Immolation på RMF 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen
Hvor fredagen på årets RMF primært stod i black metallens tegn, var der lørdag langt mere død og thrash at komme efter! Vi startede dog langsomt ud!
Gårsdagens koncerter sad stadig tungt i ben og ryg, da vi traskede ned mod Voxhall og Atlas omkring kl 14, for at sparke dagen i gang. Og hvilken bedre måde at starte lørdagen ud med, end med gratis øl. Således blev der delt 100 gratis bajere ud til de første, der kom ned på Atlas for at se det danske doomede sludge band Olm.
Olm er et relativt nyt foretagende der bevæger sig indenfor den tunge doomede afdeling. Det er der i øjeblikket rigtig, rigtig mange bands i Danmark der gør. For blot at nævne en håndfuld som Gaia, Bethmoora, Dirt Forge, Dreich, Slowjoint, Cacus osv. Hos Olm var der ikke meget nyt under solen i forhold til den doomede genre. Riffsne var tunge uden egentlig at sætte sig fast på min rygrad og hvis jeg skal være helt kold og kynisk bør de skrive musik med minimale guitarsoloer. Flere gange virkede soloerne skæve og en smule malplaceret. Derimod når fokus var på det tunge spil og de udmærkede riffs, så groovede det også fint derud af. Således blev vi sparket tungt i gang af ny dansk doom. Nu ventede ny dansk fremadstormende ekstrem prog på samme scene.
For Sunless Dawn må siges at være den direkte modsætning til Olm’s tunge og relativt simple doom. Hos Sunless Dawn er der ikke sparet på hurtighed og ej heller på teknisk lir. Det unge fremadstormende band har siden deres debut på Wacken Metal Battle sidste år fået spillet omkring 14 koncerter siden. Og for første gang altså på Royal Metal Fest. Bandet demonstrerer gang på gang at de formår at levere deres metal så velspillet og tight, som få herhjemme kan. Men det er samtidig også en krævende disciplin for både band og lyttere, at holde sig til ilden hele tiden under en Sunless Dawn koncert. Simpelthen fordi der hele tiden sker så meget. Skal publikum for alvor holdes til ilden, så kræver det altså, at bandet snart får udgivet enten en EP eller en fuldlængde. Nyhedsværdien, som Sunless Dawn har levet af det sidste års tid, er snart opbrugt, og for at holde den kørende og skabe nye fans, skal der snart noget musik ud. Det er de nødt til. En spændende fremtid går det unge band i møde.
Immolation på RMF 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen
Fra Atlas til den første koncert på Voxhall lørdag. Det var tid til at slå hul på pakken med Havok, Warbringer, Gorod og Exmortus. Den samme pakke der iøvrigt rammer Pumpehuset d 14/4. Exmortus var første navn af disse. Selv kalder amerikanerne sig for en kombination af Yngvie Malmsteen og Slayer. Og efter godt og vel tre kvarter i selskab med Exmortus forstår man hvorfor. For ud over at virke som et rendyrket thrash metal band, så inkorporer bandet så sindsygt meget klassisk guitarlir, at alle med hang til luftguitar og soli kunne tabe pusten. For satan hvor er dette band dog dygtige i deres spil. Det kræver altså sin mand, at kaste sig ud i Bethooven’s Moonlight Sonata, med en så stor selvfølge, som Exmortus gjorde og rent faktisk gjorde utrolig godt. Nogle vil måske mene at alt deres soli blev for meget af det gode, men for en guitarist, som jeg selv, var det altså en fryd at høre et så velspillet band.
Teknisk lir var der ikke på samme måde at hente hos danske Cabal, der efterfølgende gik på scenen på Atlas. Bandet er blevet spået en fremtid som en af de helt nye store danske spillere på death- og hardcore scenen. Og ja, den fik bestemt ikke for lidt af coren’s evige klichéer. Godt ned i knæ i groovet, nogle ville kalde det crab-stand, og så ellers en så dyb bas i de konstante breakdowns, at man til tider frygtede for sammenstyrtning på Atlas. Cabal var måske det band der skilte sig mest ud på hele festivalen, men det virkede til, at de i hvert fald havde folk med på de forreste rækker.
Havok på RMF 2017. Foto: Jannie Ravn Madsen
Skal man nå at se alt på Royal Metal Fest, som ene mand, så kræver det, at man glemmer at spise. Spise er dog i sagens natur en vigtig ting på en festival, så de to efterfølgende bands Benighted og Monument Of Misanthropy måtte se sig slået af hhv. steg og kartofler. Et udmærket valg, hvis man samtidig skulle lytte til ryg og ben i forhold til hvad der ventede resten af aftenen. For ingen ringere end Immolation var de næste til at betræde Voxhall’s skrå brædder.
De gamle dødsdrenge der i 1991 udgav debutten “Dawn of Possession” , så siges at have været med lige siden dengang dødsmetallen for alvor fik luft under vingerne. I dag skriver vi 2017 og bandet har netop udgivet “Atonement”. Det var med dette album, at bandet ramte Voxhall lørdag aften, med deres på mange måder kaotiske og tekniske dødsmetal. For stærkt går det fandme, når først Immolation begiver sig til at lemlæste os med deres musik, godt bakket op af Ross Dolan’s dybe growl. Immolation var dog ikke ligefrem overbevisende denne aften. Særligt pga Steve Shalaty’ på mange måder utrolig utighte pedalarbejde. Flere gange ramte trommeslageren simpelthen skævt med dobbelpedalen. Et kæmpe irritationselement, der hæmmede koncerten en hel del for undertegnede.
Utight vil man dog langt fra kunne kalde Havok, der nuvel, heller ikke spiller nær så teknisk som Immolation, med deres straight forward thrash metal. Men se nu dér en fest d’herrer i Havok, med David Sanchez i front, kunne formå at skabe denne aften på Voxhall. Thrash metallen gør sig åbenlyst godt på Royal Metal Fest og publikum får sat gang i en solid pit allerede fra første nummer. Havok smadrede igennem fra start, men det blev også tydligt, at jo længere igennem koncerten vi kom, jo mere døde festen også ud. Det kunne samtidig ses på mængden af publikummer i salen, mod slutningen af koncerten. Det kan tildels skyldes David Sanchez ikke ligefrem åbenlyse glæde over at stå på scenen lørdagen aften. Der var ikke meget attitude at spore hos frontmanden. En attitude han måske burde have kigget efter på Atlas efterfølgende.
Warbringer på RMF 2017. Foto: Weiss
Her ventede Warbringer nemlig og hér var dén attitude, som Havok manglede. Warbringer virkede som et band, der her til aften var klar på at slå ihjel. Deres Roskilde koncert i 2012, står stadig som én af de bedste metalkoncerter på Roskilde i nyere tid og denne aften på Royal Metal Fest var vi tæt på at komme helt derop. Warbringer har dén energi og den aggressive indstilling der skal til, for at holde en forrygende thrash fest kørende igennem et helt sæt. Frontmand John Kevill var i sit es og det klædte bandet at være så tæt på sit publikum, som de var denne aften. Simpelthen forrygende. Desværre var de også hurtigt færdige. Vi kunne sagtens have brugt langt mere, selvom energien i dén grad synes at være brugt hos store dele af publikum.
Det leder os så samtidig hen på aftenens hovednavn Vader. Det polske band havde fået den ubarmhjertige tid, at lukke og slukke årets Royal Metal Fest, med et hårdtslående stramt dødsmetal sæt foran et publikum, der så sandelig kørte på de sidste reserver. Ingen let opgave, men bandet kom nu fint igennem, uden det på nogen måde blev den helt store oplevelse. Fraset de forreste rækker, virkede hele forsamlingen simpelthen for udmattede til endnu et dødsmetal band klokken halv 1. Men okay, da bandet tilsidst kaster sig ud i Slayer’s klassiske Raining Blood, blev den aller aller sidste energi fundet frem, inden festivalen for alvor kunne takke af for i år!
I virkeligheden var dette meget sigende. Et “partyband” som f.eks Pretty Maids ville ikke have været en skidt ting at lukke af på. Et band, der kunne samle sit publikum til fællessang, med sange alle kender, ville jeg mene kunne have rundet festen langt bedre af. Et dødsmetal band, som Vader, er simpelthen for hårdt at slutte af med. I virkeligheden var det synd for både band og publikum at forsamlingen var så brugt.
Men what the hell, det var endnu engang en fed fest i Aarhus! Vi ses igen til næste år, og ja, vi glæder os allerede!!