Iron Maiden’s legendariske bassist og sangskriver Steve Harris gæstede for første gang Danmark, med sit andet projekt British Lion. Englænderne kom forbi Lille Vega søndag aften.
Efter en udmærket opvarmning af det energiske canadiske heavy metal band Kobra and the Lotus, var det tid til, at løven kunne gå til angreb!
I virkeligheden er det egentlig forkert, at kalde British Lion for Steve Harris’ soloprojekt. Efter denne aften i Lille Vega virkede bandet nemlig i dén grad som en sammentømret enhed, snarere end et soloprojekt. Læg så dertil at bandet så ud til at nyde hvert et sekund af den godt og vel en time og kvarter lange koncert.
Lille Vega var godt og vel halv fyldt, da englænderne gik på scenen. Dem der havde taget turen ud denne søndag aften fik dog fuld valuta for pengene. Det er imponerende at opleve en mand som Steve Harris, når han først står på en scene. Vi kender hans uimodståelige energi fra Maiden, når han på de store scener løber rundt med 120 km/t, med sin fender bas hængende tungt ned over skuldrene, og med største selvfølgelighed pumper bassen i den ene galoperende rytme, efter den anden.
Energien fra de helt store scener var taget med ned i Lille Vega, og satme om det ikke var en oplevelse af de helt, helt store at opleve mandens spil og energi helt up front, og så endda på en lille scene som den i Vega.
Musikalsk var det ligeledes en aften, der blev værd at huske. British Lion har kun et enkelt album ude og produktionen på denne er mere eller mindre til grin. Albummet som helhed lyder ufattelig dårligt, med en tam og flad produktion og en kedelig vokal, der åbenlyst ikke gør noget godt, for de ellers glimrende hard rock numre, som gemmer sig bag den tynde sound.
Men live derimod. Hold da op. På livefronten løfter British Lion’s sange sig, som aldrig før. De melodiske hard rock baskere (ja, det her er væsentligt mere hard rock end egentlig heavy metal), har så sandelig fået nyt liv efter at have oplevet dem live. Langt mere saft og kraft, og med et genialt swing, der, tør jeg sige det, på enkelte punkter syntes, at være mere velspillet end Iron Maiden. Sangene groovede herligt derudaf og særligt frontmand Richard Taylor skal have credit for en stærk vokal og et medrivende showmanship.
Kendetegnet for hele aftenen var, at alle bandmedlemmer så ud til at nyde, at stå på denne scene lige netop her i aften. Store smil over hele linjen. Ikke mindst fra Harris selv, der på trods af den lille scene, på mirakuløs vis forstod at løbe rundt på den alligevel. Han er top professionel. Men det må da i sandhed også være en befrielse, at kunne slippe for at spille Number Of The Beast for 3000’ende gang. Her til aften var der ingen Maiden numre.
Men vi fik naturligvis den klassiske “Steve Harris pose” gentagende gange. I ved, den med foden på monitoren og så ellers med bassen hævet godt i vejret, pegende ud mod publikum, som var det et maskingevær der bragede løs. Naturligvis til stor jubel og et hav et mobiltelefoner i vejret.
Løvebrøl i Lille Vega og så endda på en søndag! Kom snart igen!