For core-fan, Martin Horn Pedersen, var Copenhell 2018 ikke den største musikalske oplevelse. Men ikke desto mindre blev det da også i år til en håndfuld koncerter på Refshaleøen.
Onsdag:
Turnstile (Pandæmonium)
Turnstile på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Se så vil man sgu frem af! For mit vedkommende startede Copenhell i år ud, med det navn jeg så mest frem til, nemlig Turnstile!
Med tanke på, at dette var en warm up dag, kunne man frygte et meget lille publikum, til et hardcore navn som Turnstile. Heldigvis blev frygten ikke en realitet. Kl. 17.00 indtog Turnstile, Pandæmonium, som i år har haft vokseværk, både i størrelse og så sandelig også i lydstyrke! Om det skyldes, at Turnstille normalt spiller på mindre klubber, eller at det bare er en DIY fuck you hardcore bemærkning ved jeg ikke, men deres velour backdrop, sat sammen med tape, var satme awesome!
Så ved man, at man har gøre med et band der har fokus på musikken og ikke alt muligt andet pjat. Fra første nummer bliver man hevet tilbage til 90’erne og får smidt klassisk hardcore i ansigtet. Så er vi satme i gang og det står med det samme klart, at bandet kan levere varen live. Bassisten og trommeslageren udviser fra start og gennem hele koncerten, et utrolig højt niveau og og bassisten viser da også, at han kan hoppe højre end de fleste.
Med et solidt band og et nyt stærkt album i ryggen, kører frontmand, Brendan Yates, den sikkert hjem. Uanset om det er på ”hits” som ‘Real Thing’ , eller på et nummer som ‘Drop’, Så viser den unge mand, at han har helt styr på det og fysisk er i en form, der gør ham i stand til det!
Publikum gik ikke amok som man kunne forvent til et hardcore show, og særligt i den her klasse, men det kan skyldes, at Turnstille var første band, eller at genren bare ikke er så udbredt på Copenhell. Folk begyndte dog at røre på sig, til sange som ”Fazed Out” og den hårdt rockende ”Generator”. Bandet leverede dog varen fuldt ud og satte standarten højt for Copenhells resterende koncerter. Man må håbe, at festivalledelsen kiggede med og kunne se, at Turnstile var dét band med mest value for pengene, ud fra den musik, der var booket i år. Mere af den slags på Copenhell tak.
Torsdag:
Asking Alexandria (Hades)
Asking Alexandria på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Da jeg gik forbi Hades tidligere på dagen var der ingen tvivl om, hvem det næste band var, da Asking Alexandria stod med store hvide bogstaver på rød baggrund, i 2 etager på scenen. Se dét er sgu en sceneopbygning! Desværre vælger bandet at starte med ”Into the Fire”. Et yderst elektronisk nummer med åbenlys mangel på energi, der faldt helt til jorden, som åbningsnummer. Heldigvis var næste nummer ”Killing You” . En sang med betydeligt mere power, og som virker til at vække folk op til dåd . ” To the Stage” & ”Running Free” er de næste inden vi rammer ” Under Denver” og så går det altså helt i stå! Et par numre senere, går det dog helt galt, da de vælger at spille både “Vultures” & “Someone, Somewhere” akustik?! Stop, stop, stop!
Én ting er at de vælger at gå den elektroniske vej og lidt ned i tempo. Men at lade der gå decideret lejrbålsstemning i showet, med en akustisk guitar, må sgu stoppe. Så var den koncert død og umulig hive op igen, selvom de forsøger med ” The Final Episode (Let’s Change the Channel).” Men det er for sent. Med mere omtanke, kan det nye elektroniske godt kombineres med det gamle, men når man smider en akustisk guitar ind i midten, der ingen mening giver, går det galt. Skuffende oplevelse.
Thy Art Is Murder (Pandæmonium)
Thy Art Is Murder. Foto: Thomas Værum Olesen
Sidste gang Thy Art Is Murder besøgte Danmark gav de alle os i Lille Vega seriøse tæsk, på trods af at frontman CJ ikke var 100% frisk. Så det var med store forventninger til aftenens show, at jeg gik mod Pandæmonium. Der startes god ud med ”Dear Desolation”. Bandet spiller, som altid, virkelig tight og der bliver leveret breakdowns med stor kraft!
Dette er en helt anden verden end de metalcore bands vi tidligere har set denne torsdag. Nu står den på deathcore lige efter bogen. Leveret stærkt af CJ i front, der gør sit for at løfte folk ekstra op. Det betyder naturligvis, at der bliver moshet og crowdsurfet til den helt store medalje blandt publikum, der virker helt klar på, at det nu endelig skal det være brutalt. Det er samtidig en fornøjelse, at CJ denne aften har holdt sig fra platte jokes, men holder fokus på musikken. Det virker!
Den største overraskelse i settet er da de vælger at spille deres cover af Rammsteins ”Du hast” som de har indspillet til ” The Depression Sessions” EPen. Publikum tog godt imod denne brutale udgave af nummeret. Thy Art Is Murder leverede det forventede og fik sparket energi tilbage i publikum, så der kunne køres på samtlige kedler resten af aftenen.
Bullet For My Valentine (Hades)
Bullet For My Valentine på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Kort efter midnat indtog Bullet For My Valentine Hades. Avenged Sevenfold havde netop afsluttet aftenens headliner koncert og nu skulle vi sendes hjem med en omgang metalcore. Der åbnes med ” Don’t Need You” fra det seneste album ”Gravity.” Så er vi i gang og vi får et godt tegn på hvor Bullet For My Valentine har bevæget sig hen i dag. Et sted hvor de laver ufarlig mainstream metalcore.
Det betyder ikke, at det som sådan er dårligt, men det gør det bare væsentlig mere uinteressant for størstedelen af publikum på en metalfestival. Og dét er til at se på fremmødet. Sporadisk får vi lidt action på et nummer som ” 4 Words (To Choke Upon)”, men ellers er der ikke meget at komme efter. Der bliver dog crowdsurfet lidt i ny og næ, men mange vælger at gå hjem undervejs, af den simple grund, at de nye sange simpelthen ikke er stærke nok og ikke synes at kunne bære showet hjem. Bullet For My Valentine får rundet fredagen af med en koncert, der vil gå i glemmebogen med det samme. Ingen vil nok gå decideret skuffede hjem, men lykkelig blev man aldrig af den her oplevelse.
Fredag:
Natjager
Natjager på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Natjager er om nogen et band, der har delt folket siden de kom frem. Nogen har hyldet dem, for at gøre noget nyt og andre hader dem, for at bringe autotune ind i metal.
Sidst undertegnede så dem, var da de havde deres debut i Pumpehuset Byhave. Der fungerede autotunen langt fra efter hensigten og det hele blev noget skidt.
Nu stod de så her fredag eftermiddag på Copenhell og skulle sparke festen i gang. Lyden var der styr på og autotunen virkede. Så på den front var det allerede bedre end ved mit sidste møde med bandet. Natjager spiller fornuftigt og forsangeren, Jon, hopper rundt på scenen, mens autotunen giver den der mystiske robot-agtige vokal.
Nogle gang spiller det og andre gange virker det helt forkert. Noget af det er helt sikkert smag og behag, men ikke alt hvad bandet har lavet, holder samme standart. Heldigvis er der tonsvis af energi, som kan trække enhver koncert i den rigtige retning. I hvert fald lige indtil Jon begynder på sine takketaler.
Han sammenlignes med Onkel Reje og synes det er sejt, men når man flere gange i streg, har behov for at dedikere numre til specielle folk, ødelægges rytmen. Altså det er ikke et awardshow.
Men alt i alt er Natjager dog kommet langt, og de stærke numre gør det godt. Bl.a. ” Tyler Durden” hvor både musikken og vokalen spiller helt rigtigt med hinanden. Så Natjager er helt sikkert på rette vej og det bliver spænde at følge dem live. De har evner og energien til levere de vilde liveshows, så den skal bare helt i mål.
At The Gates (Hades)
At The Gates på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Direkte fra autotune, og mødet med det nye i metallen, til Hades og nogle ældre drenge. De drenge som var med til at sparke hele den svenske melodød i gang, At The Gates!
Siden deres comeback har jeg haft fornøjelsen af se dem riven salen rundt op til flere gange. Nogle gange til stor begejstring og andre gange til mindre. Desværre blev denne dag på Copenhell en af disse. Lyden var fra starten af imod bandet. Det lød utrolig mudret, men bandet selv virkede heller ikke til, at gide mere end det nødvendige. Rutinen var slået til.
At The Gates åbner med det nye nummer ” To Drink From the Night Itself” for derefter, at give os ”Slaughter of the Soul.” Her burde bandet være sprunget i luften af energi på scenen. Vi taler altså om titelnummeret til dét album, som gjorde bandet til legender med det samme.
Det handler ikke om, at bandet skal spille mere fra “Slaughter of the Soul”. Vi fik hele 6 numre det album, men den åbenlyse mangel på vilje, til at ville gide koncerten, var et stort irritationsmoment. De nye numre lød godt. De er langt fra dårlige, men de har brug for at blive solgt lidt ekstra, når de lander i kølvandet på sange fra de klassiske albums. Desværre blev vi ved porten denne aften, den blev aldrig sparket ned.
Lørdag:
Livløs (Hades)
Livløs på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Lørdag morgen var der ikke meget energi tilbage i kroppen, da jeg først vågnede. Man er fristet til at sige, at den var livløs (badumchiiii).
Men op på cyklen og ud mod Copenhell. Turen gik hurtigt mod Hades, hvor Livløs havde fået lov til at sparke festivalens sidste dag i gang, som de gjorde med stor energi. Alle der har set frontmanden Simon Olsen på en scene før, kan ikke være overrasket over, at han var hér dér og alle vegne, mens resten af bandet sendte solide melodiske dødstoner mod publikum.
Et publikum der først ikke så ud af så forfærdelig mange i den side hvor jeg stod. Men efter lidt billedeudveksling med Weiss, der havde indfundet sig på den modsat side af min placering, stod det klart, at der var MANGE der var mødt op. Fedt at se, at folk var dukket op så tidligt.
Disse fik da også fuld valuta for pengene. Både i form af Arnbitter(som det jo høre sig til i Århus), men bestemt også i musikken. Simon leder publikum til mere pit, mere mosh og flere tæsk. Folk er på. Det er præcis den type af kickstart der er brug for, på den sidste dag. Ligesom på også er tilfælde på Livløs’ seneste udspil, får vi også live besøg af Casper Roland Popp fra Bersærk under “Into Beyond”. Men heller ikke live synes blandingen af dansk og engelsk at virke specielt godt. Casper er en dygtig sanger. De skulle bare have givet ham en engelsk tekst. Det skal dog ikke tage noget fra koncerten, der var præcis som en melodøds mogenvækning skulle være!
Steel Panther (Helviti)
Steel Panther på Copenhell. Foto: Thomas Værum Olesen
Så stod den på Steel Panther. Det skal ikke være med nogen hemmelighed, at det var med meget skeptiske holdninger, at jeg gik til denne koncert. En parodi på glam, fra hvad der på papiret, er nogle sexistiske svin. Men ”Eyes of a Panther” kommer koncerten’s første store overraskelse. Bandet spiller langt bedre end forventet. De er sgu dygtige musikere, der live, kan fremføre musikken til UG. Herefter bliver der fulgt op med ”Goin’ in the Backdoor” også går det galt…
Så starter comedyshowet, der er længere end de første 2 sange tilsammen. Et show jeg finder pænt kedeligt. Men nogle finder det vel sjovt at råbe ”lille pik”? Bevares det hele er mere “pik og patter” end direkte sexistisk, selvom de næste sange indeholder det samme, lad os bare kalde det; “ikke så pæne temaer om kvinder”.
Først kommer der en pige på scene til ”Girl From Oklahoma” og siden bliver alle der ønsker det, inviteret op, for at vise deres bryster til publikum. Jeg forstår ikke indpakning? Bandet er dygtige, de spiller godt og virker som et band, der kan lave et show på scenen. Men hvorfor skal det hele handle om pik og patter og en masse dårlig tekster om kvinder? Mange i publikum, mænd som kvinder, så ud til have det sjovt, men skal vi ikke komme lidt videre? Det er efterhånden en udvandet joke. Så hvis man er fan af showet, vil man helt sikkert tænke, at de skal have en bedre karakter end det jeg give dem. Men som anmelder må jeg bedømme ud fra det jeg oplever.