For 11. gang skal vi i selskab med norske Borknagar begive os ud på en musikalsk rejse i storladen, episk, progressive avant-garde black metal.
Timing for dette album kunne simpelthen ikke være bedre. Vi går mod de mørkere tider og i følgeskab med Borknagar på “True North” har vi nu fået det helt rette soundtrack.
Øystein G. Brun, Lars «Lazare» Nedland, ICS Vortex, Bjørn Dugstad Rønnow og Jostein Thomassen beriger os kort og godt med et musikalsk værk, jeg ikke mindes at have hørt så velskrevet nogensinde før fra Borknagar. Det er vitterligt et monster af et album fyldt med store armbevægelser, hvor melankoli og enorme melodier går hånd i hånd.
Man fornemmer så sandelig de store vidder, de kolde nætter og de tårnhøje sneklædte bjerge på åbningsnummeret “Thunderous”. Et nummer der vitterligt tordner derud af, med en dynamik så episk og storladen, at det får samtlige konkurrenter til at blegne. Sorry Enslaved. Det 8.30 min lange åbningsnummer opsummerer meget godt, hvad det er for en plade vi har med at gøre her. Av for pokker. Gåsehud, much!
I toppen af det hele finder vi naturligvis ICS Vortex (også kendt fra sine øjeblikke i Dimmu Borgir og Arcturus)’ storladende clean vokal, der binder melodierne fornemt sammen, med resten af det musikalske udtryk.
“True North” er samtidig også en plade, hvor Borknagar vælger at gå mange forskellige veje. Ikke ét nummer er ens i udtrykket og det skaber en gennemgående fed dynamik i pladen, så man aldrig på et eneste tidspunk keder sig. Om det er på den rockede uptempo basker “Up North”, eller den smukke og langsommelige afslutning på “Voices”, så er det her altså en plade, der bør vække interesse hos alle med hang til progressive og/eller black metal.
En klar spiller til årets album og det er endda på en dag, hvor Opeth også smider lidt af et værk efter os.
Heja Norge!
Opsummering: Den kommende vinter har fået sit soundtrack. Borknagar beriger os med et rendyrket mesterværk med “True North”, der bør vække glæde hos både fans af bandet og nytilkommere. Nogle har fejlet hvis ikke vi ser Borknagar på en dansk festival til sommer.
Lyt specielt til: “Thunderous”, “Up North”, “Voices” & “Lights”
For fans af: Enslaved, Opeth, Arcturus, Dimmu Borgir