En af de absolut mest stilsikre heavy metal optrædener på årets Nordic Noise blev leveret af svenske Portrait.
Iklædt sort, stramt læder, nitter, fræsende – omend melodiske – riffs og rigeligt med falset vokaler, var Portrait måske dét band på hele festivalen, hvis udtryk stod klarest hos undertegnede. Det her var rendyrket heavy metal i bedste Mercyful Fate / King Diamond stil. Hverken mere eller mindre.
Portrait er en del af en scene af yngre bands, der tager den klassiske heavy metal til nye højder igen. Sammen med landsmænd som bl.a. Enforcer og RAM og canadiske bands som Cauldron og Skull Fist bringer Portrait det beskidte udtryk tilbage i heavy metal igen. Tilbage til det sted hvor den var, da navne som Slayer og Metallica, for første gang begyndte at tage instrumenterne i hånden. Tilbage til det tidspunkt, hvor heavy metal stadig var “farligt” i udtrykket.
Med 4 albums udgivet – den seneste “Burn The World” fra 2017 – stod Portrait som et af Nordic Noise 2018′ topnavne. Publikum var der mange af og Portrait gjorde hvad de kunne for at få et solidt tag i det flotte fremmøde. De spillede simpelthen fremragende.
Desværre blev gentagende opråb til lydmanden, om manglende monitor-lyd, fra særligt frontmand, Per Lengstedt, en kæmpe hæmsko for bandet. Bevares. Det er da dybt træls og et stort irritations moment for bandet, at der skal kæmpes med disse problemer under deres optræden. Men det bryder sgu’ illusionen om det “farlige” band, der konstant vil have “mere af sig selv.” Var det sket på en snusket undergrunds rockklub i 1983, ja så havde Slayer sgu’ spillet videre uden brok.
Fraset dette fik Portrait leveret hvad de skulle og det vi kunne forvente af svenskerne. Vi fik en omgang rygende heavy metal, leveret med sikker hånd og formørket stil!