Heilung i DR Koncerthus. Foto: Lykke Nielsen
DR Koncerthuset lagde lørdag aften lokale til Heilungs første headliner show nogensinde. Lydmæssigt kunne det ikke gøres bedre. Men hvordan fungerer et ritualistisk show, baseret på naturen i sådanne omgivelser?
Fuglefløjt, vind i træerne, rindende vand. Lyden af naturen flyver ud af højtalerne, da vi ankommer til koncerthuset’s smukke sal. Men vi er langt væk fra naturen. Her er ikke skyggen af træer, vind eller ja.. rindende vand. DR Koncerthuset er langt væk fra det primale og naturlige, som Heilung udtrykker igennem sin én time og 40 minutter lange ritual. Vi er langt væk fra den norske skov, hvor vi oplevede Heilung for første gang.
Men hvad salen ikke har af naturligt udtryk har den så i hvert fald i sit musikalske udtryk. For det står klart allerede fra første anslag på skindtrommen i “In Maidjan”, at den kæmpemæssige opsætning, der udgør Heilung, har de ultimative lydmæssige vilkår.
Heilung i DR Koncerthus. Foto: Lykke Nielsen
Alt står krystalklart i det store lydbillede. Alt fra de helt dybe trommeslag, til Kai Uwe Faust’s ondsindede strubesang og Maria Franz skrøbelige og dog alligevel kraftige skønsang. Ja lige til det mindste slag på en knogle, gik skræmmende flot igennem. Det må virkelig være den bedste lyd jeg nogensinde har hørt i Koncerthuset. Og med det som udgangspunkt er det ikke svært for Heilung, at skabe en musikalsk oplevelse af de, helt helt store denne aften. Musikalske højdepunkter er der mange af, som den slagkraftige “Alfadhirhaiti”, hvor vi for første gang oplever det store kriger-kor, samt den messende “Carpathian Forest”. Desuden fik vi denne aften en ny sang, der tyder på, at vi godt kan have store forventninger til det kommende Heilung album, der udgives på Roadburn Festival i 2019. Opfølgeren til “Ofnir” fra 2015.
Heilungs musik er dragende, fascinerende, skrøbelig og slagkraftig på én og samme gang. Et imponerende udtryk, der gang på gang kan give oplevelser til dem der lader sig suge ind i universet.
Men det er et krævende univers at være en del af. Det ritualistiske musik kræver at band og publikum smelter sammen. Det er dét Heilung godt vil opnå. Men her var distancen denne aften til tider simpelthen for stor. Det skyldes ganske simpelt, at koncerten var siddende. Det fungerede i de stille passager, hvor man nærmest kunne læne sig tilbage, lukke øjnene og nyde de stille øjeblikke i musikken, men så snart tempoet røg i vejret og de tranceskabende og gentagende beats bankede afsted ja så savnede man altså et stående publikum, der var langt mere på og i ét med musikken. Dans for fanden, giv slip!
Heilung i DR Koncerthus. Foto: Lykke Nielsen
Det blev der heldigvis lavet om på til sidst, da Kai omsider fik os op af stolene under det ultimative klimaks “hamrer hippyer” . Galskaben var løs. Omsider blev der danset. Omsider kom det primale – også visuelt – til udtryk. Krigerne var på gulvet, klatrede løs på væggene og fik rusket godt og grundigt gang i folk. Tiltrængt og nødvendigt.
Hvis koncerten i Koncerthuset var første gang du oplevede Heilung, fik du en uden tvivl en stor musikalsk oplevelse. Men prøv så at forestil dig hvordan det ville være, hvis stemningen kunne have været som under det sidste nummer i store dele koncerten. Vildt ikk’?
Det kunne være interessant, at lade Heilung spille i en skov eller i én af vores mange parker, næste gang de headliner et show i Danmark. Et show hvor de for alvor vil være i ét med det naturlige.
