Copenhell 2018: Weiss

Så gik turen for 9. gang til Refshaløens betonunderlag. Copenhell 2018 vil først og fremmest huskes for festivalen, hvor der ingen regn kom, da musikken spillede! For første gang nogensinde! 

Og så vil den huskes for sin warm up dag, en musikalsk flot bredde i programmet og hovednavnene, der skuffede gevaldigt.

Onsdag:

L7 (Pandæmonium)

For første gang i Copenhell’s nu 9 år lange historie var der arrangeret Warm Up dag om onsdagen. Det betød i virkeligheden, at Copenhell her i 2018 bedst kunne beskrives som en begivenhed over nu 4 dage. Onsdag var Pandæmonium, og området ved Pandæmonium, nemlig blevet taget i brug. Og et af de bands, der var blevet booket til denne warm up dag, var garage/grunge rockerne i L7. 

Kvindebandet, der siden dannelsen i Los Angeles i 1985 har gjort sig i punket grunge rock, skulle forsøge, at tænde op i festen foran det ganske talstærke publikum.  L7 gik i virkeligheden i opløsning i 2001, men Donita Sparks, Jennifer Finch, Suzi Gardner og Demetra Plakas øjnede i 2014 chancen for en gendannelse af bandet. Og denne har så altså nu varet ved lige siden. 

På Copenhell fik damerne godt og vel 55 minutter til at levere det, der aldrig rigtig helt blev den helt store oplevelse. Et semi-interessant punkrock show, der aldrig helt peakede. Selvom lyden var høj og intensiteten var tilstede, så havde Donita Sparks og co. altså svært ved at få rigtig fat i publikum. 

Måske størstedelen af Copenhell’s publikum bare ikke var klar på en omgang punket garage rock? Ikke desto mindre gik sange som ’Fast and Frightening’ og ’Pretend We’re Dead’ fint igennem. Men det blev bare aldrig den helt store musikalske eller koncertmæssige åbenbaring. 

 

 

 

Mustasch (Pandæmonium)

Hvor L7 aldrig trådte rigtig i karakter, tog det derimod ikke lang tid for Ralf og co. i Mustasch, at bringe heavy rock festen op i kog. Efter en kort pause var det blevet svenskens tur til, at begive sig i kast med Pandæmonium.

Mustasch svingede fedt og modsat deres gyngende stive fuldemands koncert på Copenhell Metal Cruise på Olsobåden i oktober, var det et fokuseret og tight Mustasch, som vi så på scenen denne aften. Med trekløveret bestående af “Lawbreaker”, “Bring Me Everyone” og “Tritonus (Prelude)” fik svenskerne sparket koncerten godt i gang. Desværre til en lige lovlig lav lyd, der godt kunne have været mere massiv. Det var ikke nær så højt som til L7. Havde det været det, kunne det hele have været blevet endnu bedre end det blev. 

Mustasch er ikke et band, der har produceret tonsvis af hits og klassikere i løbet af deres karrierer, men når dem de så har endelig kommer, så lander de også skarpt og præcist. Således blev “Double Nature” koncerten’s absolutte højdepunkt, sammen med den afsluttende “I Hunt Alone.” Efter godt og vel en time kunne Mustasch takke af, efter en herlig fest i riffets højhellige tegn! Tak for den!

 

 

 

Torsdag:

Nightwish (Helviti)

Det er blevet torsdag og dermed festivalens første fulde dag. Et af torsdagens største navne – Nightwish – gik på Helviti scenen foran et stort fremmøde. Et fremmøde, der med sikkerhed bestod af et miks af fans med store forventninger og andre, mere hardore metallere, der med korslagte arme, på ingen måde kunne forstå hvordan fann’ Copenhell dog kunne bilde sig ind, at booke et symfonisk metalband som Nightwish på en “metal”festival. 

Men her stod de altså.  Det legendariske symfoniske metal band, på Copenhell, for første gang. Ført an af den hollandske sangerinde, Floor Jansen, kom vi godt rundt i det symfoniske bagkatalog på denne “Decades World Tour”. En tour der ser bandet bringe deres helt gamle sange til live på festivaler som Hellfest, Wacken og Bloodstock denne sommer.

På Copenhell havde finnerne fået en tid i dagslys. Ikke helt optimale forhold for det store Nightwish show, der ellers normalt plejer at nyde godt af headliner slots i mørke, på de store festivaler. Således fik vi da også taget en del af showets intensitet ud af koncerten på den bekostning. Men modsat bandet, der skulle indtage Helviti efter Nightwish, ja så har Nightwish altså de sange, der kan løfte koncerten, uden det helt store show.

Bevares. De store skærme på scenen komplimenterede rigtig fint Nightwish’ bombastiske udtryk, med et gotisk touch, der gik hånd i hånd med sange som “End of All Hope” , “Wish I Had an Angel” og den smukke og sjældent spillede “Come Cover Me” fra “Wishmaster”. 

Desvære var det dog for ofte, at Floor Jansen’s vokal forsvandt i det det store lydbillede og man savnede noget mere power fra den ellers så sikre sangerinde. Men selv på en dag, hvor Nightwish ikke bringer det helt store show med sig, er de fortsat i en liga for sig selv på den symfoniske metalscene. Det blev én gang for alle slået fast under showets, på alle tænkelige måders højdepunkt “Ghost Love Score”, hvor Floor Jansen atter fik bevist sin, i særklasse, imponerende vokal. Det lange progressive nummer fik solen til at bryde frem bag den store B&W hal. Perfekt timing til det helt store klimaks i koncerten.

Solidt, Nightwish. Hverken mere eller mindre!

 

 

 

Arch Enemy (Hades)

Og så skal jeg satme love for, at der blev smækket igennem. Det er vitterligt længe siden, at jeg har oplevet Arch Enemy høvle så meget igennem, som de gjorde denne aften på Hades. Nuvel det skyldes så nok også det faktum, at Hades, under denne festival, har leveret en gennemgående fantastisk lyd. Tungt og massivt var det i hvert fald til Arch Enemy, der musikalsk gav os alle et solidt spark i røven. 

Så må man tage med, at Alissa White-Gluz’ interaktion med sit publikum virker så standardiseret og rutinepræget, at man på ingen måde tror på hende, når hun siger, at vi er fede at spille for. Men fuck nu det. Arch Enemy tog sgu’ virkelig røven på mig denne aften – musikalsk!

Det var en sand fryd at opleve Jeff Loomis’ fantastiske guitarspil, i tæt samarbejde med den anden guitarist Michael Amott. Det her var altså en metallisk levering med millimeter præcision denne aften. Tight og svingende melodød, fra den gamle skole, hvor pitten eksploderede allerede i tredje nummer under “My Apocalypse” og hvor den nyere “The Eagle Flies Alone” fik godt gang i nakkemusklerne!

Sejt!

 

 
 
 

Avenged Sevenfold (Helviti)

Jeg vil så forbandet gerne kunne forstå og ikke mindst acceptere, at Avenged Sevenfold er blevet så store nu, at de kan headline stort set samtlige major festivaler i Europa og i USA. Det er så stort et navn, at man skulle tro, at de kunne noget ud over det sædvanlige. At de lige har det dér ekstra, der skal til, for at kunne gøre netop lige præcis dét. 

På Copenhell viste de bare atter engang, at de simpelthen ikke har det format der skal til, for at kunne begå sig i toppen. Musikalsk var Avenged Sevenfold af svingende kvalitet, da de som det første hovednavn gik på Helviti i primetime. En lille håndfuld sange som den solide progressive åbner “The Stage” og de fine “Hail To The King” og “Nightmare,” kunne dog finde glæde ud til de første 5 rækker. Og så skal de være glade for, at de med en lead guitarist som, Synyster Gates, rent faktisk har en guitarist i verdensklasse. 

Men når man nu på forhånd ved, at ildkanonerne og det helt store festfyrværkeri ikke må komme ud af kassen denne dag, så gør dog i det mindste et forsøg på, at gøre showet bare en lille smule interessant alligevel. F.eks med en lille bitte, bitte, bitte smule mimik. En lille smule (spille)glæde måske? Bare lidt…

I stedet blev showet atter engang (som det ligeledes var tilfælde i Royal Arena) hæmmet af en alt for stor amerikansk arrogance, der simpelthen ikke kan bruges, når man som band kommer til Europa som headliner. Der var dømt stoneface på samtlige medlemmer, der mest af alt lignede nogle der igen, igen ville ønske de kunne pakke tasken og rejse hjem til USA hurtigst muligt igen.

For fann’ M Shadows og co. I har gennemspillet USA på alle leder og kanter med forbillederne i Metallica. I ved hvad der burde virke. Så gør det dog. Hvor svært kan det være?? 

Der er brug for navne, der kan føre den hårde rock videre, når de gamle stopper. Der er brug for disse nye navne der kan headline fremtidens festivaler. Men behøver det lige at være Avenged Sevenfold? Der må simpelthen kunne findes bedre alternativer, der ikke får folk til at forlade en koncert med en headliner, som tilfældet var på Copenhell. Please… 

 
 
 

Fredag

 

Auðn (Hades)

Fredagens første navn på festivalens anden største scene, var islandsk black metal. Leveret af nogle af de ypperste indenfor genren lige pt. 

Auðn er kommet langt efter de i 2016 vandt den islandske Wacken Metal Battle finale og derfor spillede på Wacken Open Air samme år. Siden har islændingene skrevet pladekontrakt med Season Of Mist, udgivet deres andet album og har spillet på en hulens masse forskellige festivaler, som Inferno i Norge og Roskilde Festival sidste år. 

Nu var turen så kommet til Copenhell. Desværre dog ikke på det mest humane tidspunkt for et hårdtslående black metal band fra det kolde nord. Men på trods af sol og en smule blæst, kom Auðn helskindet igennem mødet, med det i øvrigt ganske pæne fremmøde. 

Musikken fik lov til at tale sit klare og tydelige sprog og eftersom gutterne i Auðn jo på ingen måde gør brug af hverken corpse paint eller nitter, for at styrke deres helhedsindtryk, er det på det visuelle plan ikke nogen udfordring for dem, at spille i dagslys. Showet virker uanset hvilket tidspunkt de spiller. 

På Copenhell var den største udfordring så afgjort sidevinden, der flere gange forsøgte, at blæse islændingene’s hurtige blastbeats omkuld. Den atmosfæriske black metal havde tydeligvis udfordringer med lyden denne eftermiddag. 

Men med et sammenbidt udtryk og en viljestærk frontmand i Hjalti Sveinsson fik han og resten af Auðn guidet os sikkert igennem koncerten, med den på én gang både smukke og ekstreme black metal, der toppede med den afsluttende “Þjáning heillar þjóðar” fra debutten!

Fedt med et nyt black metal band, der fortsat holder fast i de gamle dyder fra Bathory, men som samtidig ikke er bange for at kigge fremad.  

 
 
 

 
Orm (Pandæmonium)

Auðn var dog ikke det eneste black metal band, der havde fundet vejen til Copenhell denne fredag eftermiddag. Tiden var nu inde til, at danske Orm kunne indtage den forvoksede Pandæmonium. Det gjorde danskerne med oprejst pande og med den måske bedste lyd, jeg endnu har hørt på Pandæmonium.

Lassse Ballade skal i den forbindelse have al den credit han kan få, for det massive lydbillede, som Orm havde at arbejde med denne eftermiddag. 

Danskerne bringer måske ikke så meget nyt på banen, i den efterhånden godt og grundig gennemtæskede black metal genre. Men alligevel vinder bandet stærkt på deres musikalske håndværk, der særligt live løfter sig gevaldigt, i miksturen af hårdtslående og atmosfærisk black metal, der groover fantastisk godt. Og netop groovet synes at være Orm’ sande styrke. Man fornemmer at dele af bandet tidligere har gjort sig i dødsmetal.

Orm’s black metal svinger simpelthen som ganske få. Og jeg siger dig, når først groovet fra dette band, har sat sig i kroppen på dig, er det umuligt at stå stille. 

 

 

 

Graveyard (Hades)

Med udgivelsen af “Peace” mente vi her på Blastbeast, at Graveyard havde fundet formen igen. På plade er der ingen tvivl om, at de svenske retrorockere er tilbage på toppen. Spørgsmålet var så bare, om de også live havde fundet formen frem igen. 

Jeg tror vi er mange der kan blive enige om, at deres seneste koncert på Copenhell i 2014 var en sjasket omgang ligegyldig rock, uden hverken nerve og intensitet. I år skulle der forhåbentlig gøres op for det. Svenskerne havde i år fået Hades og ikke Helviti. Allerede dér var vi et pænt stykke fra deres sidste koncert. Den mindre scene klædte svenskerne langt bedre. 

Men alligevel synes svenskerne ikke rigtig at bide fra sig. Det er som om Joakim Nilsson og co. ikke rigtig tør at give slip og lade vildskaben i rockmusikken rive sig løs. En koncert med Graveyard er i høj, høj grad en energiforladt oplevelse, hvor indadvendtheden står i skærende kontrast til hvordan musikken i virkeligheden burde blive præsenteret. 

Det er åbentlyst svært for Graveyard at opretholde intensiteten og få sit publikum til at holde fokus igennem en hel koncert. I virkeligheden tror jeg, at et show med Graveyard vil passe langt, langt bedre i en indendørs klub, end på en open air scene, foran et feststemt øl-drikkende publikum midt i prime time. 

 
 
 
 

Kreator (Hades)

At man i år havde valgt at placere Kreator på Hades, efter deres magtdemonstration på Helviti i 2015, kan måske undre en del.  Men nuvel. Kreator havde i år fået en tid i primetime på Hades og fremmødet var selvsagt stort. Meget stort.

Med altid træfsikre “Phantom Antichrist” går Mille og co. til angreb på Copenhell. En bedre start kunne vel næppe ønskes? Herefter går der “Hail to the Hordes” og “Enemy of God” i den. Og ærlig talt, med en så solid musikalsk start i setlisten, burde man tro, at publikum var på med det samme. Men der skulle faktisk gå et par numre, før festen for alvor kom i omdrejninger og den første store circle pit blev sat i gang.

Det skyldes måske den halvflade lyd, der prægede første del af koncerten og det faktum, at det virkede som om, at bandet lige skulle spille sig ordenligt varme, i den kolde sommeraften. 
Men da tysken så endelig var blevet varm, ja så var der sgu heller ingen vej udenom. Thrash festen blev sikret under så solide baskere som “Phobia” og “Hordes of Chaos (A Necrologue for the Elite)” og selvom det ikke var den bedste koncert jeg har oplevet med Kreator (her vinder Roskilde 2013 og Copenhell 2015 så afgjort stadig), så var det bestemt ikke en ringe koncert Kreator leverede. 

Kunne de dog bare sparke idéen om at Satan er virkelig, helt ad Helvede til, så ville sætlisten sågar også have stået endnu skarpere. 

Det var ikke den bedste koncert jeg har oplevet med Kreator. Men når et band har så højt et bundniveau, som det Kreator altså har, så gør det heller ikke det store. 

 

 

 

Ozzy Osbourne (Helviti)

Copenhell’s ubetinget største hovednavn var i sagens natur Ozzy Osbourne. Den legendariske frontmand indtog Copenhell, som et led i hans omfattende afskedsturné, der ser Ozzy, Zakk og co. spille Europa tyndt denne sommer. Eksempelvis så undertegnede ham også på Sweden Rock Festival tidligere på sommeren. 

Koncerten på Copenhell var fuldstændig identisk med den på Sweden Rock. På godt og ondt. Ozzy var stadig lige så sej, og næsten mere tjekket og – ikke mindst – bedre syngende, end han har været i de seneste mange år. Lead guitarist Zakk Wylde derimod… ja han var så lige præcis alt det Ozzy ikke var. 

Sætlisten bar præg af et klassisk set med Ozzy. Én efter én blev de træfsikre hits skudt afsted. “Bark at the Moon” , “Mr. Crowley” og “I Don’t Know” stod for koncertens åbning, inden vi “desværre” skulle runde et af Sabbath’s uddødelige slagere med “Fairies Wear Boots”. At Ozzy vælger at spille numre fra Black Sabbath perioden kan virke uforståeligt, med tanke på, at manden selv har en perlerække af sange at tage fra af bagkataloget. Samt det faktum, at Black Sabbath jo næsten lige har været på farveltour. Herunder på Copenhell i 2016.

Den helt store problematik opstår derimod, når denne gyldne sangskat med død og pine skal rives rundt i Zakk Wylde’s hjernedøde guitar-onani-helvede. Misforstå mig ikke. Zakk Wylde har lavet nogle fantastiske plader med Ozzy. Jeg elsker f.eks “No More Tears” albummet. Men i dag er Zakk Wylde på alle leder og kanter en skygge af sig selv. Spillet er uhyre sjusket. De utallige harmonic pinch er trættende og altødelæggende for de klassiske sange. Fokus er efterhånden så langt væk fra det perfekte udtryk, at det virker fuldstændig formålsløst, at have Zakk Wylde med som spadesvinger. Ozzy havde i dag været tjent langt bedre med en anden guitarist.

Men Ozzy har brug for en profileret musiker, så han har nogle at støtte sig op af.  Og det må man sige Zakk Wylde kan for ham. Altså det der med at støtte. For ca. halvvejs i sættet skulle Ozzy ud og have sin obligatoriske pause, og så var alt ellers lagt i Zakk Wylde’s hænder. Det blev til ca 20 minutters overdrevet guitarsoli, som vi alle havde været tjent bedst med uden. Sikkert i virkeligheden også ham selv.

Se, på den her anmeldelse lyder det jo nærmest som om, at det var Zakk Wylde, der stjal billedet. Desværre er det også ganske rammende. For selvom Ozzy, traditionen tro, gentagende gange kaldte os alle “number one” og sang ganske fint, så var det gang på gang Zakk Wyld, der satte momentum i det enorme guitar lydbillede, der sjaskede sig igennem de legendariske sange, uden nogen sans for det der  “less is more”.

Feelingen var væk og kors hvor man dog savnede Iommi. 

 

 

 

Enslaved (Hades)

Det er aldrig nogen let opgave, at skulle spille efter det ultimative hovednavn og fremmødet foran Hades, da Enslaved gik på, var da også krympet gevaldigt i forhold til hvordan det var tidligere på dagen. Det var simpelthen en skam, at der ikke var flere, der blev tilbage for at opleve det norske vikinge/black/progressive metalband. 

Men os der var blevet, var vidne til det jeg vil kalde festivalens absolut bedste koncert. Da klokken slog 00.45 præcis gik Enslaved nemlig på scenen og leverede en imponerende opvisning ud i tidlig black/viking metal og over til det progressive udtryk, som nordmændende primært gør sig i i dag. 

Enslaved er sammen med et band som eks. Primordial et af de bands, der fortsat holder fanen højt for black metal, med et anderledes udtryk.  Og dragende var det satme allerede fra da det første anslag satte i på åbningsnummeret “Roots Of The Mountain, ” fra bandet’s forrige udspil “RIITIIR”. Nummeret står som et af Enslaved’s flotteste værker nogensinde, men ikke ét de spiller så ofte. Det 10 minutter lange progressive black metal udspil, var på mange måder et overraskende valg af åbningsnummer. Et nummer der består af så mange dele og brudstykker, at man skal holde tungen lige i munden, for at kunne følge med nordmændende. Men det fungerede perfekt og det formåede faktisk, at sætte den helt rette stemning, i forhold til hvad der ventede os i løbet af resten af koncerten.

Fra “Roots Of The Mountain” og til “Ruun”. Den her åbning kunne simpelthen ikke gøres bedre. Med valget af “Ruun” som andet nummer, var Enslaved tydeligvis stålsat på at levere det bedste af det bedste. Og da nummeret gik i gang, var der dømt kollektiv headbanging fra første til sidste række. Det så fantastisk ud og det føltes så rigtigt. 

Ingen tvivl om at fokus var på det nyere Enslaved denne nat og vi skulle da også helt hen mod slutningen, før et nummer som “Allfǫðr Oðinn” fra “Hordanes Land” røg ud over scenekanten.

På det tidspunkt havde Enslaved allerede overbevist os alle. Ingen tvivl om, at vi var vidne til et af årets største øjeblikke på Copenhell. Mægtige Enslaved! Sådan skal det gøres!

 

 

 

Lørdag:

Jakob Stegelmann (Helviti)

Sol, sommer og Jakob Stegelmann. Det lyder som den perfekte kombination. Og det var det sådan set også. Troldmanden fra troldspejlet havde inviteret Aarhus Symfoniorkester et smut forbi Refshaleøen, for at give en klassisk koncert, med alt hvad den kunne trække, af musik hentet fra det enorme fantasy-univers. Det lade sig være musik fra spillefilm, tegneserier, konsolspil og tegnefilm. Og hvilken koncert det dog blev! Aldrig har der været så mange mennesker så tidligt på Copenhell. Sikken et scoop! 

Selv havde undertegnet fundet sig til rette på bakken. Det virkede som den perfekte siddekoncert. Og hvor var det dog en fornøjelse, at blive guidet igennem den time lange koncert, med en storsmilende Jakob Stegelmann i hopla og med et orkester, der spillede musik fra ens barndom og teenage-år. Det var på én gang både rørende og hamrende morsomt, at være vidne til denne koncert. 

Hvornår fann’ har nogen nogensinde gået amok i en pit til temaet fra Super Mario eller til Tom & Jerry? Ja, den havde jeg godt nok ikke set komme. Men på Copenhell gav det mening og jeg er sikker på, at Aarhus Symfoniorkester har fået en oplevelse for livet, som de aldrig nogensinde vil glemme.

Hele seancen blev afsluttet med Troldspejlets legendariske kendingsmelodi. Alle der sad på bakken rejste sig nu op og gav den helt store og velfortjente applaus til Stegelmann og orkestret, der blev hyldet, som de store helte de altså var, denne tidlige lørdag eftermiddag. 

Absolut rørende! En genistreg af Copenhell!

 

 

 

Kellermensch (Hades)

Få rockbands herhjemme kan det som Kellermensch kan. De er unikke på så mange punkter. Både rent musikalsk, men så sandelig også på scenen.

Flere undredede sig over hvordan Kellermensch dog kunne være blevet booket til Copenhell? Man mente ikke, at de var hårdere nok. Det reelle faktum på festivalen var så blot, at Kellermensch var det danske navn, der uden videre sammenligning hev den største crowd til Hades. Med længder faktisk. 

Der var proppet i området foran Hades da Sebastian Wolff, Christian Sindermann og resten af Kellermensch indtog scenen, med deres alternative tag på den hårde rock. En type af rockmusik, der rammer bredt, uden de dog på nogen som helst måde, giver afkald på det stærke kunstneriske udtryk. Man tror simpelthen på det, når Wolff ligger og roder rundt på scenen i arrigskab. Man tror på det had og de følelser der sidder uden på tøjet, når han med sin smertende smukke vokal synger Kellermensch helt til tops. 

Og så har Kellermensch det lille X faktor, som ikke ret mange andre danske bands har herhjemme; de kan finde ud af, at skrive et omkvæd. De skriver kort og godt gode sange. Det har bandet så sandelig vundet stort på ved sidste års fantastiske udspil “Goliath.” Herfra gik numre som “Bad Sign” , “The Pain Of Salvation” og ikke mindst den fremragende “Mediocre Man” rent ind på lystavlen. 

At vi har et band herhjemme, der på den samme sommer, kan blive booket til både Northside, Copenhell, Wacken og Tønder Festival er noget vi bør være stolte af. 

 

 

 

W.A.S.P (Helviti)

Med W.A.S.P på Copenhell var der tidligt lørdag aften dømt klassisk 80’er heavy af fineste skuffe. Blackie Lawless kan, på trods af alder og et par ekstra kilo på siden, fortsat ramme plet på stort set samtlige vokalfraseringer. Ganske imponerende må man sige. Og når frontmanden så samtidig har et velspillet band med sig, hvor særligt guitarist Doug Blair viste høj, høj kvalitet, ja så kan det aldrig gå helt galt. 

Fokus hos W.A.S.P var denne aften lagt på albummet “The Crimson Idol”. Herfra fik vi “Arena of Pleasure”, “The Idol” og en mesterlig udført udgave, af min personlige W.A.S.P – favorit “Chainsaw Charlie (Murders in the New Morgue)”. 

Selvom W.A.S.P leverede musik af høj kvalitet, var det alligevel svært for dem, at få publikum med. Om vi var trætte efter 3 dage på Copenhell, eller bandet simpelthen spillede så meget på rutinen, at det fløj lige over hovedet på publikum, skal jeg ikke gøre mig klog på. Måske det var en kombination af begge? Men stemningen var ikke hvor den burde være. 

Først da de uundgåelige hits “Wild Child” og “I Wanna Be Somebody” sendte Copenhell i kollektiv fællessang, vendte stemningen og festen kunne for alvor slippe løs. Her var det desværre bare lidt for sent. Bandet spillede godt, men rutinen var åbenlyst slået til. 

 

 

 

 Helloween (Helviti)

Hvor festen haltede en smule til W.A.S.P på Helviti, var Helloween klar på at få den op i rette gear igen. Power metal er notorisk kendt for at være en genre, der virkelig har det hårdt i Danmark. Men en festival som Copenhell har i de senere år været med til at skubbe den farverige genre i den rigtige retning, mod et større og større publikum. De seneste par års koncerter med bl.a. Blind Guardian og Powerwolf er glimrende eksempler på netop det.

Med Helloween på årets plakat blev power metallen på Copenhell dog taget til helt nye højder. De tyske legender var samlet med de oprindelige medlemmer guitarist Kai Hansen og sanger Michael Kiske. Medlemmer fra dengang Helloween udgav de legendariske “Keeper Of The Seven Keys I & II” i 1987 og 1988. Albums der satte europæisk power metal på det store metalliske landkort. 

På Copenhell var der dømt store smil og glade dage, under Helloweens godt og vel halvanden time lange koncert.  De to sangere Michael Kiske og den nuværende Andi Deris komplimenterede hinanden på fornemmeste vis, med flotte vokalharmonier i det helt lyse register og begge fik de sat deres aftryk på godt og vel 30 år med Helloween.

Scenen var flot opsat, med et stort græskar podie, hvor på det gigantiske trommesæt, med hele 4. stortrommer var placeret. Det er vel power metal? Så det skal naturligvis være overdrevet. Og lad mig da bare sige det med det samme: til denne koncert blev der nedlagt uendelig mange drager.

Lige fra åbnerne “Halloween” , “Dr. Stein” og “I’m Alive” og til nyere powerbaskere i “Power” og “If I Could Fly”, der trods alt har 18 år på bagen. Så det var altså et herligt old school sæt Helloween havde med til os denne aften, der dog peakede, da bandet’s oprindelige sanger, Kai Hansen, overtog vokalen og satte i med et klassisk sæt fra debutten “Walls Of Jericho” fra 1985. Her fik vi et medley af “Starlight / Ride the Sky / Judas / Heavy Metal (Is the Law)”, der omgående sendte os alle i speed metal heaven. 

Og hvordan runder man så en fest af? Det gør man med et trekløver bestående af “Eagle Fly Free”, “Future World” og hittet over dem alle: “I Want Out”, der sikrede en af festivalens største fællessange. 

Skulle Helloween nogensinde spille på Copenhell, så var det i år, med denne geniale opsætning. En af festivalens helt rigtige bookinger. Kom snart til Danmark igen!!

 

 

 

 Alestorm (Hades)

Hvordan beskriver man bedst den fest, der gik ned på Hades under Alestorm? Ord kan dårligt nok beskrive det. Det var som om en bombe, der eksploderede under publikum, da de skotske pirater, ført an af Christopher Bowes fyrede op under det, der skulle blive festivalens vildeste pit. Der skulle seriøst ikke mere til end åbningsnummeret “Keelhauled” før de første 15 crowdsurfere var oppe og dansen i pitten blev større og større – vildere og vildere.

Den her koncert var decideret fucked up. Men på den bedst tænkelige måde. Lad det være da Christopher Bowes kastede donuts ud fra scenen, eller den kæmpemæssige gule badeand, der udgjorde sceneshowet, og som senere blev smidt ud til publikum – naturligvis til stor begejstring. Hvad pokker det var vi var vidne til her aner jeg ikke. Andet end det hele bare var en kæmpe fest med dans, surfere, piratmetal og bajere. Yes! Hvad mere behøver vi egentlig? 

Piraterne gik planken ud på sange som “Over The Sea” , “Mexico” og den fuldstændig geniale “Fuck You With An Anchor”. Det er så dumt, men alligevel så sejt på samme tid. Lige i den rette ånd, når snakken falder på Christopher Bowes. Og hvem ved – måske vi sågar kan være så heldige, at få Bowes’ andet band, Gloryhammer, på Copenhell næste år? Lad det ske!!

 

 

 

Ghost (Helviti)

At gå fra Alestorm’s vilde fest til festivalens sidste hovednavn, Ghost, var lidt af en omvæltning. Men så alligevel ikke helt. Begge skriver de sange, der er catchy som bare pokker. 

Tobias Forge og Ghost har spillet koncerter non-stop siden de første shows i starten af 2010. Dengang – for 8 år siden – var det hele dog indhyllet i mystik. Hvem var ham den underlige pave, med hans kutteklædte bandmedlemmer, der stod der på scenen i et rum fyldt med røg og røgelse? Det var spændende, dragende, interessant osv osv.

Det var 8 år siden. I dag har Ghost mere eller mindre forladt denne mystik, for derimod at sætte alle sejl ind på, at kunne levere det helt store arenashow. Ghost er blevet et verdensnavn og med det følger de store shows.

Har man dog set Ghost live de seneste par år vil man vide, at koncerten på Copenhell var blot endnu en i rækken af den samme type af koncert, som Forge og co. har praktiseret i i hvert fald 3-4 år nu. Bevares. Papa er skiftet ud med den langt fra ligeså skræmmende Copia, men det er sådan set det. Og så har nye sange som “Rats” og “Dance Macabre” fra det nye album “Prequelle” fundet vej til sætlisten. 

Men Ghost spiller tydeligvis sikkert. Og som hovednavn er der fortsat noget vej til, at de kan holde et show på halvanden time interessant. Det er top professionelt. Bevares. Men måske næsten for professionelt? Koncerten på Copenhell startede i hvert fald med et brag med “Rats”, “Absolution” og “Ritual”, men herfra gik det nedad og kom faktisk først rigtig op igen, da Rocky Ericksons fuldtræffer af et covernummer “If You Have Ghosts” lagde sig tungt over publikum, mod slutningen af koncerten. 

Ryst posen. Gør et eller andet interessant. Den her koncert var for forudsigelig. Vi ved godt, at vi alle, efter ordre af Tobias Forge skal hjem og elske, efter tonerne til “Monstrance Clock” har ringet ud. Det har vi vidst efter de seneste 5 visit, som Ghost har aflagt i Danmark. Nu må det være tid til fornyelse af showet. 

 

 

 

Tsjuder (Pandæmonium)

Hail Satan! Fucking yes!

Da da fleste havde forladt Copenhell gik Tsujder på Pandæmonium. Sammen med Sodom, der spillede samtidig på Hades, var de norske black metallere, det sidste navn på årets festival. Med trve black metal direkte fra det mørke Norge, skulle Copenhell 2018 således rundes af for undertegnede. 

Der er bare noget over Tsjuder’s tag på black metallen der taler til mig. Den skrabede og right-in-your-fucking-face ekstrem metal er så lige på og hårdt, at det føles som om man bliver hakket midt over af økse, mens man rent faktisk står og nyder det. 

Med corpse paint, nitter på størrelse med søm og omvendte kors ligner Tsjuder præcis det man forventer af et norsk black metal band. Væk er alle former for progressive eller atmosfæriske stykker. Tilbage står ekstreme i den rå og upolerede black metal og hvor er det dog rart engang i mellem.

Okay ret skal være ret… klokken halv 2 om natten, efter 3 lange dage på Copenhell, var det ingen let opgave, at komme igennem Tsjuder’s voldsorgie. Vi var ikke mange tilbage, men os der var der fik suget det sidste metal til os. Den mest agressive og vrede af slagsen. 

Tak for i år!