Daze of June havde valgt, at holde albumrelease på deres debut plade ”Heart of Silver” på hjemmebanen på Gimle i Roskilde. Jeg skal ærligt erkende, at jeg primært kun kommer til Roskilde, når der er festival, men når et af vores tidligere ”The New Shit” bands sender en plade ud så er vi naturligvis på pletten.
Anmeldelsen er skrevet af Martin Horn Pedersen.
Silent Fracture
Første band til at indtage scenen på Gimle var Silent Fracture, der skulle forsøge, at få os i den rette stemning. Der er god energi fra start, men det hele er også meget stilsikkert, hvor vi befinder os i den melodiske ende i metalcoren, skåret efter en klassisk formel indenfor genren. Denne formel er udgangspunktet for mange bands i genren, men det afgørende er så her, at man til tider formår komme væk fra denne, da det ellers desværre bliver alt for generisk. Det var hvad der skete (eller rettere manglen på samme) for Silent Fracture denne aften.
De havde energi hvilket var tydeligt at se på forsangeren, der i perioder så meget presset ud, men det er hvad der sker, når man hopper rundt på scenen. Men energi og klassisk skåret metalcore gør det ikke alene. Vi skal samtidig have de helt stærke sange og dem mangler Silent Fracture fortsat. Så det blev aldrig rigtigt spændende denne aften på Gimle.
Undervejs var Mirza Radonjica fra Prime dog oppe og sige noget til frontmanden, så måske Prime kan hjælpe bandet med at bryde rammerne i fremtiden? Det ville give mening.
Between Oceans
Næste band var Between Oceans. Et band der ligeledes serverer en omgang metalcore for os, men som i perioder rammer mere over i de poppede øjeblikke. Naturligvis med et lydtæppe af breakdowns og solid tung metal. Det første man bemærker er, at bandet har to forsangere. Den ene er dedikeret til clean vokalen, mens den anden tager sig af growl og scream. Det gav håb om de kunne leve op til den promo, som undertegnede havde modtaget få dage inden koncerten. For den var rigtig spændende og særdeles velproduceret.
Desværre synes bandet ikke helt at kunne leve op til det live. Chris Kreutzfeldt’s produktion på plade virkede ikke helt for mig live. Så koncerten blev lidt en skuffelse, selvom det dog ikke skal forstås som en decideret dårlig koncert, for vi var helt sikkert trådt et skridt op i kvalitet forhold til første band. Men når man vil lave metalcore med både stærke breakdowns og pop vokal, så skal særligt sidstnævnte sidde rent i skabet, for at virke live. Det kan heldigvis løses i fremtiden. For numrene er der, nu skal bandet bare spille alle de liveshows de kan komme i nærheden af. For medlemmerne af bandet viste hver i sær undervejs kvalitet, det hele skal bare være mere stabilt. Så glæd jer til EPen kommer ud og så lad os, for dansk metalcores skyld, krydse fingre for, at live delen også kommer til at sidde lidt bedre i fremtiden.
Daze of June
Så var det blevet tid til det, som var grunden til, at Gimle denne aften havde et pænt fremmøde; Daze Of June skulle præsentere os for deres nye plade.
Pladen har været i god rotation herhjemme op til aftenens koncert. Et absolut solidt album!
Det står også hurtigt ganske klart, at Daze Of June er et niveau over de andre denne aften. Tingene fungerede bedre. Der er udstrålning på scenen og det er imponerende at se, hvor hurtigt de har rykket sig. De er langt bedre, end da så dem til ”The New Shit” showcase i januar, som de spillede under deres gamle navn Archives Of Alaska. Samtidig klæder en større scene dem bestemt også.
Frontmand, Benjamin Julian Ganzhorn, leder bandet sikkert igennem aftenen. Som band formår Daze of June, at balancere smukt mellem de meget melodiske og fængede omkvæd, samtidig med at de også bringer de helt tung breakdowns og brutale growls. Netop dét mix, er hvad der gør dem mere spændende end langt de fleste danske metalcore bands lige nu, fordi mixet her simpelthen rammer rigtigt og derfor kan ramme en langt større målgruppe.
Samtidig opleves der, i langt mindre grad end ved de tidligere bands, problemer med at leve op til produktet fra udgivelsen, hvilket jo naturligvis er med til at styrke helhedsoplevelsen.
Undervejs får Benjamin takket de forskellige folk, der har hjulpet til under tilblivelsen af albummet. En af dem er føromtalte Mirza, der gæster showet i nummeret ”The Current”. Selvom der ikke ligefrem er en kæmpe pit denne aften, er der nu mere liv i publikum, end ved de to foregående bands.
Daze of June får sat en god standard for den melodiske metalcore i Danmark og får bestemt vist, at den lever herhjemme. Hvis de kan forsætte med, at udvikle sig som de har gjort det seneste år, så tør jeg godt spå dem store ting i fremtiden. Så en anbefaling herfra, til at fange dem live eller i hvert fald at give albummet et lyt.