Som alle andre medier indenfor den ædle kunst af musikformidling, så skal I naturligvis heller ikke snydes for en gennemgang af det bedste (og værste) for året 2018 i følge vores lille blog. 

Blogger, Søren Weiss, gør status over sit 2018:


ÅRETS INTERNATIONALE ALBUM

Judas Priest – Firepower
Legenderne rejste sig for alvor og i følgeskab med Andy Sneap og Tom Allon fik Halford og co. det producer-team der skulle til, for at begå årets ubetinget stærkeste heavy metal udspil.

Dimmu Borgir – Eonian
Black metal folket rynkede på næsen. Men ser man derimod Dimmu Borgirs seneste udspil for hvad det er: et symfonisk mesterværk, så har nordmændende begået et af årets stærkeste albums, med alt hvad det indeholder af højt-til-loftet arrangementer og flotte melodier. Det blir stort at se dem på Copenhell til sommer.

Svartmálm – Svartmálm
Lyden af et lille øsamfund midt ude i det ruskende Atlanterhav. Færøske Svartmálm’s debut er et overvældende udspil ud i det mørkeste hjørne af den helt tunge black metal.

The Night Flight Orchestra – Sometimes The World Ain’t Enough
AOR disco rockerne gjorde det igen. Björn Strid og co. hoppede atter på farvelade-vognen og ud kom et helstøbt rockalbum fyldt med catchy melodier og hooks – the swedish way! Glæder mig til at se dem på Nordic Noise 2019 i Amager Bio.

Hamferð – Támsins Likam
Færøerne har gjort det godt i år! Det længe ventede udspil fra doom metal bandet Hamferð har været længe undervejs. Men da albummet udkom i januar 2018 skuffede det bestemt ikke. Et smukt og inderligt doom udspil fra et unikt band!

Bobler

Immortal – Northern Chaos Gods
Visigoth – Conqueror’s Oath
Watain – Trident Wolf Eclipse
Electric Boys – The Ghost Ward Diaries
Primordial – Exile Amongst The Ruins

 

ÅRETS DK ALBUM

Sunless Dawn – Timeweaver
Et album som jeg aldrig fik anmeldt, men som jeg har lyttet til utrolig meget til. Og det bør I også gøre! Sunless Dawn’s debut ud i progressiv dødsmetal er det bedste metal Danmark har at byde på i år. Et vanvittigt flot udspil, der nu forhåbentlig følges op med en række koncerter. For dette er et album, der ikke må dø ud i ingenting.

Grusom –  II
Den svære 2’er! Grusom gjorde det legende let. Okkult stoner rock med skarpe melodier og endnu skarpere riffs. Sådan!

Slægt – The Wheel
Vi skal kun ét år tilbage før vi senest så et udspil fra Slægt. I slutningen af 2018 ramte “The Wheel”. Et album der dog ikke når helt samme højder som forgængeren “Domus Mysterium”, men mindre kan nu også gøre det. At Slægt, med deres formørkede heavy metal, er at finde på bl.a. Roadburn i 2019 er helvedes velfortjent.

Junkyard Drive – Black Coffee
Solid no-bullshit hard rock fra danskerne. Et album der bl.a. sikrede Junkyard Drive en plads på årets Sweden Rock Festival. Bundsolid hard rock fra start til slut.

Baest – Danse Macabre
2018 har været Baest’s helt store år. En signing med Century Media kom i hus, features i div. mainstream medier, ligesom flere store tours bl.a. som support for bl.a. Abbath og en egentlig headliner tour med I’ll Be Damned gav Baest luft under vingerne. Og nå ja, så udkom bandet’s debut “Danse Macabre” jo også. Et ganske fint old school death metal udspil, der viser et Baest i fin form, men som også understreger, at der hvor Baest’s magi for alvor vækkes til live, ja det er nu engang på scenen.

 

ÅRETS NUMMER

Judas Priest – “Rising From Ruins”

Dimmu Borgir – “Alpha Aeon Omega”

The Night Flight Orchestra – “Paralyzed”/”Lovers In The Rain”

Hamferð – “Stygd”

Grusom – “Dead End Valley”

 

ÅRETS KONCERT

Iron Maiden – Royal Arena
Kongerne gik Gud, med et regulært udstyrsstykke i Royal Arena. For fanden da hvor var det fedt! Sign Of The Cross FTW!

Finntroll – Gimle
En større fest end Finntroll på Gimle bliver svær at slå! De finske folk metallere blæste toppen af Tanken og publikum kvitterede med en eksplosion af fest. 

Heilung – Roskilde Festival/DR Koncerthuset
Heilung leverede hele to mesterlige koncerter på dansk grund i 2018. Roskilde Festivals nattekoncert var et tilløbsstykke og ritualet kvitterede med en storslået festivalkoncert. Det gjorde dark-ambient-neo-folk bandet så sandelig også i efteråret, da de foran et udsolgt DR koncerthus ramte plet i deres spirituelle ritual. Heilung er sejt! 

Helloween – Wacken Open Air
Helloween afsluttede deres festivaltour, med et regulært festfyrværkeri på sommerens Wacken. Foran en tætpakket plads kunne de tyske power metal legender modtage dén hyldest, som dét band har fortjent, som de sande grundlæggere af power metal! 

Enslaved – Copenhell
Enslaved’s imponerende koncert på Copenhell var en magtdemonstration ud i smuk og velspillet progressiv viking metal. Bandet har om nogen et katalog der byder på alt fra old school black til smukke progressive toner. På Copenhell, denne sene nat, var vi desværre ikke så mange der oplevede det. Men os der var der fik én på opleveren.

Bobler 

Saturnus – Aalborg Metal Festival
Judas Priest – Sweden Rock/Wacken
Kellermensch – Copenhell
Helloween – Copenhell
Solstafir – Lille Vega
Pain – Sweden Rock
Obituary – Pumpehuset

ÅRETS FLOP

Ozzy Osbourne – Copenhell/Sweden Rock
Man kunne vel i virkeligheden kalde det her for et “Zakk Wylde show of” af værste skuffe. Den perfekte guide til hvordan man ødelægger en koncert.

Machine Head – “Catharsis”
Av for et forbandet skidt udspil fra Machine Head. Tyndbenet og trist. Det bedste i den forbindelse er vel at resten af bandet valgt at stoppe lige efter. Det forstår man sådan set godt.

Therion – “Beloved Antichrist”
De symfoniske legender tabte sutten hårdt på gulvet med “Beloved Antichrist”. 46 numre, 3 cd’er og over 3 timers musik bestående af en mikstur af kedelige riffs og opera. Hvor var pladeselskabet henne, da der skulle siges stop?

Avenged Sevenfold – Copenhell
Fremtidens hovednavn? Jøsses. Avenged Sevenfold’s koncert på Copenhell, må gå over i historien som én af de tyndeste oplevelser i prime time på Refshaleøen. At tænke sig at et amerikansk discount band som Avenged Sevenfold står til, at skulle overtage tronen på den øverste plads på festivalplakater verden over, gør ondt.

ÅRETS GENIALITET

Jakob Stegelmann – Copenhell
Nørdernes paradis er Copenhell. Nørdernes Gud er Jakob Stegelmann. Slåes de to ting sammen opstår der magi. Og det var hvad der skete på sommerens Copenhell.

ÅRETS OPLEVELSE

For mig personligt har det været et år fyldt med spændende (nye) oplevelser. Jeg færdiggjorde min uddannelse og arbejdsmæssigt blev jeg i starten af året ansat på et dansk pladeselskab, der både udgiver metal- og mainstream musik. Det var en stor personlig sejr.
Jeg fik interviewet en af metallens største personligheder – Gaahl – på Aalborg Metal Festival. Det udviklede sig til det længste interview jeg endnu har lavet. Halvanden times spændende snak, der udkommer på Blastbeast inden længe.
Jeg var for første gang på Sweden Rock Festival. Hva’ helvede – har du ikke været på Sweden Rock før?! Nope, men I år skulle det være. Fed, fed festival!
Og så fik jeg i slutningen af 2018 offentliggjort Danmarks nye folk/viking/pagan/black festival “Udgårdsfest”, der afholdes i Pumpehuset d 31 maj – 1 juni 2019. En festival jeg glæder mig enormt meget til at stå i spidsen af, og som bl.a kan præsentere Moonsorrow’s første koncert i Danmark.

DET GLÆDER JEG MIG TIL I  2019
På albumfronten glæder jeg mig til endelig at udgive mit eget bands (Pectora) debut album i første halvdel af 2019.
Desuden er jeg sikker på at Tobias Sammet, med udgivelsen af “Moonglow”, nok skal få udgivet endnu et mesterværk med Avantasia. Og så kommer der jo nyt album med Helloween – med Kiske og Hansen med i troppen!!
Heilung er det sejeste danske band i disse år. I løbet af 2019 udgiver de deres 2’er. Det kan også kun blive godt!

På koncertfronten er der meget at se frem til. Bl.a. Wintersuns første koncert i Danmark på Gimle d 30 august. Og så glæder jeg mig til at skulle opleve Demons & Wizards på Copenhell. En koncert der er ligeså sjælden at opleve på dansk jord som Tool. Demons & Wizards er bare lidt sejere.
Ligeledes skal koncerterne med både The Night Flight Orchestra og Candlemass på Nordic Noise 2019 i Amager Bio nok gå hen og blive to klare højdepunkter!

Det tegner allerede nu til at blive et ganske fornuftigt koncert-år i 2019! Vi ses derude – og forhåbentlig allerede d 5 januar i Pumpehuset og d 12 januar på Atlas, når vi (traditionen tro) byder velkommen til det nye år, med en omgang The New Shit Showcase!