Manowar i Berlin Foto: Kasper Jensen
Det er omtrent et år siden, Manowar annoncerede FINAL BATTLE WORLD TOUR indeholdende en håndfuld koncerter alle i Tyskland. Her må man tale om et band, der kender sit kernepublikum… senere kom en håndfuld koncerter i Sverige og Norge til, men Danmark blev forbigået. Og så var denne anmelders beslutning nem: En tur til Berlin for en sidste gang at blande blod med MANOWAR. HAIL!
Manowar i Berlin er anmeldt af gæsteanmelder Kasper Jensen
Manowar behøver næppe nogen nærmere introduktion for læsere af denne anmeldelse. Men ultra kort har vi at gøre med nok et af de mest dedikerede og stålsatte heavy metal bands i historien. De giver kort sagt ikke en fuck for noget som helst, og slet ikke andre ”false metal” spillende bands, en yndet term i Manowars terminologi. Sammen med stål, sværd, blod, vikinger. Nuvel, ikke mange metal bands har underskrevet en pagt med deres eget blod eller haft flere verdensrekorder for at spille højest, og det har måske fyldt en kende for meget for mange, i stedet for at fokusere på Manowars melodier og tekster.
De gennemgående elementer fra begyndelsen har været bassist og sangskriver Joey DeMaio og sanger Eric Adams. Trommeslagere har der været en god håndfuld af gennem årene, mens guitarist Karl Logan har været om bord i Manowar-skuden siden ’94. Til aftenens brag i Tempodrom fandt vi en ukendt om end yderst velspillende brasilianer Marcus Castellani bag tønderne.
Tempodrom passede med sit imponerende ydre fantastisk godt til Manowar, og tysken virkede også til at være mere end klar på denne frostklare og kolde onsdagsaften. Der var hoodies, patches jakker og huer i lange baner fra aftenens hovedrolleindehaver og en halv times tid inden dørene åbnede, stod folk trofast i kø foran indgangen. Jo jo, luften var tyk af forventning og iskolde tyske bajere. Der var mange tyskere, der kom på arbejde dagen derpå med ondt i skallen…
Manowar i Berlin. Foto: Kasper Jensen
Indenfor satte et fuldkommen vanvittigt garderobesystem og manglende hæveautomater aftenens lavmål, og det skulle heldigvis vise sig, at Manowar åbenbart havde tænkt sig at forlade denne jord som orkester med manér. Deres gæsteanmelder var på forhånd fuld af håb og en tiltro til, at koncerten ville være længder bedre og længere end Manowars to foregående optrædener på dansk jord, hhv. Vega i 2013 og SCC i Århus i 2015, som begge var ret korte og absolut ikke Manowars finest hour.
Sceneshowet var skåret ind til benet og handlede mest af alt om ekstremt mange højtalere og en kæmpe bagprojektion, som alt efter numrene skiftede og indrammede showet på en ret fed måde.
Manowar lagde heldigvis solidt fra grund og de første fem numre blev leveret utrolig overbevisende: de spillede virkelig godt, det var tordnende højt og Eric Adams’ vokal sad lige i skabet. Første intermezzo bestod af en guitarsolo kombineret med en projektion over faldne helte, bl.a. Lemmy, Ronnie James Dio, tidligere trommeslager Scott Columbus etc. Publikum elskede det, og kort efter peakede det for undertegnede: Den sjældent spillede “Spirit Horse of Cherokee” fra The Triumph of Steel leveret i en overbevisende tung udgave. Okay – barren skulle sættes højt denne aften, vi skulle ikke forvente, Manowar ville komme let omkring det i det kogende Tempodrom.
Manowar i Berlin. Foto: Kasper Jensen
Sætlisten rummede 21 indslag inklusive Joey DeMaio’s bassolo og efterfølgende tale, hvor aftenens fremmødte ”Manowarriors” og Tyskland i særdeleshed fik blodrøde roser med på vejen. Dynamikken i koncerten og styrken i de enkelte tracks var imponerende, og særligt autentisk blev det, da Eric Adams glemte teksten midtvejs i Fighting the World og nummeret måtte startes forfra. Det var et meget ærligt og skåret ind til benet Manowar, som spillede skide godt, vi var vidne til denne episke aften. Ekstranumrene bød på “Warriors the World United”, “Hail and Kill” og “Black Wind, Fire and Steel”. Og endelig “The Crown and the Ring” over salens anlæg og med lyset tændt, da bandet havde forladt scenen. Et kig omkring afslørede en skov af hænder i vejret i det traditionelle Manowar-greb-om-håndleddet – vi ville sgu’ have det hele med!
Manowar har sat et eftertrykkeligt aftryk på heavy metal scenen igennem næsten 40 (!) år. Med æren i behold, et show på to timer, som indeholdt alt det, man kunne drømme om – uden at det Manowar’ske tog overhånd. Der var 100% fokus på at levere et super stærkt (og højt!) liveshow, som efterlader os – true Manowarriors – med mindet i god behold. Sikke en aften, undertegnede har haft Manowars bagkatalog kørende i en uges tid her efter braget.
MANOWAR – tak for denne gang!
