Weiss og Tommaso Riccardi fra Fleshgod Apocalypse på RMF 2017
Fleshgod Apocalypse headlinede årets Royal Metal Fest i Aarhus. Inden koncerten fik vi en snak med sanger og guitarist Tommaso Riccardi! Det blev til en lang, lang og meget spændende snak. Så vi håber I er klar på en god og spændende læsning om sangskrivning, klassisk musik, den italienske metalscene og en solid maveplasker!
Hvordan står det til i Fleshgod Apocalypse lige nu?
Overordnet set, lige nu, går det ret godt. Men vi har på det seneste været ramt af en masse uheld. Vi var på en lang tour i januar i forbindelse med “King” . Touren gik rigtig godt og vi var headlinere. Men vores trommeslager, Francesco Paoli, havde rygproblemer fra sidste år, så han havde sine op- og nedture. Desværre så meget, at det betød, at vi i sidste ende, var nødt til at aflyse nogle af de sidste par koncerter på touren. Til sidst på touren havde han så mange smerter, at det var uforsvarligt at fortsætte.
Nu er han så gået i gennem en glimrende genoptræning med professionel hjælp. Men han må ikke spille så meget i øjeblikket. Særligt ikke med det tempo han spiller I hos os.
Og hvad sker der så? Vi øver op til et koncert vi skulle spille i Skotland i sidste uge. Det går rigtig, rigtig godt. Han er ved at komme sig. Og så… brækker han sin ankel. Så nu er han på krykker. Vi havde nu to valg: aflyse koncerterne, hvilket også betød dette show i Aarhus. Eller finde på en anden løsning. Og vi valgte altså at finde på en anden løsning, ved hjælp af lidt moderne teknologi. Det betyder at de hurtige dobbeltpedaler du kan høre i beatet er tracket på backtrack, simpelthen fordi, at han jo ikke kan spille dem. Nogle vil måske rynke på næsen af det, men c’mon man, han var i perfekt stand lige op til dette uheld med anklen. Så hvad fanden skulle vi gøre?
Det er vigtigt for os at komme i gang med at tour igen. Både for vores egne psykologiske grunde, men så sandelig også for vores fans, der har glædet sig til at se Fleshgod Apocalypse spille. Og så skal han jo så komme sig igen, igen. I følge læger skulle han kunne begynde at bruge begge pedaler igen om 20-30 dage.
Det var ellers noget af en omgang. Er det så første gang i skal bruge backtracket med dobbeltpedalerne i aften i Aarhus?
Francesco Paoli på krykker under deres koncert på RMF 2017
Ja, og du skal tænke på, at det ser let ud på papiret, men i praksis er det virkelig svært for ham, at spille alle disse stykker kun med hænderne og så kun engang i mellem skal han bruge sin ene fod, der ikke er brækket. Så det er enormt kompliceret. Men vi satser på det nok skal blive godt. Det gode ved ham er, at han holder sit spil meget som på albummet.
Nu er vi bare glade for, at være her og ikke ude af stand til at spille igen. Det ville være ubærligt for os. Simpelthen. Selvom én af os kun kan spille med 50 %.
Men fraset alt det, så har vores tour i kølvandet på “King” været helt fantastisk. Kanon vibe og feedbacken har været rigtig god. De shows vi måtte aflyse gør vi op for igen til maj. Og selv i dag ser ud til at blive rigtig dejlig. Der er jo herligt vejr i Aarhus i dag. haha.
Det må man så sandelig sige. Hvordan skriver og arrangerer I jeres sange i Fleshgod Apocalypse? For på den ene side er jeres sound jo i dén grad både ekstrem, men også storslået, med de stort anlagte symfonier.
Det er en meget organisk proces. For det handler virkelig om, hvor inspirationen kommer fra. Det gode er, at der er en vis form for struktur i det vi gør. Det er meget vigtigt. Eksempelvis har vi en person som førnævnte Francesco Paoli, man nok vil kunne kalde vores artistic director, hvilket betyder, at det er fra ham, at de fleste riffs- og sangmæssige strukturer kommer fra. Han arbejder tæt sammen med vores pianist, Francesco Ferrini, som primært arrangerer alt det orkestrale og en del af de mange harmonier du kan høre.
Efterfølgende mødes hele bandet, hvor vi skriver tekster, tager i studiet og så begynder vi sammen at arbejde på de små detaljer. Så mange ting sker i sagens natur i studiet. Men selve skriveprocessen starter hos disse to personer. Det fede ved det er, at det hele kommer direkte fra inspirationskilden. Det sker at sange, eller hele albums udspringer mest fra riff-idéer. Men samtidig kan det også ske, at andre idéer udspringer fra et orkestralt arrangement. Det fede er, når disse to ting arbejder sammen og komplimenterer hinanden. Det afhænger selvfølgelig meget af sangene, øjeblikket og så selvfølgelig på selve bandet. Det sker at der nogen gange, f.eks mellem “Agony” (fra 2011) og “Labyrinth” (fra 2013) kom meget af inspirationen fra det orkestrale arrangement. Med “King” er vi blevet en smule mere riffbaseret. Man kan faktisk høre det. Der er en masse riffs, men samtidig er der også den orkestrale del, som arbejder mere som et arrangement, der færdiggør og komplimenterer de hurtige riffs.
Ja, man kan måske sige, at “King” er mere metal, med orkestrale input, hvor “Labyrinth” var noget mere orkestralt, med et metallisk indspark?
Ja, lige præcis. Men det gode ved det er også, at jeg synes vi har fundet en god måde at integrere de to forskellige sounds på. For mig betyder det, at når der er steder, hvor det orkestrale element skal tage over i sangen, så kan man tydeligt hører det ud fra riffet. Det betyder så, at jeg spiller lidt mere åbent på guitaren, hvilket giver plads til det orkestrale. Og når så det hårdtslående riff skal være i fokus, så er det den metalliske del der træder frem. Det er en dynamik der arbejder både vertikalt, men også horisontalt i løbet af sangen. Der er virkelig øjeblikke, hvor musikken rammer plet.
Det er det fede ved musik. Hvis man virkelig er opmærksom på hvad musikken anmoder og beder om, så er man virkelig på rette vej og har fanget pointen. Nogle gange har man idéer, men så er man nødt til at være musikken’s tjener og gøre det et nummer forlanger. Nu skal der kommer dét der og her skal der være dét. Og så er man nødt til at gøre det. Det kan lyde lidt abstrakt.
Jeg synes det er meget interessant. Hvad er jeres baggrund i bandet? Er I konservatorieuddannet f.eks?
Ved du hvad, vi er faktisk meget neutrale, hvis man kan sige det sådan. Jeg vil for det meste kunne sige, at vi er selvlært, selvom vi alle har lyttet og været en del af den klassiske musikscene på den ene eller den anden måde. Da jeg var lille spillede jeg selv klassisk klaver i et par år og det er noget jeg fortsat holder fast ved.
Francesco Paoli startede i 2-3 år på musikkonservatorium med kontrabas. Francesco Ferrini spiller klaver, så han er i sagens natur startet i det klassiske. Han er nok den stærkeste i teorier og arrangementer og har i bund og grund lært det hele selv fra bunden. En masse af denne viden kommer fra at lytte til komponister, og hvordan disse komponrer og arrangerer deres orkestre på klassiske værker.
Hvordan ser du den italienske metalscene og altså på den scene, som I også udspringer fra, lige nu? Selv kender jeg kender ikke meget til den italienske scene.
Bandet startede i asken af andre bands i 2007, men det første album udkom først i 2009 og det var også først der vi startede med at tage tour. Så vi har vel været egentlige aktive i snart 8-9 år.
Men altså, det interessante med italien er, at der er bands, der prøver og prøver og også kommer op med noget rigtig fedt. Vi har været på en tour med et italiensk band fra østkysten der hedder Nightland, som også spiller noget symfonisk/død.
Hour of Penance laver kun en smule lige i øjeblikket. Men de har altså været til stor inspiration både for os, men så sandelig også på den italienske ekstrem metal scene generelt. Og så var der selvfølgelig Iconoclast.
Jeg mener, at hvis man skal have en scene, hvor bands for alvor kan komme ud og måske “overtage” verden, så er man nødt til at have en god national struktur. Et eksempel kunne være den gamle grunge periode i Seattle i 90’erne. Seattle havde bandsene, men de havde også klubberne og de folk der ville hjælpe med at bygge scenen op. Helt gratis. Folk der er interesseret i rent faktisk at udvikle en scene. Og er åbne over for alle. Folk, der ikke nødvendigvis spiller musik, men som er åbne overfor- og skaber nye tiltag.
Hvad jeg mener Italien mangler i dag, kontra andre lande, og det gælder både på metalscenen, men faktisk også på musikscenen generelt, er opbakning. Vi er simpelthen for jaloux på hinanden. Jeg mener musikere ikke bør være bange for at dele ud af hinandens oplevelser og inspirationer. Vi er for private. Men det sker også fordi strukturen mangler. Vi mangler steder hvor der er klubber, hvor folk kan dele hinandens oplevelser og idéer. Her tænker jeg ikke på store koncerter eller festivaler. Men alt det i mellem- og vækstlaget. Det sted hvor scenen rent faktisk bør gro og udvikle sig.
Vigtigheden i at dele har virkelig været vigtig for mig. Alene i den lille by jeg bor i i Italien gør jeg mit for at være så aktivt på scenen som muligt. Det giver både inspiration og stor glæde hos mig, som musiker og som fan. Selvom man kun spiller for en lille håndfuld mennesker i starten af sin karriere, så er det fantastisk og magisk, at se hvordan det langsomt kan begynde at vokse. Og så er det samtidig også fedt at komme ind og se på bands, der rent faktisk har opnået noget i deres karriere, istedet for at blive jaloux på dem. Nej i stedet skal man sige: Hey! Dét her kan og vil jeg også! Det handler om at man skal gøre det!
Nu har vi snakket en del om jeres baggrund som band og om den igangværende “King Tour”. Hvad skal der ske med Fleshgod Apocalypse efter “king”?
Den gode nyhed er, at vi arbejder på nye idéer, selvom vi stadig er på et meget lille stadie i forhold til nye sange. “King” kom jo trods alt ud for kun et år siden. Vi har været igennem sidste år med en masse tours. Vi har spillet en masse. Jeg tror vi har spillet omkring 120 koncerter på et år.
I år er der stadig tours. Vi har en del festivaler osv osv, men i mellemtiden har vi en del fritid, hvor nye ting skal ske. Og jeg er glad for at kunne sige, at det ser ud til, at en masse spændende nyt er på vej. Så jeg er glad. Haha.
Det er godt at høre! Her til sidst, vil jeg lige vise dig et billede, som vores læser, Chris Gade, har sendt os, da han hørte jeg skulle lave dette interview med dig. Hvad er historien bag dette fantastiske maveplasker billede?
Foto: Chris Gade på 70.000 tons of metal.
Tommaso Riccardi laver maveplasker
Haha. Oh my God. Ah, det her er mega fedt. Det var en sjov historie. Haha. Det vil være rigtig fint lige at få på plads hvordan jeg endte dér.
Så altså, på 70.000 Tons Of Metal er der denne her officielle maveplasker konkurrence. Men tro mig, dette her var ikke en officiel én. Det var den anden sidste dag på båden, og det begynder i virkeligheden med en stor jam session på båden. Før vi var med på 70.000 tons havde vi aldrig før mødt medlemmerne af Lacuna Coil personligt, men på turen endte vi med at blive gode venner. Så denne dag skulle vi ind og se Christina fra Lacuna Coil synge til denne jam session. Før det havde vi spillet vores to shows, så vi blev naturligvis pisse fulde under det hele.
Da jam sessionen var forbi bliver der tropisk storm ude på havet, så båden gyngede voldsomt meget, så meget, at de var nødt til at lukke dækket udenfor. Så hvad gør jeg og to andre så? Vi går op til poolen alt imens vi fortsat er mega fulde og båden gynger.
Resultatet kan nu ses på dette billedet. Haha.
Det var mega sjovt og dén tour på 70.000 tons er en af de bedste oplevelser jeg nogensinde har haft. Jeg håber at komme tilbage igen snart!
Det lyder fantastisk. Så tager jeg også glædeligt med. Haha. Mange tak for en god snak, Tommaso. God koncerten i aften!
Du skal være velkommen, haha. Mange tak for en hyggelig snak!