Girlcrush på Roskilde Festival. Foto: Jannie Ravn Madsen

Lørdag aften kl. 20.00 på Rising, skulle den stå på poppunk med danske Girlcrush. Poppunk er ikke en genre, som Roskilde giver meget fokus normalt. Det er generelt ikke en genre, der får meget fokus i Danmark og sidst, men ikke mindst, er det bestemt ikke en genre, som har særlig mange kvindelige aktører. Så det var med en hvis spænding forud for, at koncerten skulle gå i gang. Under forberedelserne op til Roskilde, havde det materiale, der kunne findes online ikke virket særlig imponerede, men nu skulle Girlcrush have chancen live.

Trioen indtager scenen og det står desværre hurtigt klart, at nettet ikke har løjet. Kvaliteten af musikken er meget lav. Bandet forsøger sig med helt simple poppunk akkorder, som der, periodisk, bliver spillet korrekt, men musikalsk oser det her af mangel på kvalitet. Det hele bliver meget middelmådig når det er bedst, og rigtigt skidt når det er skidt. Og så har bandet faktisk selv udtalt til Roskilde, at de spiller dårligt, hvilket man altså må give dem ret i.

Det er da dejlig “punk” at sige “fuck jer” til såkaldte autoriteter og den “velspillede musik”. Problemet er bare, at når kvaliteten er så lav, ender man med ikke at kunne tage det alvorligt. Eksempelvis når bandet , midtvejs i koncerten, grinende udbryder ”hov jeg skal huske at stemme hihi” (red. Instrumentet), så undrer man sig over, hvorfor de overhovedet er blevet booket til Roskilde Festival. Det virker useriøst.

Enkelte lyspunkter er der dog at spore i musikken. Bandet har en håndfuld melodier, som får folk til danse lidt her og dér og et par omkvæd, der umiddelbart er nemme at synge med på. Det hele virker bare så uambitiøst og dårligt fremført, at det dræber alt og da bandet så vælger at spille et cover af The Cure, så står det først helt skidt til.

Bandmedlemmerne virker til at elske at spille, så det håber jeg de bliver ved med, men man kan undre sig over hvilke tanker folkene i Roskildes bookinggruppe har tænkt på, med sådan én booking? Der er så mange gode og – ikke mindst – velspillende bands derude, der drømmer om lige netop chancen for at spille på Rising.