Killtown Death Fest 2018. Foto: Weiss
Pumpehuset satte rammerne, da København i weekenden d 6-9 september, stod som samlingspunktet for den helt ekstreme del af undergrundsmetallen, med tilrejsende fra hele verden. Killtown Death Fest var omsider tilbage igen. Savnet har været stort.
Da Killtown i 2014 drejede nøglen om for deres dødsmetal festival var argumentet, at der i undergrunden simpelthen var mangel på de virkelig fede nye bands. Den populære festival ville ende med at genbruge for mange af de samme navne år efter år. Så efter 5 runder blev der takket af.
Det skulle heldigvis blive for en kort stund. For nu i 2018 vendte festivalen stærkt tilbage fra de døde. Det er atter begyndt at sitre med spændende navne i den helt ekstreme del af undergrunden og det er godt set af arrangørende, at de netop i år liver den danske festival op igen.
For det er ikke bare i Danmark, at spændende nye dødsmetal bands, som Taphos dukker op. Også i USA er der, med eksempelvis årets hovednavn Blood Incantation, kommet godt og grundigt gang i dødsmetal scenen. Ligesom Finland i disse år kan bryste sig af de unge gutter i Galvanizer. Disse er blot få eksempler ud af 35 bands, der i år spillede til Killttown Death Fest i Pumpehuset.
Undergrunden lever og det ved de så sandelig også godt i udlandet.
En (nørdet) fest for hele verden
Killtown Death fest 2018. Foto: Weiss
Killtown Death Fest kunne allerede få måneder efter annonceringen af de første navne melde alt udsolgt. Flot og imponerende af en festival, hvis fokus udelukkende er at promovere og fremhæve navne i den helt ekstreme undergrundsmetal. 20 % af billetterne var solgt til danskere. Resten til udlandet. Fans fra hele verden flokkedes derfor til Pumpehuset for, i de her 4 dage, at opleve en blanding af det nyeste nye og en lille håndfuld gamle legender.
Killtown Death Fest 2018 var på alle leder og kanter et kulturelt samlingspunkt for metal nørder fra hele verden. Bands bliver fløjet ind fra højre og venstre, for udelukkende at spille på den éne festival. Det er dét Killtown kan. Det er dét der gør den her festival så speciel. Og det er dét udlandet ved. I år var fokus primært rettet mod den amerikanske scene. Eksempelvis var det første gang man i Europa kunne opleve de amerikanske doom/death metallere Derketa, der altså har huseret i undergrunden siden 1988, men som først nu så deres snit til at flyve over Atlanten.
Til Killtown Death Fest er vi først og fremmest kommet for at høre musik. Tilrejsende er kommet for at nørde igennem i 4 dage. Til bands vi måske ikke kender, men som alligevel imponerende os så meget, at vi simpelthen var nødt til at gå over i merch-boden og købe et bånd til 50 kr efter showet.
Ny lokation – bedre lyd
K-Town miljøet var i disse dage flyttet fra Ungeren i Nordvest og ind til centrum af København, med Pumpehuset som det helt naturlige valg. Spillestedet har en lang og flot historik med dødsmetal, hvor navne som Morbid Angel og Entombed begge spillede der i deres tidlige dage.
Og med Pumpehuset’s vidunderlige Byhave og de mørke koncert mæssige rammer, kunne stemningen fra Ungdomshuset snildt genskabes.
Necrowretch. Foto: Weiss
I Byhaven var der pyntet op med trashy camouflage, store Killtown Death Fest bannere og ild. Udendørs DJ’s sørgede for at musikken spillede, mens der blev drukket bajere, ligesom der var koncerter med de mindste navne på Byhaven’s scene, inden der blev åbnet op for koncerter i den store og lille sal i Pumpehuset . Gennemtænkt og godt planlagt.
Og se, så det kan godt være at bajerne måske er dyrere end i Ungdomshuset, men valget af Pumpehuset betød så også, at vi havde fantastisk lyd til stort set alle koncerter. Langt bedre end hvad Ungerens lydanlæg kan præstere.
Det gjorde det godt for shows med bl.a de franske døds-thrashere i Necrowretch, der torsdag aften serverede en herlig dosis fræs. Disse franskmænd, der udgives på Season Of Mist, stod som ét af årets fineste oplevelser. Side om side med førnævnte Blood Incantation, der headlinede samme aften.
Hurtig død, groovy død, langsom død osv..
Killtown Death Fest er en genrefestival i sin reneste form. Den er sat i verden for at fejre dødsmetallen. Den er sat i verden for at fejre den ekstreme undergrundsmetal. Og selvom dødsmetal er godt og meget dødsmetal kan være rigtig godt. Så er 4 dage med 8-9 timers død nu engang bare en ordentlig sjat. Det kan vitterligt suge kræfterne ud af selv den mest hårdnakkede fan.
Ikke mindst fordi programmet ikke bar synderligt meget præg af variation. Langt størstedelen af de 35 navne lød ganske ens. Noget var hurtigere end andet. Men ellers var udtrykket langt henad vejen det samme. Kunne man have ønsket sig et større og mere varieret udtryk i musikken? Ja, det kunne vi vel egentlig godt? men så igen.. Ville det så være Killtown Death Fest?
Hooded Menace. Foto: Weiss
Tyske Venenum var dog heldgivis den dejlige undtagelse. Slægt’s kommende rejsekamerater leverede festivalens bedste koncert, med deres blanding af død og okkult psykedelisk rock. Et spændende møde, med et band, der virkelig synes at have fundet deres egen lille niche.
Torsdag, fredag og lørdag stod i den hurtige dødsmetals tegn, med store navne som finske Demilich og amerikanske Incantation, som de helt store trækplastre. Søndag var derimod helligt den helt, helt tunge døds/doom metal.
Og jeg skal love for, at da vi nåede natten til mandag og døds-doomerne i Hooded Menace, som årets sidste navn, kunne gå på scenen, lignede størstedelen af crowden vitterligt omvandrende zombier, på vej tilbage i graven. At holde sig igennem 4 dage på Killtown Death Fest er en prøvelse for selv den største dødsmetal fan.
Men hvor er det dog godt at festivalen er tilbage. En genrefestival, der gør hvad den skal. Killtown Death Fest viser vejen for den helt tunge ekstremmetal. Tak for i år! Og vi ses helt sikkert igen til næste år (forhåbentlig!!)