Tidlig tirsdag aften var det op til københavnske Alkymist at gøre kunsten fra Konvent og Xenoblight efter, hvad angår årets metaludladninger på Rising. Solen og et lettere træt publikum var dog imod bandet.
Alkymists tag på doom metallen er væsentligt mere atmosfærisk end f.eks Konvent, hvis primære opgave er at spille tungt og brutalt. Hos Alkymist gælder en anden dagsorden. Her er det ligeså meget atmosfæren, mørket og melankolien i musikken, der er på spil.
På en pløjemark i Roskilde i fuld dagslys og med en piskende vind i ansigtet, var det godt nok svært at holde fokus i kvartettens 45 minutter lange optræden. Man kan ikke klandre bandet for ikke at kæmpe for sagen, men setuppet var imod dem. Det var ikke let. De lange numre formåede ikke at forplante sig ordenligt, selvom tyngden bestemt var tilstede.
Klart en skam. For Alkymist har hvad der skal til for at levere en stram og velspillet atmosfærisk sludge metal koncert. De manglede virkelig bare mørket (og et tag over hovedet?) for for alvor at bryde igennem.
Lydforholdene på Rising er i år i absolut verdensklasse. Alle de koncerter jeg i år har set på denne scene lyder fantastisk og det var i virkeligheden koncertens største plus. Alkymist lød fremragende.
Jeg glæder mig dog til at se bandet i en pakket sal end på en open air scene i høj sol.