærk koncert og der skal lyde et særligt tillykke til Victor med hans bachelor fra RMC, der blevet afsluttet med hans andet band TELOS. Må være en vild uge!
Foto: Jannie Ravn Madsen
Oven på den kraft oplevelse var det tid til fadøl og verdens største metalnavn Metallica! Det er den største booking i Copenhells historie, og den bliver nok ikke overgået, så spørgsmålet inden showet var mest, kunne Metallica også levere et show der levede op til den status?
Det må man sige – ja! Vi fik et 2 timer langt set, der fra start ville frem ad, først med ”Whiplash” og så var koncerten i gang med et brag. Videre med ”Creeping Death” og så blev der hit og fællessang tid med ”Enter Sandman” så var vi sgu i gang. Derefter går slaget sin gang med et band, der virkelig virker til at være glad for at stå på den scene, at de sgu vil det her og har masser af spilleglæde med! Hovedsættet slutter af med ”Seek & Destroy”, inden vi får en ny voldsom trio at slutte af på i form af ” Damage, Inc.”, ”One” og ”Master of Puppets” så kan man kun gå glad fra koncerten. Det gav os alt det gode fra gamle dage med 13 ud af 16 sange fra album fra 1991 eller tidligere!
Så kunne man sige, at det var den perfekte tid at gå hjem, men efter en kort pause og et par stærke drinks fik festen lov at slutte med svenske LOK. Det blev festlig og det hele virkede lidt dumt på den fede måde. Måske er der vigtige budskaber gemt i den svenske rap-core, men der var undertegnet ikke på det her tidspunkt. Der blev råbt med når man kunne og danset i pitten. Det var en fest, det var nok lidt fjollet, men jeg kan ikke forstille mig en meget bedre afslutning på første dagen tilbage på festival og Copenhell!