Sommerfestivalerne er ved at være slut for i år. Men der er heldigvis lige et par stykker endnu før vi pakker teltduen helt sammen for vinteren.
En af dem er Midgardsblot i Horten i Norge, der i den kommende weekend, for 5. gang, åbner portene til et rent overflødighedshorn af nordisk kultur og ny, spændende musik!
Blastbeasts udsendte vil deltage i festlighederne for 3. gang og det er bestemt ikke uden grund, at vi og store medier som f.eks Metal Hammer UK bliver ved med, at komme tilbage til lige præcis denne norske perle af en festival.
Vi giver dig her de 5 største grunde til at Midgardsblot er festivalen du bare SKAL besøge:
Lokationen
En lokation til en festival bliver stort set ikke bedre end denne. Blandt store vikinge-gravhøje tårner denne lille open air festivalplads sig op. Et smukt syn. Dybt inde i skoven er der plads til at sætte sin lejr op og har du brug for et bad eller en hurtig svømmetur, ja så er der 30 sekunders gå-tur til den nærmeste strand. Glem alt om urinstøv og hårdt betonunderlag. Det er kort og godt naturens helt egen luksus du finder på Midgardsblot!
Musikken
Enslaved! Midgardsblot har Enslaved på programmet i år. Alle festivaler der vil noget burde have Enslaved på programmet hver år! Simpelthen!
Midgardsblot’s hovedfokus er på den nordiske musik. Om det så er rock, metal, ambient, electro, neofolk eller rendyrket folk. Midgardsblot er stedet hvor det nye har sin plads. En festival man tager til for at opleve unikke shows, som man ikke ser andre steder i festivallandskabet. Midgardsblot vil med rette kunne kaldes for det nordiske svar på Roadburn. Det er her du oplever de kunstere, der om nogle år vil indtage de større scener. Eksempelvis var det her, at Heilung spillede sin blot anden og nu ny-legendariske koncert, der af Metal Hammer UK blevet kåret som den bedste koncert i 2017 i deres top 10. Heilung kender hver en mand nu. Men det var på Midgardsblot, at det hele startede.
I år venter der fantastiske oplevelser med Einar Selvik & Ivar Bjørnsons Hugsja/Skuggsja. Hver i sær er de kendt for deres projekter med hhv. Wardruna og Enslaved. Men på Midgardsblot går de sammen, for at levere deres unikke show, med deres fælles band. En unik oplevelse kun på Midgardsblot.
Og så er festivalen rig på black metal. F.eks kan du i år opleve kinesisk black med Zuriaake, blive banket igennem af Tormentor, Ghaal’s Wyrd, Vreid og klassiske Einherjer. Og hvem har så nogensinde sagt nej til en omgang hårdtslående dødsmetal? Denne bliver i år leveret af Deicide og Memoriam.
Men midgardsblot er så meget andet end bare metal. F.eks spiller de norske folk-rockere Gåte og der er ambient med Svartsinn, Byrdi og Eldrim og mange flere. Fik vi i øvrigt sagt at Heilung headliner den sidste aften, med et helt nyt show, med fokus på deres nye plade?
Tør du – ud over de klassiske navne – at gå i dybden med det nye og uudforskede er Midgardsblot stedet at være!
Størrelsen
3500 mennesker! Så mange deltager på festivalen pr dag! Midgardsblot har den perfekte størrelse for en festival. Den er lille, men virker meget åben. Derfor føles det aldrig som om, at der mangler plads. Der er en åbenhed på festivalpladsen, som jeg ikke mindes at have oplevet på andre festivaler. Den er lille nok til at man aldrig går glip af noget, for det tager ikke lang tid at gå fra den ene ende af pladsen til den anden.
More than music
Der sker så meget andet end blot musik på Midgardsblot. Hvert år er der spændende talks, hvor aktører og musikere giver publikum et større indblik i både branchen og deres kunst. F.eks får festivalen i år besøg af black metal ekspert Dayal Patterson, der har været skribent på bl.a Terrorizer, Metal Hammer og Decibel og som er forfatteren bag de roste black metal bøger “Black Metal: Evolution Of The Cult” og de officielle biografier af Maniac (ex-Mayhem), Mortiis, Rotting Christ mm.
Festivalen har et seriøst og dybdegående tema hele vejen igennem og det gør det til noget helt unikt!
Vikingerne
Festivalen afholdes midt i de store vikinge-gravhøje ved Borre og vikingerne og den nordiske mytologi er naturligvis i højsæde og omdrejningspunktet her. Men frygt ej. Dette fokus fra festivalen bliver behandlet med stil og respekt over alt på Midgardsblot. Det er enormt hyggeligt at gå rundt ved de gamle telte i vikinglandsbyen og opleve hvordan gammelt håndværk kommer til live på ny igen. Teamet er behandlet med stil og respekt for den gamle kultur og så bliver det vel heller ikke mere “rigtigt” at tage på opdagelse i vikingernes liv end i Norge, vel?
Go festival! Midgardsblot vil vi i hvert fald varmt anbefale. Vi glæder os til igen i år at dække festivalen massivt!