Årets smukkeste festival blev afholdt i sidste uge. En af undertegnedes absolutte favoritter. Midgardsblot i Norge blev afholdt for 3. gang i Borre og atter havde festivalen fokus på de nordiske navne, og særligt på black- og vikingemetal, samt neo-folk. En lille festival, med musik i de helt rette omgivelser blandt meter høje gravhøje, midt i en skov og med kun 5 minutters gang til stranden fra camping.



Vi var med på festivalen for anden gang. Og kunne nyde så forskellige navne som Gaahl’s Wyrd, Solstafir, TYR og Heilung. 

Første egentlige dag med musik var fredag d 17/8:

Superlynx 

Superlynx på MIdgardsblot 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Norske Superlynx gik på scenen, som årets første navn på Midgardsblot for os. Det unge band er relativt nye på doom/stoner rock scenen, med kun et enkelt album udgivet. Dette album er så også hamrende godt, så på forhånd havde jeg set frem til at opleve dette stoner band på Midgardsblot. 

Trioen består af sangerinde/bassist Pia Isaksen, guitarist Daniel Bakken og trommeslager Ole Teigen og da de tre gik på scenen, var det ikke ligefrem fordi pladsen var fyldt. Det skyldes jo nok, at bandet fortsat er så nye som de er. Som band har Superlynx nemlig kun spillet sammen siden 2013 og udgav deres debut i slutningen af 2016.

Det kunne også ses på fremførelsen på scenen. Bandet var ikke ligefrem en energibombe af rang, og medlemmerne stod det meste af tiden stille som stenstøtter, uden at virke synderligt begejstret for situationen. De formåede simpelthen ikke at få publikum med og det er altså afgørende på en festival så relativt tidligt på eftermiddagen. 

 
 

 

Tengger Cavalry

Tengger Cavalry på Midgardsblot 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen

Hvad Superlynx ikke formåede klarede Tengger Cavalry så heldigvis efterfølgende. Det spændende band bestående af medlemmer fra Kina og USA var en helt speciel oplevelse.

Simpelthen fordi bandet piller ved noget helt unikt og sjældent hørt før. Dette mine damer og herrer er mongolsk folkmetal!
Ja sgu’ så. Med instrumenter og rytmer hentet fra de helt tidlige Asien, arbejder hovedkomponist, sanger og guitarist Nature Ganganbaigal, med kompositioner, der alle tager udgangspunkt i den mongolske sangskrivnings kunst. Dette lader sig være strubesang og særlige asiatiske violiner, blandet sammen med tung metal. 

En yderst interessant og inspirerende oplevelse, på trods af, at bandet denne eftermiddag ikke havde en trommeslager med og den derfor var tracket. En skam, men i følge bandet skyldes det en meget stram tourplan. Den første tour i Europa nogensinde faktisk.

Dette var i sandhed en anderledes form for koncertoplevelse. Med en lyd, jeg aldrig før har hørt. Og så krævede det virkelighed ikke meget af bandet før publikum kom med på det. Musikken gik direkte i benene og udtrykket hos Ganganbaigal, da han stod der i sit traditionelle mongolske folkedragt og lirede guitarsoloer af, var sgu sejt! 

Spændende oplevelse. World music gone metal! 
Kom gerne til Danmark snart!

 
 

 

Winterfylleth

Winterfylleth på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen

Så meget desto mindre synes oplevelsen af Winterfylleth, efter Tengger Cavalry’s klokkeklare fest, at falde til jorden.

Black metal bandet fra England kunne på ingen måde gøre musikken interessant nok midt i solen’s sidste stråler. Med 5 albums siden 2008 og den seneste “The Dark Hereafter” fra 2016, er englænderne ellers et yderst aktivt band i black metal miljøet. 

Men deres lange, lange numre, der blander den tidlige klassiske black metal sound fra Norge, med moderne lyd fra USA, kom aldrig rigtig igennem midt i solen og når bandet så samtidig ligner nogle, der er kommet på scenen direkte fra en hård arbejdsdag, foran computerskærmen på kontoret, så virker den her type af black metal simpelthen ikke på mig. 

Skal det fange ordenligt så vis dog for pokker lidt nerve i det du foretager dig. De kunne f.eks tage et kig på mægtige Gaahl og hans Wyrd, der efterfølgende gik på scenen, med en helt, helt anden tilgang og nerve! 

 
 

 

Gaahl’s Wyrd

Gaahl’s Wyrd på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen

Så kom kulden til Norge. For satan da! Selv i sollys kunne Gaahl bringe mørket frem. Dette ved hjælp af ganske, ganske få, men uhyre stærke virkemidler. For det første er der jo musikken. Her var fokus på sangskatten fra tiden i Gorgoroth, hvor en tung udgave af black metal klassikeren “Sign of an Open Eye” satte gang i black metal messen. 

Og lad os da bare blive ved det med øjnene. Alene Gaahl’s øjne kan virke dybt hypnotiske, hvis man får øjenkontakt med frontmanden. Måden han stirrer ned på folk, skaber en vild følelse af rendyrket, kold ondskab. No fucking shit. Dét kombineret med hans imponerende evner med vokalen, hvor både growl, skrig, en dyb clean og vilde highpitch, udgør størstedelen af mandens kunst. 

Og denne sene eftermiddag leverede Gaahl og band én af festivalens absolut bedste koncerter. En koncert der beviste af black metal fortsat er helvedes relevant, hvis bare den bliver leveret ordenligt. Og Gaahl kan fortsat sit shit. 

Den afsluttende “Incipit Satan” var i dagens anledning skiftet ud med “Incipit Odin” – vi er vel på Midgardsblot? Og med det satte den norske black metal kunstner et solidt punktum, med en ondskabsfuld og kold black metal koncert, midt i solrig norsk skov.

 

 
 

 

Unleashed

Unleashed på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen

En legende på den svenske dødsmetal scene. Unleashed var et af de første dødsmetal bands til at sætte et fokus på vores nordiske kulturarv. Den svenske dødsmetal mastodont har siden starten af 90’erne braget igennem med deres groovede dødsmetal, med vikingerne’s historik i fokus og denne aften på Midgardsblot, fik de sat et solidt aftryk på publikum, der kvitterede med headbanging og “fists in the air” hele vejen igennem koncerten.

Lyrisk er Unleashed ikke ligefrem de sande poeter, og hvis jeg skal være lidt grov er sammenligningen med Manowar og deres lyriske univers ikke helt skudt ved siden af, med titler som “Let The Hammer Fly”, “Death Metal Victory,” og “Warriors of Midgard”. Men sådan skal det nu engang være i dette univers. 

Men så stopper alt sammenligning dog også her. For Unleashed gav en klasse opvisning i hvordan old school groovet death metal bør leveres. Massive riffs, hurtige blasts og  med et perfekt og afbalanceret groove. Og så ikke mindst med en veloplagt Johnny Hexlund, der hurtigt fik vundet publikum over, med sit hævede drikkehorn!

Rå vikinge styrke fra de svenske dødsmetallere!

 
 

 

Solstafir

Solstafir på Midgardsblot. Foto: Jannie Ravn Madsen

Fra stoner, black og død til smuk atmosfærisk rock. Vi har fået det meste på denne første dag af Midgardsblot. Solstafir var dog aftenens sande headliner og det var da også til at se på fremmødet, at Solstafir var aftenens helt store trækplaster. Vi var en masse mennesker tilstede, da de følsomme islændinge gik på scenen, som altid ført an af Aðalbjörn “Addi” Tryggvason. 

Selvom bandet har deres seneste album “Berdreyminn” ude nu, så var fokus på de ældre værker denne sene aften på Midgardsblot. Her vandt særligt titelnummeret på “Ótta” stort. Dét nummer er et af de flotteste numre i nyere tids rockhistorie, med en perfekt balance mellem det skrøbelige og det direkte storslåede. På Midgardsblot var der plads til det hele denne aften. Dog blev det lidt for meget af det gode, da “Necrologue” blev dedikeret til alle dem med depression. En flot tanke af bandet, men på en ellers festlig aftenen, virkede det malplaceret og hev koncerten ud et sted, hvor den ikke burde være. 

Heldigvis kom vi dog hurtigt tilbage på sporet, da Solstafir efterfølgende satte i med det absolutte hit “Fjara.” Inden det blev tid til at runde af med “Goddess of the Ages”.

En absolut godkendt headliner på årets Midgardsblot og en smuk afrunding på den første aften.