Alice Cooper i Royal Arena. Foto: Weiss
Det var en blodfattig omgang chok rock fra chok rock legenden, der ikke formåede at chokere den lille forsamling i Royal Arena onsdag aften. Det i sig selv var dog mere eller mindre chokerende.
For 4500 mennesker. Flere var der ikke kommet for at opleve Alice Cooper i Royal Arenas relativt store rammer. De 16.000-18.000 publikummer der ellers normalt skal til, for at fylde arenaen var ikke dukket op og arrangørene var derfor nødt til at skrumpe arenaen betydeligt. Det betød at scenen var blevet rykket frem og de øverste balkoner var lukket.
Ingen tvivl om at det er smart at man kan gøre det, men koncerten med Alice Cooper havde nu passet bedre i enten KB Hallens nye rammer eller Forum Black Box. Royal Arena var i hvert fald for stor en mundfuld.
For hvad sker der når en sal i Royal Arena’s størrelse ikke er fyldt og derfor halveret? Først og fremmest ødelægger det åbenbart lyden, som denne aften var besynderlig hul, rungende og blottet for dynamik og for det andet så ryger stemningen, når der er så meget plads mellem folk og der kan spottes ledige sæder overalt i arenaen.
Onkel Cooper selv havde inviteret os alle med indenfor i “Nightmare Castle” og det på mange måder absurde show var bygget op af en flot scenekulisse sat sammen som et stort slot, hvor de tre guitarister, en bassist, Cooper selv og alle de mange udklædte skuespillere i Cooper’s freakshow kunne gå, hoppe og løbe rundt. Man skulle tro at King Diamond og Alice Cooper deler samme scenedesigner, sådan som de to shows ligner hinanden.
Så stemningen burde jo sådan set være sat. Bevares. Det er mange, mange år siden Alice Cooper har været chokerende, men det er heller ikke pointen. Et (freak)show med Alice Cooper skal simpelthen bare underholde. Ligeledes er det efterhånden også mange år siden, at manden sidst har udgivet noget, som for alvor har ramt plet. Alligevel burde aftenens sætliste have været det rene guf for fans. En god blanding af hits og gamle kendinge havde fundet vej i sættet. Men selv fra da starten gik på “Feed My Frankenstein” var det tydeligt, at Cooper her til aften var en slagen mand. Teknikken drillede og vokalen satte ud flere gange. En vokal der denne aften var mere end almindeligt presset. Alice Cooper lød simpelthen som han så ud: en træt ældre herre, hvis tid måske nu er sat.
For det var altså nogle blodfattige udgaver af mega-hits som “Poison” og “I’m Eighteen,” der fik lov til at runge hult i arenaens formindskede rammer. Og hvad der jo egentlig burde have været en stor fest blev kort og godt kedsommeligt.
Heldigvis kunne klassikeren over dem alle “Schools Out” kaste lidt glans af sig. Det var også for første gang her, at publikum kom en lille smule med. En skam at vi bare skulle igennem et helt sæt før det skete.
Alice Cooper er set langt, langt bedre. Også i nyere tid. Jeg mindes med glæde min oplevelse på Wacken for et par år siden foran et kæmpe menneskehav. I fuld dagslys cementerede han sin klare status i Nordtyskland. I København var det som en skygge af sig selv.
