Græskarhovedet indtog Partille Arena i Göteborg, som det eneste stop i Skandinavien, på deres ellers omfattende arena tour med Pumpkins United. Touren’s festival-del kommer til Copenhell i 2018, så vi var taget til Göteborg i weekeden, for at tjekke formen på det stort opsatte Helloween show!
Sanger Michael Kiske og guitarist Kai Hansen. To af de absolutte nøglepersoner i definitionen af selve den stil vi i dag kender som power metal. Begge var de en del af Helloween og begge forlod de Helloween i begyndelsen af 90’erne, for at hellige sig til andre projekter. Michael Kiske forlod mere eller mindre metalscenen i en årrække og Kai Hansen fortsatte med sit eget projekt Gamma Ray, hvor han både synger og spiller guitar den dag i dag.
Inden de forlod Helloween, var de med til at skrive de to genredefinerende albums, der satte skub i hele power metal bølgen her i Europa. “Keeper Of The Seven Keys I & II” fra hhv. 1987 og 1988 er den hellige gral indenfor europæisk, melodisk metal og satte omgående Helloween på verdenskortet i slutningen af 80’erne. Her er de blevet, men uden dog at have udgive nær så stærke albums som de to førnævnte.
I dag består Helloweens grund-besætning af vokalist Andi Deris, der erstattede Michael Kiske, guitarist Michael Weikath og bassist Markus Grosskopf (begge var de ligeledes med fra begyndelsen) og siden er guitarist Sascha Gerstner og trommeslager Dani Löble kommet til.
Hvad der er unikt på denne Pumpkins United Tour er, at Michael Kiske og Kai Hansen er blevet en fast del af bandet igen og istedet for at smide Andi Deris for porten, jamen så har Helloween da bare to vokalister nu. Ligeledes har de med Kai Hansen fået en tredje guitarist med ombord.
Aldrig før at Helloween stået så stærkt, som de gør nu, og det er naturligvis den afgørende grund til, at fans af Helloween nu kan opleve dem på Copenhell, som en af sommerens topnavne på Refshaleøen.
I Göteborg lørdag aften kom vi for alvor ind under huden på Pumpkins United touren. For hele 24 numre kom vi igennem, med sange fra stort set hele bagkataloget. På denne tour er der altså tale om musik fra godt og vel 30 års Helloween. Leveret af alle af de oprindelige medlemmer. Så det er for alvor guf for fans af både Kiske og/eller Deris perioden af det tyske band.
Helloween satte showet i gang med “Halloween” og et kæmpe trommepodie, formet som et udskåret græskar, tårnede højt på scenen. Trommesættet består i øvrigt af 4 stortrommer, det er jo power metal!
Bandets musik blev akkompagneret af flotte, flotte visuals på en kæmpe storskærm bagerst på scenen, som viste farverige tegnefilm i bedste Helloween/Tim Burton’sk stil. Fyldt med elementer fra deres albumartworks, regnbuer, ørne, græskarhoveder osv osv. Stemningen var sat!
Sætlisten var dynamisk bygget op, så vi i starten fik sange fra Keeper-perioderne. Efter åbneren med “Halloween” gik vi direkte over i “Dr. Stein” og “I’m Alive.” Jeg behøver vel næppe at nævne den kæmpemæssige fællessang der allerede var i salen på dette tidspunkt? Begge vokalister er på scenen samtidig her i starten. Kiske synger den lyse highpitch og Deris tager tonerne under. Det betyder i virkeligheden, at de i denne opsætning, kan få det til at lyde nøjagtig som på pladerne, hvor Kiske selv sang harmonierne. I denne opsætning kan de gøre det rigtigt.
Det er naturligvis bredt kendt, at særligt power metal bands gør brug af backtrack for at styrke vokalerne. Men her er Helloween stadig fra den gamle skole og intet på vokalerne var tracket denne aften.
Efter denne fantastiske start røg vi videre ned igennem bagkataloget, med sange som “If I Could Fly” fra The Dark Ride og en bombastisk fed udgave af den nyere “Are You metal?” fra 7 Sinners. Her fik Andi Deris bevist, at det bestemt ikke kun er Kiske, der kan sit shit. Faktisk komplimenterede de to vokalister hinanden rigtig godt.
Ca. midtvejs i den 3 timer lange koncert fik Kai Hansen plads i midten og satte i med sin vokal, med et solidt medley fra den hårdtslående debut Walls Of Jericho med “Starlight” / “Ride the Sky” / “Judas”. Inden det igen blev tid til et bredt udvalg af Helloween sange med klassiske “A Little Time” og den nyere “Waiting For The Thunder” fra Straight Out Of Hell.
Touren har nu været igang siden midten af oktober, med shows ca. hver anden aften. På denne arena tour spiller de i præcis 3 timer. Det er immervæk noget af et projekt Helloween har gang i her og der er ingen tvivl om at det tager på kræfterne. Ikke mindst hos Michael Kiske, der mod slutningen af koncerten i Göteborg kæmpede en hel del med de helt lyse toner. “Sorry man, I’m destroyed. You guys must help me” lød det fra den legendariske frontmand, inden han satte i med “Keeper of the Seven Keys”.
Men selv på en mindre god dag, er Michael Kiske nu engang bare i en liga for sig selv, i forhold til andre sangere i genren og ingen blandt publikum, så ud til at være skuffede da bandet rundede af med trekløveret “Eagle Fly Free” , “Future World” og “I Want Out,” i et virvar af orange konfetti og balloner.
Sikke en fest og efter en go’ pause indtil sommerfestivalerne er Kiske forhåbentlig tilbage med 100 %. Denne aften var frontmanden på 80 % og vi gemmer derfor den sidste stjerne til braget på Copenhell til sommer, som dog nok ikke bliver helt 3 timer, men mindre kan dog også gøre det!