Året 2018 har markeret året hvor jeg i mere eller mindre grad har taget et skridt tilbage fra Blastbeast.dk for at fokusere mere på både privatlivet, arbejdslivet men også mine egne musikalske foretagener. Men derfor kan jeg absolut sagtens have en mening om metalåret 2018.
Årets internationale
Sleep – The Sciences
Det legendariske stoner metal band fra USA, der ikke har udgivet noget fysisk siden 2001, tog røven på os alle da de ryddede overskrifter på metal sites verden over og udgav et surprise-album d. 20. april (420, baby) og lyder endnu mere vitale og sprudlende end de nogensinde har gjort.
Cancer Bats – The Spark That Moves
Og for at det ikke skal være løgn, så er årets andenbedste plade udgivet at et band, som OGSÅ udgav et surprise-album d. 20. april. What are the odds? Cancer Bats formåede dog ikke at rydde overskrifter på samme måde som Sleep, hvilket er en kæmpe skam. For Cancer Bats, der i forvejen var et fucking fedt stoner hardcore band, har aldrig lydt federe, end de gør på “The Spark That Moves”!
Slugdge – Esoteric Malacology
Teknisk dødsmetal er ikke noget jeg begår mig fantastisk meget i, men de sneglefikserede gøglere fra Slugdge formår stadig at kilde alle de rigtige steder hvad angår kompositioner så imponerende og tekniske, at jeg næsten helt mister modet på selv at spille et instrument. På den fede måde, altså!
Tribulation – Down below
Fungerer kulsort metal med stærke vibes af syntetisk 80er pop og tidlig 70’er heavy? Jep! Tribulation har på deres seneste to udgivelser, “Down Below” fra i år og forgængeren “Melancholia”, formået at skyde sig selv op i stratosfæren af bands vi uden tvivl kommer til at se mange flere overskrifter fra i fremtiden.
Conjurer – Mire
Et mere ungt og ukendt band på listen, men absolut ikke et som man bør overse. Conjurer spiller tungt. De spiller hurtigt. De spiller melodisk. Men mest af alt så spiller de RIFFS. Stærke og fede riffs i overflod og mange gange bliver de ikke engang spillet mere en en gang. Og det er bare fucking lækkert! Hold øje med det her band!
Boblere:
High On Fire – Electric Messiah
Zeal & Ardor – Stranger Fruit
Yob – Our Raw Heart
Watain – Trident Wolf Eclipse
Daughters – You Won’t Get What You Want
Vein – Errorzone
Cult Leader – A Patient Man
Turnstile – Time & Space
Mantar – The Modern Art Of Setting Ablaze
Krakow – minus
Årets danske
Møl – Jord
International topklasse fra et band, der ikke blot er et af de mest hypede metal bands i Danmark netop nu, men et af de mest hypede metal bands i verden. Og fuldt ud berettiget! “Jord” er en fantastisk plade.
LLNN – Deads
Innovation er noget som man oftest skal kigge langt efter når det kommer til metal, og bands der søger det ender oftest med at være offer for enten deres egen overambition, deres mangel på fokus eller for metalpøblens hårde dom over hvad man må og ikke må som metalband. Men LLNN formår virkelig at overkomme alt dette, og har med “DEADS” udgivet et dystopmisk marreridt af tonstung hardcore med svævende retro-sci-fi synth flader.
Cabal – Mark Of Rot
Tyngde, mørke og brutalitet er svært at finde i lige så stor overflod som på Cabal’s udgivelse “Mark Of Rot”. Et dystopisk og okkult møde som indhyller alt i kulsort intethed så snart det er sat på. Og for satan det holder!
Sunless Dawn – Timeweaver
Teknisk dødsmetal som burde få væsentlig mere opmærksomhed end det gør. Men som det ofte er med kompleks musik, så kræver det også sin tålmodighed at få under huden, men det er det hele værd, hvis man vil lade den!
Slægt – The Wheel
Slægt har bevist, at de ikke blot er en døgnflue på den danske metalscene med den imponerende opfølger på “Domus Mysterium” fra 2017.
Årets numre
Disse er ikke i rækkefølge. Men hvis du vil have en opskrift på en playliste fra året der gik, så led ikke længere end her:
Bring Me The Horizon – Mantra
Graveyard – Please Don’t
Sleep – Marijuanaut’s Theme
Tribulation – Lady Death
Code Orange – Only One Way
Turnstile – Generator
Slugdge – War Squids
Cancer Bats – Gatekeeper
Møl – Vakuum
Mantar – Seek + Forget
Hangman’s Chair – Naïve
Code Orange – 3 Knives
Krakow – Sirens
Årets koncerter
Jeg har ligget på den lade side i forhold til koncerter i år, og kan hverken bryste mig af at have set særlig mange eller huske dem specielt godt.
Her er dem som står klarest i erindringen:
Neurosis – Copenhell
En magtdemonstration fra et band jeg efterhånden troede, at jeg aldrig ville komme til at elske. En af de bedste koncerter jeg har set hele mit liv.
Nine Inch Nails – Roskilde Festival
Perfekt koncert i perfekte rammer. Trent Reznor og co. kan stadig levere en slagkraftig koncert som både er skrøbelig, dansevenlig og hårdtslående.
Crossfaith – Copenhell
Det festlige elektroniske metalcore band fra Japan tog røven på hele pladsen foran Pandæmonium scenen på Copenhell. Alle skeptikere blev overvundet inden for ca. 10 sekunder, og derefter var der kun en af de vildeste fester Copenhell nogensinde har set tilbage.
Frank Carter & The Rattlesnakes – Vega
Meget lig de andre shows han har spillet på jord de seneste par år hvis man tænker virkemidler og energi. Men det gør intet. Frank Carter og hans klapperslanger er et af verdens bedste og mest autentiske livebands netop nu.
Bersærk – Copenhell
De danske darlings fra Bersærk synes slet ikke at være til at stoppe. Og på Copenhell slog de endda publikumsrekord på festivalens mindste scene, Pandæmonium, og havde hver og en fra det talstærke publikum i deres hule hånd med deres iørefaldende dansksprogede stoner rock.
Boblere:
Deftones – Copenhell
Turnstile – Copenhell
Chelsea Wolfe – Roskilde Festival
Satyricon – Copenhell
Boris & Merzbow – Roskilde Festival
Årets oplevelse
Det som ligeledes har gjort, at jeg på mine sene dage her på Blastbeast har holdt mig lidt i baggrunden i forhold til skriverierne er, at jeg har brugt væsentlig mere tid på mit eget band, Dirt Forge. En national tour med Sons Of Death Valley, optrædener på Roskilde Festival, When Copenhell Freezes Over og Uhørt Festival samt 12 shows i udlandet, som vi også er kommet til i år for første gang, helholdsvis Tyskland, Holland og Norge. Det har været fantastisk fedt det hele, men også virkelig tidskrævende!