Rosinen i dette års Copenhell-pølseende kommer fra Aleg-One, der fik æren af at opleve nogle af festivalens absolut fedeste koncerter!
Onsdag
Neurosis. Foto: Jannie Ravn Madsen
Neurosis
Den sidste rigtige koncert på opvarmningsdagen skulle amerikanske Neurosis stå for. Og efter koncerten skulle bandet gerne have streget alt hvad der hedder “opvarmning” fra dagen, for hold da op dette var en koncert som var festivalen værdig, og lidt en skam, at alle gæster så ikke havde mulighed for at opleve denne magtdemonstration som bandet leverede. Neurosis er spøjst nok et band som oftest kommer op i samtaler som et band “man aldrig rigtig har sat sig ind i”, og jeg har altid haft det på samme måde. Selvom sludge, doom og tung metal lever i mit blod, så har jeg aldrig helt fanget dette band. Dette fik de lavet om på denne aften!
Setliste, opsætning, lyd, publikum og alt gik op i en højere enhed under dette show, og jeg måtte flere gange under koncerten holde fast i mig selv, og undervejs minde mig selv om, at dette er en af de koncerter som vil blive husket, så fokus skulle konstant være på scenen, på bandet og den mur af støjende vellyd som kom fra scenen. Og med et setliste som bestod kun af numre som ikke er af finde på “de mest populære Neurosis numre” på Spotify ved man, at der er tænkt over sammensætningen af showet. For det virkede! Bandet sluttede af med den intense og episke “Through Silver In Blood” med maner. Intet bullshit. 5 mand på scenen, 5 stillestående spots som lyste statisk på hver af dem. Ikke ét ord til publikum. Kun musikken talte.
Der er ingen tvivl. Dette var ikke blot en af de bedste koncerter jeg har set på Copenhell, det er en af de bedste koncerter jeg nogensinde har oplevet.
Torsdag
Smertegrænsens Toldere. Foto: Thomas Værum Olesen
Nyt Liv/UxDxS/Smertegrænsens Toldere
Torsdagens første koncert(er) er en lidt spøjs og eksperimenterende kaliber. Festivalen havde nemlig gjort klar til en massiv punk/grind/hardcore insprøjtning fra nogle af de varmeste skud på stammen fra den danske undergrund, nemlig hardcore bandet Nyt Liv, grindcore drengene UxDxS og punkbandet Smertegrænsens Toldere. Konceptet bag showet er, at alle bands spiller ca. en halv times tid, og så gik alle bands på lige efter hinanden med minimalt tid til changeover. Super fedt koncept til festivalens mindste scene! Problemet med showet var dog, at Pandæmonium scenen slet ikke er så lille igen. Den er med årene vokset sig kæmpe stor, og den intimitet og nærhed der normalt forbindes med punk- og harcore shows var kun meget lidt tilstede. Nyt Liv var en tur nede blandt publikum og både UxDxS og Smertegrænsens Toldere gjorde deres for at udnytte den store scene og kom også godt i mål! Alle bands spillede tight, det lød godt, og specielt UxDxS leverede en god omgang manisk grind med glimt i øjet!
Alt i alt et fedt show og god start på dagen. Det sidste skud nerve og kontakt var dog det jeg manglede. En svedig aften på KB18 eller Underwerket med samme opsætning og bands ville jeg for alt i verden ikke misse!!!
Parkway Drive. Foto: Thomas Værum Olesen
Parkway Drive
Åh ha, Parkway Drive. How you have forsaken me. Jeg troede, at jeg vidste hvor jeg havde dig, men ak nej. Før i tiden blev I promoveret som “et metalcore band med melodisk tække, der dog ikke tyr sig til skønsang og leflende omkvæd”. Det kan man ikke sige mere. Med pladerne “IRE” fra 2015 og “Revengence” fra i år har band bevæget sig langt mere over mod en mere radio-og stadionvenlig lyd. Og bevares, de har virkelig også fået virkelig mange nye fans og spiller nu på nogle af verdens aller største scener med en opsætning og produktion der kan få de fleste garvede rotter til at tabe kæben. Jeg er der bare ikke. Slet ikke. Det nye materiale er absolut laveste fællesnævner fuldt udstyret med hænderne-i-vejret og klap-i-takt mani. I guder! Og ja, det kan godt være jeg lyder både gammel og sur, men nu forstår jeg for alvor hvordan “deres gamle var meget bedere” kan have så stor en betydning.
Men ja, det er jo trods alt koncerten det skal handle om i dag, og jeg må ærligt indrømme, at det som det nye materiale er skabt for at kunne, det leverede det. Der var eminent crowdkontrol, et stort publikum og Winston McCall fik hele pladsen med. Jeg kunne godt savne lidt flere af de gamle (surprise), men at vi fik deres to bedste numre “Idols & Anchors” samt “Wild Eyes” – det kan også gøre det!
Parkway Drive og jeg er vokset fra hinanden. Og jeg må nok indse, at denne anmeldelse bliver hvor vores veje skilles. Vi kan se tilbage på vores tid sammen med et smil og efter i dag tipper jeg også hatten til det velvoksne metalband der kan samle masserne… men dog ikke uden en bitter smag i munden over den måde de har valgt at forlade alt det som har skabt dem. Fucking Søren Weiss-band.
Zeal & Ardor. Foto: Thomas Værum Olesen
Zeal & Ardor
En af de større satsninger (foruden Igorrr) var de super hypede amerikanske Zeal & Ardor, der på mærkeligt vis blander soul og spirituals med iskold black metal. En blanding som på papiret virket helt hen i vejret, men i praksis fungerer ganske glimrende!
Grundet en last minute aflysning af Skindred blev programmet på festivalen rykket rundt således, at Zeal & Ardor spillede midt om dagen, frem for en sen aftentid som de oprindeligt havde fået tildelt. Og det var altså lidt en skam, for uanset hvor god koncerten kan have været, så kan jeg ikke lade vær med at tænke på hvad mørket havde gjort for deres sjælfyldte musik og knusende metal.
Undervejs fik vi numre fra pladerne “Devil Is Fine” og den nye “Stranger Fruit” og bandets opsætning med forsanger og guitarist Manuel Gagneux i front og de to korsangere Dennix Wagner og Marc Obrist fungerer virkelig fedt, og lur mig om der ikke var en skeptiker eller to blandt publikum som blevet omvendt af Zeal & Ardors præstation denne dag?
Møl. Foto: Thomas Værum Olesen
Møl
Erstatningen for Skindred skulle man dog ikke lede langt efter for at finde. Hverken geografisk eller i forhold til hvor oplagt en erstatning man kan finde (hvis man da ser bort fra den genremæssige forskel). Der skal nemlig ikke herske nogensomhelst tvivl om, at danske Møl er et af de aller mest funklende stjerneskud vi har på den danske metalscene netop nu, og deres take på “blackgaze” (oprindeligt gjort populær af amerikanske Deafheaven og franske Alcest) har været et frisk pust på den internationale metalscene. Og med alle de roser som bandet har fået undervejs, er det også en stor opgave at løfte for et ungt band, og at skulle tage på sine unge skuldre. Der er sket rigtig meget med Møl siden vi præsenterede dem som “The New Shit” tilbage i 2015, og man kan være nok så uenige om det er en udvikling man bryder sig om – personligt er jeg vild med det! Og med deres seneste udgivelse “JORD” i ryggen (fantastisk plade!… men det ved du vel!?) glædede jeg mig meget til at opleve Møl indtage Pandæmonium scenen denne nat.
Det var også med en kæmpe energi at de indtog scenen – de var klar på at tryllebinde og imponere, og vise, at de ikke bare er et ungt hypet band uden indhold og noget på hjertet. For det har de, i spandevis. Med undtagelse af et lydbillede der ikke helt kunne leve op til den lyd der var på pladen så kom bandet også stærkt i mål med et neonoplyst show og energisk indpiskning fra frontmand Kim Song Sternkopf. Det skal nok blive spændende at følge Møl den næste tid, for jeg er sikker på, at de ikke har tænkt sig at sætte farten ned lige foreløbig!
Fredag
Deftones. Foto: Jannie Ravn Madsen
Deftones
Festivalens rigtige hovednavn! Yes! Deftones er efterhånden en institution i sig selv, og et band der for alvor formår at samle folk på tværs af musikalske præferencer. Altså, hvor mange bands kan du nævne som kan spille de store scener på både Copenhell og Northside?
Deftones var kommet for at feste og for at give den gas! Og med den tunge og groovy åbner “Headup” var vi fanme klar! Nummeret fik en lidt spøjs intro pga. nogle tekniske udfordringer, som egentlig bare bidrog til at det hele blev lidt mere intimt og nede på gulvet. Noget som forsanger Chino Moreno også tog til sig da han flere gange ville helt ned og komme tæt på sine fans foran scenen.
Koncerten igennem stod den på en regulær hitparade med en kærkommen overvægt af numre fra de fantastiske “Diamond Eyes” og “White Pony” udgivelser.
Tempoet i koncerten faldt kun en smule undervejs da numre fra den nye og mere afdæmpede “Gore” blev spillet. Men hvad gør det når de slutter hele showet af med Nu-Metal hittet “7 words”??! Min krop kan i hvert fald stadig mærke det – Av av av!
Crossfaith. Foto: Thomas Værum Olesen
Crossfaith
Direkte fra én fest hos Deftones og over til en anden! Et af de livebands jeg havde hørt aller mest positivt om dette år var japanske Crossfaith, som med en blanding af knusende metalcore og pumpende EDM (electronic dance-music for dem der ikke er helt med) kan noget helt specielt, og som i en livesammenhæng skulle være uden sammenligning! Så vi havde da også armeret os med en Jägerbomb i hver hånd (et af Crossfaiths mest populære numre hedder “Jägerbomb”), klar til at lade japanerne vise deres værd, med forventningen om, at deres særegne mikstur af udskældte musikgenrer ville få det lidt svært på Copenhell.
Men så indtog de scenen.
Allerede fra første sekund var man ikke i tvivl. Det her band et kommet for at destruere og danse i asken bagefter! Fuldt udstyret med pumpende basarm i den voldsomme moshpit! Holdaheltopforenenergiudladning!!! Vi vidste ærligt talt ikke helt hvad vi skulle gøre af os selv, hvorefter vi både smilende og måbende måtte kigge på hinanden og overlade os til Crossfaiths kæmpemæssige fest. Og altså, når man som band kan naile et cover af The Prodigys “Omen” og få Copenhells sortklædte metalfolk til at synge, danse, hoppe og springe ved hver en befaling, så gør man noget rigtigt!
Bandet spillede knivskarpt, og hvert et medlem gjorde sit for at festen altid peakede. Crossfaith gav mig den bedst tænkelige mavepuster jeg nogensinde kunne forestille mig… Og jeg danser stadig lidt rundt ved tanken!
Alice in Chains ville ikke have taget billeder…
Alice In Chains
Hvordan løfter et band en opgave der lyder på at komme igen på Copenhell efter at have spillet en af festivalens absolut fedeste koncerter nogensinde? Med løftet pande, stort smil og tung grunge metal, that’s how!
Alice In Chains er et af de bands som har overlevet grungebølgen fra 90’erne aller bedst, og deres musik står ud fra den bøvede slacker-skovmandsskjorte-sky som noget der er sat til at overleve alle trends og tendenser.
Efter Layne Staleys tragiske død af en overdosis i 2002 har det siden 2006 været William DuVall som har overtaget lead vokal rollen for bandet, som han gør både med sit eget take på originalerne og hamrende god energi på nyere materialer. Et virkelig godt match, hvis det endelig skal være!
Vi fik ikke æren af en strømafbrydelse denne gang, men derimod fik vi et arsenal af veloplagte grunge klassikere og nyere sange som viser en stadig frisk form hos de aldrende gutter, som for alvor bekræfter, at ungdom ikke er et krav for at holde energien i gang! Publikum fik spacet sig ud med tunge riffs, store omkvæd og et band som spiller deres musik med en spilleglæde hvor der er svært at tro på, at der er gået over 30 år siden de først fandt sammen. Imponerende!
Bersærk
Bersærk. foto: Thomas Værum Olesen
Meget passende at gå fra Alice In Chains’ stoner-fyldte grunge metal over til et af de mest fremadstormende stoner metal/rock bands Danmark har at byde på lige nu! Bersærk har med deres hedningerock taget Danmark med storm siden de udgav pladen “Mulm” tilbage i 2015. Specielt nok på grund af, at Bersærk vel nok er Danmarks pt bedste liveband lige nu (fight me!) med sprøde riffs fra Lars Evers og kæmpe vokal fra Casper Popp og en fantastisk formåen at komme langt ud over scenekantens rammer.
Dette var der også mange der havde bidt mærke i denne aften på Copenhell. Rigtig mange! Festivalens main boss og chief Jeppe Nissen har også siden udtalt, at han er ret sikker på, at dette har været den koncert på Pandæmonium hvor der har været aller flest mennesker til – stor cadeaux! Bandet tæskede sig igennem numre fra både “Mulm” og den nye skive “Jernbyrd” fra i år, og publikum åd det råt! Bersærk kunne dermed gå sin sejrsgang både på og af scenen, og en helvedes krigerisk sejrsgang undervejs!
Lørdag
Suffocation
Suffocation. Foto: Jannie Ravn Madsen
På årets festival er der ikke meget rendyrket, onskabsfuld dødsmetal. Men når der så endelig kommer noget, så er det da også heldigt, at det er legendariske Suffocation som står for det! Med god solid teknisk dødsmetal blandet med en snas grindcore og masser af tunge breakdowns er det med øksehånd i vejret og nedadvendt surmulemund hele vejen igennem! Suffocation er også pisse dygtige. Teknisk er de i en liga for sig, og formlen de har fundet på effektiv og slammende tech død er virkelig noget jeg tager hatten af for! Specielt også når lyden er så god som den er denne eftermiddag foran Pandæmonium scenen!
Problemet med Suffocation er dog bare, at formlen de har fundet frem til som virker, primært bare bliver copy-pastet til alle numre, og den aktivitet der er på scenen næsten kun bliver stået for af låne-vokalisten Ricky Myers, der normalt sidder bag trommerne i Disgorge. Han gjorde det også ganske fint, ingenting der, men efter jeg har set tre numre tog jeg mig selv i at kede mig noget så bravt, og selvom musikken egentlig tiltaler mig, og det lyder fucking sprødt, så var det lidt som om jeg åndede lettet op da koncerten lakkede mod sin ende. Alt i alt en fin koncert, men den går nok i glemmebogen inden længe.
Corrosion Of Conformity
Corrosion of Conformity. Foto: Thomas Værum Olesen
Sol på himlen -check! Øl i hånden – check! Masser af fuzz fra PA’et – check! Legendarisk stoner rock på scenen – Mega check! Corrosion Of Conformity er et af de stoner rock bands som er i toppen af stoner-pensumlisten sammen med Kyuss, Sleep, Down og Electric Wizard! Siden hardcore punk-rødderne tilbage fra 1982 blev revet op og ikoniske Pepper Keenan kom med i bandet, har Corrosion Of Conformity stået for udødelige sump-klassikere som “Clean My Wounds” og “Albatross”, der både gør sig godt på de store scener og når man arm i arm synger i kor nede på værtshuset.
Bandet var også i flyvende topform denne dag på Copenhell, og et skud solid stoner rock var lige det vi havde brug for denne dag! Pepper Kennan var både storsmilende og langede det ene solide rocknummer ud over scenen efter det andet, som til sidst kulminerede i en extended udgave af førnævnte “Clean My Wounds”, hvor publikum fik riffs galore og hooks som kunne synges med på til langt ud på natten.
Senest jeg så Corrosion Of Conformity var på Roskilde Festival tilbage i 2015, hvor Pepper Keenan netop havde vendt tilbage til bandet efter en pause, og set i bakspejelt har han nok lige haft noget rust i leddene som skulle slibes væk inden topformen igen kunne komme frem. For selvom rammerne med støv, sol og rock var de samme, så var bandet langt mere veloplagt denne aften – og tak for det!
Satyricon
Satyricon. Foto: Jannie Ravn Madsen
Der gik et sug af undren igennem kroppen, da det først blev annonceret fra Copenhells side, at det stilskabende, legendariske og skelsættende norske black metal band Satyricon var blevet sat til at spille på festivalens aller mindste scene i bedste sendetid… But… How!?
Lad mig sige det sådan, det er utroligt heldigt at Pandæmonium scenen i år er vokset sig så stor som den har, for de cojones der sidder på de bandmedlemmer i Satyricon ville ikke kunne tage sig til takke med mindre! Alt spillede max under denne koncert. Hovedkræfterne i bandet stak som forventligt ud, hvor frontmand Satyrs crowkontrol og energiske (i hvert fald for genren) fremtoning samt trommeslager Frosts umenneskeligt knivskarpe og imponerende trommespil fik flere til at gå måbende derfra!
Undervejs i sættet fik vi mavepuster på mavepuster af både nyt og ældre, hvor især “Black Crow On A Tombstone”, “Now, Diabolical”, “Fuel For Hatred”, “Mother North” samt afslutteren “K.I.N.G” fik sat gang i en af de vildeste moshpits jeg nogensinde har set på Copenhell. “Let me see an old school violent mosh pit!” blev også befalet af Satyr. Og folk adlød! Publikum – gik – til – den! Men hvad mindre end storhed kan man i realiteten forvente af et af black metal/rocks aller stærkeste bands?