Tool. Foto: Robin Nilzon
Det tiende Copenhell år skulle vise sig at blive en større udfordring for mig end som så. Kort tid efter fyraften onsdag blev jeg ramt af feber, og måtte se mig slået ud det meste af årets festival – i hvert fald de tidlige og sene koncerter, hvilket gjorde at en del af de koncerter jeg havde set mest frem til, bl.a. Fever 333 og danske Slægt, måtte forbigåes, for at jeg kunne holde nogenlunde ud hele weekenden.
Derudover af hvad der ikke bliver nævnt herunder skal specielt koncerterne med det danske doom metal band Konvent, de amerikanske hardcore gutter fra Terror, hovednavnet Slipknot samt Baests manddomsprøve på den store Hades scene virkelig også bifaldes som værende helt store oplevelser!
TORSDAG
Whitechapel. Foto: Jannie Ravn Madsen
WHITECHAPEL
Det seks mand høje band Whitechapel fra Knoxville, Tennessee har lidt et ærgerligt rygte i Danmark ved at være god til at aflyse shows. Og den var da lige på vippen denne gang også Først rykkes Whitechapels tid til senere på aftenen om fredagen, til derefter at rykke deres koncert til en hel dag tidligere til om torsdagen. Sveden på panden kunne i den grad mærkes!
Men de kom! De står på scenen! Og de leverer!
Hvis der er noget som efterhånden kendetegner Whitechapels musik, så må det være “grooves”. Mange af deres numre har en Meshuggah’sk swagger over sig, især når de bevæger sig i midttempo. Derfor er det også virkelig besynderligt, at de valgte ikke at spille deres vel nok mest kendte nummer, “The Saw Is The Law”, som jeg ved, at virkelig mange mennesker stod og ventede på. Måske er det netop derfor, at den blev udeladt? Ja, hvem ved.
Numre som “Black Bear”, “When A Demon Defiles A Witch” og “Brimstone” fra deres seneste, og virkelig fede, plade, “The Valley” fra 2019 flød gnidningsfrit i spænd med ældre numre som “Elitist Ones”, “Mark Of The Blade” samt de endnu ældre “End Of Flesh” og “Father Of Lies”.
Publikum tog virkelig godt imod Whitechapel og bandet kvitterede med en overbevisende koncert hvor energiniveauet blev holdt fra start til slut, og med en indpisker og vokalist som Phil Bozeman i front, der bærer en af genrens mest imponerende growl vokaler (og nu også clean vokaler, åbenbart), så kan man næsten ikke fejle!
Tool. Foto: Robin Nilzon
TOOL
Myten. Legenden. De sagnomspundne Tool. De var her sgu! Da mailen først tikkede ind der meddelte, at årets ubestridte hovednavn ville være denne amerikanske kvartet, troede jeg næsten ikke mine egne øjne. Bandet der har været omringet af kæmpe mængder mystik lige efter de stoppede med at turnere med “10.000 Days” i 2006, og her 13 år efter, er vi endelig klar til at byde dem velkommen på scenen igen, og endda også med et nyt album her d. 30 august (det er fandme snart!).
Tool er ikke for alle. Bestemt ikke. Det er også det som er en del af mysteriet omkring dem. Hvordan kan et band som dette nogensinde være blevet så stort? De er fandens dygtige på deres instrumenter og Maynard James Keenan har en af rockmusikkens stærkeste vokaler, men at kalde deres musik lettilgængelig ville, mildt sagt, lige være at stramme den. Og livemæssigt er det heller ikke ligefrem en Slash-koncert vi er vidne til – no offence (måske lidt). Bandet er uhyre optaget af deres instrumenter, for at levere numrene med knivskarp præcision, og hvis man leder efter en frontmand Maynard James Keenan, så skal man lede virkelig længe, da han nærmest er trukket så langt tilbage, at det kun var i koncertens spæde start, da der stadig var en smule dagslys, at man kunne se ham. Men sådan har deres liveshow nu engang fungeret i virkelig mange år, og hvis man stadig ikke vidste hvad man gik ind til, kan jeg godt forstå, at man måske ville blive lidt skuffet. Hvad der til gengæld tog fusen på mig, var de imponerende visuals de havde med, som virkelig fik den helt gamle MTV2 stemning frem, specielt med brudstykkerne af deres velkendte, og lettere forstyrrende, stopmotion musikvideoer. Det var så man til tider virkelig blev trukket ind i en anden verden!
Koncertstarten med to af deres nok mest velkendte numre, “Ænima” og “The Pot” var også et klogt valg, da vi efter de to for alvor fik tyndet ud i den enorme menneskemængde, hvor mest og højest plaprende publikummer fik set giraffen og hørt deres hits, hvorefter de kunne komme videre, så der var en bedre ro til at nyde musikken for de resterende. Her fik vi blandt andet en forsmag på to nye numre, “Descending” og den virkelig lovende “Invincible” samt koncertens ubestridte højdepunkt, “Vicarious”, der virkelig fik koncerten til at kulminere i komplet ekstase.
Tool fik bevist at de i den grad både er savnede, at deres materiale stadig holder den dag i dag og at de uden problem kunne leve op til at være Copenhells absolutte hovednavn på festivalens tiende år. Imponerende!
FREDAG
Lamb Of God
Flittige læsere af Blastbeast.dk vil vide, at Lamb Of God ejer en helt speciel plads i mit musikalske hjerte. De står også for nogle af de allerstørste musikalske oplevelser jeg har haft i senere år, hvor specielt deres koncert på Copenhell tilbage i 2013 står som værende en af de bedste i festivalens historie. En holdning jeg ved jeg ikke er alene om! Det var denne koncert hvor vi fik set ikke blot Copenhells allerstørste circle pit, men også den allerstørste som Lamb Of God selv havde oplevet på deres tour – så det siger ikke så lidt! Så at forventningerne til deres tilbagekomst til Copenhell i 2019 var mildest talt rigtig høje.
De lagde også tungt og stærkt ud med Omerta fra hovedværket “Ashes Of The Wake” fra 2004 og fik tævet sig igennem nyklassikere som “Ruin”, “Walk With me In Hell”, “Now You’ve Got Something To Die For”, “As The Palaces Burn” samt de nyere “512”, “Engage The Fear Machine” og “Still Echoes” inden koncerten blev rundet af med “Laid To Rest” og den obligatoriske “Redneck”. For at oplevelsen blev komplet kunne man godt have savnet det perfekte wall of death-track i “Black Label”, men mindre kunne også gøre det!
Lamb Of God skuffede en smule på Copenhell 2019. Dermed ikke sagt, at det var en dårlig koncert – på ingen måde! Sammenligner man med størstedelen af alle andre koncerter ligger Lamb Of God stadig i den højeste ende af spektret. Men sammenlignet med deres egne præstationer på dansk jord forinden, blev det desværre ikke en koncert der kom helt op under skyerne som vi ellers er vant til. Om det skyldes at vokalen aldrig helt brændte igennem i mikset, at Chris Adler, en af verdens absolut bedste metaltrommelsagere, ikke var med, eller om det var noget helt tredje der gjorde udslaget er svært at sige. Men en ting er sikkert – førhen har jeg været i tvivl om Lamb Of God virkelig var i stand til at overgå sig selv gang på gang, og det er jeg egentlig glad for, at de ikke gør. Det får nemlig de virkelig fantastiske koncerter til virkelig at stå ud.
LØRDAG
Orange Goblin. Foto: Robin Nilzon
Orange Goblin
Sol, støv, riffs, fandenivoldskhed og en god mængde varme. Så har du Orange Goblin! Set udefra og på papiret er Orange Goblin ikke et band der opfinder den dybe tallerken og kompositionerne ej heller de mest unikke. Dog er der to ting som Orange Goblin har, som de utallige weed-tilbedende stoner metal bands ude i verden ikke har. Èt er de imponerende 24 år de har på bagen, der virkelig kan mærkes i den måde der hviles i deres udtryk og fremtoning, samt et imponerende bagkatalog af iørefaldende stoner tunes, hvilket også bidrager til at deres musik ikke udadtil virker synderligt original i den grad kan tilgives. De var trods alt med til at forme lyden back in the day! Det andet er den charmerende og storsmilende frontmand Ben Ward, der uanset hvilken respons han fik fra publikum, gjorde 110% han kunne for, at vi skulle have en ligeså stor fest som han selv havde oppe på scenen. Og den positive energi smittede i den grad af, og jeg kan virkelig ikke forestille mig, at nogen er gået derfra uden et smil på læben.
Vi kom rundt om 6 af bandet i alt 9 albums, hvor specielt “Sons Of Salem” fra den nyeste “The Wolf Bites Back” stod ud som et højdepunkt sammen med afslutteren, den uhyre catchy “Red Tide Rising”.
Desværre blev virkemidlerne Orange Goblin benytter sig af en kende ensformige koncerten igennem, og selvom de forsøgte sig med et ellers fint spillet cover af Motörheads “No Class”, så var det lidt svært at skelne numrene fra hinanden til sidst. Det skal dog ikke fjerne fokus fra, at Orange Goblin er i den øverste liga når det kommer til beskidt og riffspækket stoner metal!
Municipal Waste. Foto: Robin Nilzon
Municipal Waste
De ultimative partykings! Kongerne af ølmetal (jo!), Municipal Waste, stod foran os på en bagende solskinsdag og smækkede den ene festlige crossover-thrash banger udover scenen efter den anden. Den smittende thrash blev også spillet ekstra højt i anledningen, og efter få minutter i selskab med de gæve amerikanere kunne man kun spørge sig selv om hvorfor de ikke har spillet på festivalen tidligere. Vel og mærke samtidig med at man smadrer en fyldt øldåse oven i skallen på sig selv samtidig med man skiftevis stikker sig selv og sine venner lussinger på skift. Det er nemlig lige præcis den stemning som Municipal Waste mestrer til perfektion. Det er ikke musik på noget højt plan, overhovedet. Det er faktisk en smule fladpandet. Men når det bliver gjort med en god god mængde selvironi og energi som Municipal Waste gør det, så gør det absolut ikke noget. Hell, “fladpandet” kan måske helt gå hen og blive et positivt begreb efter en time i selskab med disse partystarters!
Hovedværket “The Art Of Partying” var ikke overraskende i fokus på setlisten, hvor især “Sadistic Magician”, “Headbanger Face Rip” titelnummeret “The Art Of Partying” og afslutteren “Born To Party” stod stærkest. Især sidstnævnte med den gentagende glose “Municipal Waste is gonna fuck you up” som alle omkring mig sang videre på et godt stykke tid efter koncerten var slut.
Municipal Waste var lige den rusketur vi havde brug for på sådan en lørdag i solen!
The Psyke Project. Foto: Aleg-One
The Psyke Project
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at glædesudbruddet over, at den definitivt sidste koncert med de lokale legender fra The Psyke Project endnu ikke var fundet sted, og vi skulle få endnu en aften i kaosset sammen med det københavnske hardcore band, var virkelig stor hos mig. Lad mig bare sige, det var heldigt at jeg var alene, ellers havde folk omkring mig nok troet jeg havde fået et anfald. Deres forrige afskedskoncert i Pumpehuset tilbage i 2013 står stadig stærkest som den allerbedste koncert jeg nogensinde har været vidne til. En koncert der er svær at sætte ord på. Det hele gik op i en højere enhed, publikum og band smeltede sammen i en rus af dissonante riffs, moshpits og uanede mængder af sved. Et kaos og syn der bedst kan sammenlignes med de mest hektiske krigsmalerier.
Derfor er forventningerne også tårnhøje til showet med The Psyke Project på Copenhell i 2019, som vi både forinden og undervejs bliver forsikret om, at det er allersidste chance for at få set. Derfor var det også befriende at både band og publikum gav sig lige dét ekstra for at sætte det punktum på karrieren som The Psyke Project fortjener. Vi kom godt rundt i alle afkroge af bandets karriere, og det er svært at hive et højdepunkt ud fra helheden. Så skulle det lige være afslutteren “In The Mist”, alene af den årsag at koncerten lod til hele tiden at stige i intensitet, og derfor kulminerede på toppen. Det var også her at bassist Jeppe Skouv fik splintret sin legendariske blå bas, som havde været med lige fra The Psyke Projects spæde begyndelse, i stumper og stykker. Mere symbolsk afslutningen fås ikke. Bandet kunne fortjent takke af og se tilbage på årene sammen med et stort smil, velvidende om, at de sluttede på toppen.
