Anomalie i Pumpehuset. Foto: Xenia Kromann

Svenske Naglfar var, efter en dansk tørkeperiode på 12 år, tilbage i København. Det blev en oplevelse for de fåtallige. For mange var vi godt nok ikke i Pumpehuset denne aften. 

“Du bør tage din jakke af. Det bliver varmt i Pumpehuset her til aften.” En venlig anbefaling fra Pumpehuset’s vagt ved indgangen til aftenens koncert. Og ganske rigtigt. Der var rigtig nok tændt op for et hav af stearinlys overalt i den lille sal her til aften. Både på scenen og ved den kæmpemæssige merchandise bod. Stemningen var sat til en aften med black metal i selskab med Naglfar og de to supportbands Anomalie og Schammasch, hvor særligt sidstnævnte imponerende ganske stort.

Men varmt?? Dét blev det nu aldrig helt rigtigt denne aften. Til det var vi alt for få mennesker.

Jeg vil skyde på at vi vel var omkring 150 mennesker i den lille sal denne aften. Nok til at hver og én i publikum ville kunne få en unik t-shirt fra merchandise boden. Og med en kapacitet på 400 mennesker, så det bestemt ikke ud af meget, da Anomalie fra Østrig gik på scenen. I øvrigt for første gang i Danmark. Det synes dog ikke at påvirke bandet, der ret solidt fik sat gang i de black metalliske eskapader. Anomalie og særligt Schammasch var to store oplevelser på hver deres måde.

Schammasch i Pumpehuset. Foto: Xenia Kromann

Begge gør de sig i tonstunge black metal udladninger. Men begge har de samtidig den der sans for at skrive de der episke øjeblikke i musikken der gør, at man finder det musikalsk interessant i længden. Hos Anomalie var det i det stort anlagte kor, at man fandt variationen og dynamikken i musikken, hvor det hos Schammasch var i det kaotiske og flænsende riff arbejde. Schammasch må så sandelig siges at være noget af det mørkeste der findes på den moderne black metal scene lige pt. Tjek dem ud, hvis du endnu ikke er bekendt med dem. Et yderst spændende navn og en åbenlys arvetager hos alle dem der måtte synes, at Behemoth er blevet for store og “populære”.

Hos hovednavnet Naglfar var det derimod ikke skyggen af hverken episk black metal eller noget som helst moderne. Svenskerne gik på scenen og leverede det man kunne forvente af dem. En omgang rendyrket smadret black metal, med en ganske solid punket æstetisk fremførelse på scenen. Som sagt har bandet ikke været i Danmark i 12 år og man kan altså med rette diskutere relevansen for Naglfar i 2018, med deres seneste udspil “Téras” udgivet helt tilbage i 2012. I hvert fald her i Danmark. Den minimale fanskare de har her i Danmark fyldte ikke just meget i Pumpehuset’s ganske store rammer, til en koncert der på mange måder havde gjort sig bedre på eksempelvis Beta.

Naglfar i Pumpehuset. Foto: Xenia Kromann

Heldigvis lod det ikke til at påvirke i hvert fald frontmand Kristoffer W. Olivius synderligt meget. Med sort krigsmaling løbende ned af de svedige kinder, gik frontmanden til stålet, som var der 500 mand i salen. Igennem hele showet lignede han én der kunne eksplodere når som helst. Ingen tvivl om, at med ham i front har Naglfar en energibombe af rang. Alligevel synes Naglfar at klinge hult denne aften i Pumpehuset. Energien de forsøgte at bringe ud over scenekanten denne aften faldt, i store dele af koncerten, totalt til jorden. Bl.a pga det manglende publikum. Og så lignede de resterende bandmedlemmer heller ikke ligefrem nogle, der synes det var videre interessant at stå på scenen denne aften.

Musikalsk var det altså en aften der blev vundet af supporten. Det var derimod også utrolig godt!