Sleep. Foto: Aleg-One
En varm majdag stod med den mest funklende stoner-stjerne højt på himlen, da legenderne fra Sleep indtog Københavns røgfyldte fristad med et buldrende godstog af tunge riffs og mental trance.
Tilbage på Roskilde Festival 2017 var det klar Sleep fra Californien der stod sommit personlige højdepunkt på programmet det år. Alene det faktum, at de fik en mellemstore Avalon-scene kl 01:00 om natten fik forventningerne helt i vejret om en maraton-koncert af proportioner. Ak og ve, koncerten ringede ud efter omkring 60 minutters spilletid, og den trance bandet havde tryllebundet publikum i fik en alt for brat afbrydelse. Det kunne have været så godt. Det kunne have været perfekt.
Den 20. april 2018 ramte en kæmpe meteor metalverdenen da Sleep ud af det blå (grønne?) udgav deres første fuldlængde album i 19 år, ”The Sciences”. Og hvilket album! Helt fantastisk er det bandet har ramt deres livelyd en til en, og det er en rendyrket fornøjelse at lytte til hvert og et af pladens 53 minutter.
Derfor var det også med en vis forventning (og glæde) at bandet vendte tilbage til Danmark til en koncert som først var annonceret til at skulle foregå i Pumpehusets relativt intime rammer og fantastiske livelyd. Denne koncert blev dog så hurtigt udsolgt, at arrangørerne så sig nødsaget til at rykke koncerten op i større rammer, som endte med at lande i Den Grå Hal på Christiania (meget passende…).
Koncerten blev indledt med en 15 minutters transmission fra månelandingen i 1969 ud gennem højtalerne i salen. Noget som i starten virkede en smule akavet, men cirka halvvejs igennem var det uhyre effektivt til at få os i stemningen til en rejse ud forbi exosfæren og ud i det ydre rum.
Sleep landede på scenen (månen) og gik i gang med ”Marijuanaut’s Theme” der også åbner ”The Sciences”. Den slæbende tyngde som Sleep besidder er kun cementeret yderligere i forhold til, at dette tunge nummer er et af bandets aller hurtigste, så det kunne kun gå langsommere fra nu af. Koncerten igennem fik Sleep buldret og braget sig igennem numre med overvægt på ”Sleep’s Holy Mountain” og ”The Sciences” hvor især ”Sonic Titan” gjorde sig rigtig godt.
Lydforholdene i Den Grå Hal skulle dog vise sig at være bandets aller største fjende. Det var mildest talt både alt for lavt og en kende for mudret end hvad godt er, når vi har med et band der allerede er ret mudrede og sløsede i deres lyd og spillestil. Og når de tilmed heller ikke visuelt er verdens mest iøjenfaldende band, så har den lydmæssige oplevelse en del at skulle sige om den overordnede oplevelse – øv.
Deres vel nok største hit ”Dragonaut” blev spillet i en lidt hurtig og jappet udgave og bandet gik af scenen efter en time og 20 minutters spilletid. Dette kunne godt være et tegn på at bandet gerne ville hurtigt videre, som gjorde jeg stod med en lidt tom fornemmelse og forhåbning om, at bandet ville komme ud igen. Og det gjorde de – til intet mindre end en 20 minutters udgave af hovedværket (ja!) ”Dopesmoker”. Hell fucking YES! Tak, Sleep, der reddede I lige hele aftenen!
Næste gang må de røgfyldte omgivelser gerne nedprioriteres til fordel for bedre lydforhold, og så er jeg sikker på, at Sleep får os til at droppe ud af livet med bong i hånden, og følge røgen til det riff-fyldte land!
